Ulv ændrer hverdagen i Ødis

Par med køer frygter ulv tæt på hjemmet og ændrer daglige rutiner for at beskytte deres dyr.

Parret holder ekstra øje med deres seks køer, efter en ulv er blevet set tæt på deres ejendom.
Offentliggjort Sidst opdateret

En ulv er for nyligt blevet set i Ødis, senest i fredags, og det har fået borgere til at ændre deres hverdag. For 19-årige Amalie Birch Kristiansen, der bor på en landbrugsejendom med sin mand, har situationen fået konkrete konsekvenser, især for deres dyr.

Hun har selv haft et tæt møde med ulven. En oplevelse, der stadig sidder i kroppen.

“Jeg frøs først, men så løb jeg. Jeg skulle ikke være i nærheden af den,” fortæller hun.

Ifølge Amalie stod ulven stille og kiggede på hende i stedet for at flygte, hvilket har gjort hende mere utryg.

Ændrede rutiner

Frygten for ulven har ført til ændringer i dagligdagen. Parret har blandt andet ændret, hvornår de lufter deres hund.

“Han bliver luftet tidligere nu, mens det stadig er lyst,” forklarer hun.

Samtidig er opmærksomheden på deres køer blevet markant større. De bliver nu tjekket hver aften, og der er opsat videoovervågning, så de kan holde øje med dem ude på marken.

“De er jo ikke sikre derude,” siger hun.

Parret har i alt seks køer, som normalt går ude, og det skaber bekymring, fordi de ikke er beskyttet mod rovdyr.

Også naboerne har ændret adfærd. Flere vælger at holde deres dyr inde, selv når vejret ellers er til, at de burde være ude.

“De tør ikke lade fårene gå ude. Det er jo lige her i området,” fortæller hun.

Føler sig magtesløs

Amalie har været i kontakt med den officielle ulvelinje, men oplever ikke, at hun får den nødvendige hjælp.

“De siger, at vi skal holde hunden i snor og skynde os ind, hvis ulven kommer tæt på. Men jeg har ikke lyst til at miste min hund,” siger hun.

Ifølge retningslinjerne skal man kontakte politiet, hvis en ulv kommer tættere end 30 meter. Det skaber frustration hos hende:

“Hvad skal man gøre imens? Skal jeg bare lade den bide mig færdig?” spørger hun.

Ifølge ulveekspert Peter Sunde er risikoen for angreb på kvæg i Danmark lille. 

“Der er ingen rationel grund til at gå og frygte ulve i det daglige,” siger han.

Økonomisk bekymring

Bekymringen handler ikke kun om sikkerhed, men også om økonomi. Hvis parret vil beskytte deres køer bedre, kræver det investering i ulvesikre hegn, en løsning de selv skal betale for.

“Det er jo os selv, der skal betale. Men hvis vi ikke gør det, så ved vi også godt, hvad der kan ske,” forklarer hun.

Ulveangreb i nærområdet

Situationen i Ødis kommer samtidig med, at der for nylig har været et ulveangreb i nærområdet. I Egtved blev to ponyer dræbt, hvilket har sat ekstra fokus på risikoen for angreb på husdyr.

“Det er jo ikke langt væk, så man tænker da over, om det også kan ske her,” siger hun.

Frygter ikke mennesker

Selvom ulve ofte beskrives som sky dyr, er det ikke den oplevelse, hun har haft.

“De siger, de er sky, men det er de jo ikke. Den stod bare og kiggede, den løb ikke,” siger hun.

Hun frygter, at situationen kan udvikle sig yderligere, også for deres dyr:

“Det er bare et spørgsmål om tid, før der sker noget,” fortæller hun.

Snakken går i lokalområdet

I lokalområdet bliver information om ulven primært delt mellem naboer. Der er ikke nogen fast måde at advare hinanden på.

“Vi snakker bare sammen om det. Det virker som om, det er blevet normalt for mange,” siger hun.

Hun mener, at situationen fylder mere, end mange måske er klar over, især for dem, der har dyr gående ude.

For hende og andre i området er ulven ikke bare en debat. Den har allerede ændret deres hverdag.

Powered by Labrador CMS