Unge atleter skal flyttes – men ingen spurgte dem
Beboerne på et centralt idrætskollegium blev ikke hørt, før kommunen besluttede at sælge deres hjem. Ifølge en idrætsekspert og byrådspolitiker er beslutningen et resultat af et budgetpres og politisk topstyring i Kongelundsprojektet.
Orienteringsløb gælder om at holde overblikket, når pulsen banker.
Det samme er afgørende for Jeppe Edvardsen, når han ikke løber ude i skovens kuperede terræn med kort og kompas i hånden.
Som elitesportsudøver og jurastuderende er han afhængig af overblik og balance i hans hverdag.
Den har han fundet på AASKO-kollegiet i Aarhus, hvis centrale placering og lave husleje gør det muligt at fokusere på sporten.
Men i februar besluttede Aarhus Kommune at sælge kollegiet.
En proces som hverken Jeppe eller de 118 andre beboere blev involveret i.
Salget skal være med til at finansiere det nye Sportens Hus i Kongelunden, hvor beboerne i stedet skal flyttes til 45 nye kollegieværelser.
Kommunen erkender, at de unge beboere ikke blev inddraget i beslutningen om at flytte dem til det sted, der ifølge planen skal forme fremtidens aarhusianske sportsstjerner.
“Omkring beslutningen af salget? Nej,” siger Heidi Frostholm, forvaltningschef i Sport og Fritid, “Det har man ikke ønsket eller forholdt sig til politisk. Der har ikke været rum til at gøre noget andet.”
Heri ligger kernen i kritikken fra flere sider. Nemlig at beslutningen ikke blev truffet ud fra konkrete behov blandt sportsfolkene – men ud fra et voksende økonomisk pres og politiske prioriteringer.
Sorteper sendt videre
Planen om et nyt stadion viste sig hurtigt dyrere end forventet. Da det samme blev gældende for den nye atletikbane og Sportens Hus, var kommunekisten allerede godt udtømt.
“Så leder man efter et sted at finde penge, blandt det man har adgang til – og i det her tilfælde fik kollegiet sorteper,” fortæller Henrik H. Brandt, tidligere direktør for Idrættens Analyseinstitut og nuværende leder af Idrætsplatformen Danmark.
Netop idéen om at sælge AASKO-kollegiet stammer fra tidligere socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard, der oprindeligt ledte projektets politiske styregruppe.
“Fagligheden er blevet sat bagerst. Det hele er blevet drevet af en politisk styregruppe og borgmesterkontoret - ikke af fagfolkene i Sport og Fritid. De skulle bare have det her stadion igennem. Holdningen har været: ‘Hvis det går udover nogen, må vi tage tæskene’,” mener Henrik H. Brandt.
En “vanvittig” beslutning
Én af dem der har taget fløjlshandskerne af, er byrådspolitiker Solveig Munk fra Enhedslisten. Hun kalder beslutningen “vanvittig”, og undrer sig over, at man ikke i højere grad har lyttet til de unge.
Kommunen mener stadig, at det er fornuftig beslutning. Salget vil skabe nye boliger i samme hus som topmoderne træningsfaciliteter, og peger på, at de har fået flere henvendelser fra unge, der vil flytte ind.
Solveig Munk kigger dog anderledes på det:
“Det bliver pakket ind som et sportsligt argument, men det handler om at dække over en økonomisk skandale. Det er den tidligere borgmesters prestigeprojekt, der skal gennemføres– nu på bekostning af de unge.”
Kommunen fortæller, at “det har været en politisk prioritering, at det var den vej, man skulle gå.”
Denne beslutning kommer samtidig med, at kommunen selv har understreget, at alle elitesportsudøvere berørt af projektet skal sikres gode vilkår.
For beboerne på AASKO-kollegiet handler det ikke om modstand mod udvikling men om ikke at blive glemt.
“Dialogen fra kommunens side var ikke åben. Den var taget på forhånd og afsluttet,” fortæller Jeppe Edvardsen om mødet, hvor beboerne blev informeret.
Han frygter, at flytningen længere væk fra universitetet, højere husleje og støj fra Stadion, Tivoli og Arenaen netop vil forringe vilkårene for ham og de øvrige beboere.
Hvem har overblikket?
Ifølge Henrik H. Brandt er sagen et klassisk eksempel på, hvordan store offentlige idrætsprojekter ofte gennemføres med høj politisk fart – men uden det nødvendige overblik:
“Man har låst sig for tidligt og glemt at få hele spillepladen med. Motiver, behov, drift. Det er ikke blevet tænkt godt nok ind fra starten,” siger han.
For Jeppe og de andre beboere er det netop fraværet af det samlede overblik, der nu får konsekvenser.
For dem er kollegiet ikke bare et tag over hovedet men forudsætningen for at lykkes som både studerende og elitesportsudøver.
I orienteringsløb handler det om at læse kortet rigtigt fra start – ellers mister man både tid og retning.
Jeppe frygter, at netop det er sket her.
At politiske mål og økonomiske hensyn blev kompasset – mens dem, det egentlig handler om, blev efterladt i skovbrynet.
