Uden stjerner er vi bare anonyme mennesker i mørket

En lyshåret mand i vandresko trækker benene på et stativ fra hinanden. I lyset fra en lygtepæl fæstner han sit firkantede teleskop på toppen af de tre sorte ben. Langsomt runder han rykken ned imod den lille linsekombination. Lidt derfra, på den lille cirkulære scene gaber en sortskægget sortklædt musiker bag sin trækbasun. Snart bliver mørket lukket ind.

Seeing stars er en lysinstallation af den hollandske kunstner Daan Rosengaarde. Hvor lyset blev slukket i det centrale område omkring Musikhusparken i Aarhus mellem kl 21.30 og 23.00.

Indenfor dette område skulle alt gade- og facade belysning, samt lys fra centrale bygninger, virksomheder og institutioner være slukket. Formålet var at formindske lysforureningen, i en fælles indsats for at lade stjernerne træde tydeligt frem på nattehimlen. Seeing stars ville lade stjernerne være et samlingspunkt og den afsluttende artist i årets Aarhus festuge.

Kl 21 imens der stadig var lys i musikhusparkens lygtepæle ankom den ene lille vennegruppe efter den anden og smed deres tæpper på den fugtige jord, inden de satte sig. Der blev talt i håbefulde lavmælte stemmer imens en sødlig duft af øl fra ugens arrangementer sneg sig ind på næseborene.

Sammen med sine to venner sad Charlotte med sit lysegrå pandehår og blå tørklæde på græsset. Charlotte glædede sig til at opleve mørket og stjernerne.

”Jeg håber virkelig at alle tager det til sig og tager det ind – at vi kan få et roligt fællesskab i mørket”

Charlotte bor centralt i Aarhus og havde selv sikret sig at slukke lyset inden hun tog ned i parken. Hun ville nemlig gerne være sikker på at bidrage til denne fælles oplevelse af stjernehimlen.

Få minutter senere indhylles musikhuset i mørke efterfulgt af Aros, Rådhuset og hele området omkring. I korte hårde stød trykker lyden fra messingblæsere sig ned fra Musikhusets tag. Tonerne bliver hurtigt besvaret. Oppe i rådhustårnet står fire silhuetter, der sender musikken rungende tilbage. I parken imellem rådhuset og musikhuset lyser den centrale scene op. Et nyt band overtager de hårde stød med en rolig melodi. Alle de fremmødte er stumme som mus.

Den sidste tone blæses afsted og det sidste lys i området aftager. Scenen falder væk i skygger. Et ældre par i fleecetrøjer knejser nakkerne bagover i aftenens første kig mod stjernerne. En kortklippet mand i arbejdstøj peger op. Man kan kun se vognstagen på karlsvognen. En drone flyver forbi og blinker grønt og rødt.  Lyset fra resten af byen maler de tynde skyer i en svag orange. En mumlen spreder sig og fylder stilheden som musikken har efterladt. Snart tales der endnu højere og den ro, der kunne have eksisteret, forsvinder.

Den sorte skov af mennesker er i opbrud. Telefoner lyser brystkasser op her og der. Nogle samler deres ting og trækker skuffet væk. Andre ser stædigt op i natten imens de med øjnene afsøger skyernes omrids.

Et stykke væk råber en mandlig stemme autoritært hen over pladsen.

”SLUK DOG DET LYS OG KOM NED DERFRA”

Tre anonyme skikkelser er kravlet op på domen og tager billeder med blitz. Under dem lyser en puffbar et kvindeligt ansigt op. Fire drenge slås imens de laver lydeffekter med munden og den svage sødlige duft af øl erstattes af en krydret hashlugt. I mørkets anonymitet tales der frit. Om stjerner, lys, kærester, elbiler og skuffelse. To damer går ud af parken med rejseplanen åben. Der er gået 25 minutter i mørket og Charlotte er ingen steder at se.

Kl 23 tændes lyset igen. Og parken står frem som et dansegulv efter lukketid. Få grupper sidder stadig spredt i parken. Et ungt par sidder imellem to små træer og kysser imens et ældre par falder over en efterladt flaske rom. Inde fra musikhuset vælter lilla og gult lys nu ud af glasfacaden. Mænd i refleksveste piblede frem for at rive festugens sidste scene og give den en afslutning.