Unge på sociale medier

Unges forbrug af sociale medier stiger – selvom de har et ønske om det modsatte.

En netop udgivet rapport fra DR Analyse viser, at danske unge har et stigende tidsforbrug på de sociale medier. En stigning, der paradoksalt nok sker samtidig med, at mange unge selv udtrykker et ønske om at skrue ned for forbruget.

Offentliggjort

I 2025 steg danskernes samlede tidsforbrug på sociale medier. Stigningen er særlig tydelig blandt de unge12-24 årige, som i gennemsnit brugte 5,3 minutter mere på de sociale medier i 2025 end året tidligere. Snapchat er i det regnskab den største tidsrøver, men er stærkt efterfulgt af Instagram og TikTok i kapløbet om at være det mest populære sociale medie blandt de unge.

Det virker derfor paradoksalt, at rapporten fra Danmarks Radio samtidig viser, at størstedelen af de unge har et ønske om at stoppe med at bruge TikTok og Instagram. De unge giver udtryk for, at de sociale medier påvirker deres liv negativ.

Tidsspilde og dårlig trivsel

Tidsspilde er, ifølge rapporten, den helt overvejende grund til, at de unge gerne vil stoppe med at bruge sociale medier. De unge fortæller, at platformene overtager kontrollen over deres tid og fastholder deres opmærksomhed i den hurtige strøm af korte, skiftende videoer. De bliver fastlåst i deres egen overspringshandling.

Den næst hyppigste grund handler om, at de unge får det dårligt af det indhold, som de bliver præsenteret for. De unge trækker globale kriser og menneskelig lidelse frem som eksempler. Desuden fremhæver de den konstante eksponering for idealiserede billeder af smukke mennesker og ”perfekte liv”.

Skal der ikke bare slukkes?

Stine Laurberg Myssen og Thomas Armour er begge medieanalytikere ved DR. De peger på, at hvis vi skal forstå, hvorfor der ikke bare slukkes, så skal vi også forstå, at sociale medier er mere end bare underholdning og tidsfordriv.

De forskellige platforme tilbyder nye online interessefællesskaber, og de er centrale kontaktflader til venner. Samtidig er de sociale medier blevet vigtige nyhedskilder for de unge. Ifølge medieforsker Rasmus Kleis Nielsen gør de sociale medier nyheder appellerende for målgrupper, der typisk ikke selv opsøger nyheder aktivt.

I 2026 forventes en lovbestemt aldersgrænse for sociale medier at træde i kraft i Danmark. Men rapporten fra DR peger på et mere komplekst problem end bare adgangen til de sociale medier. Derfor bliver spørgsmålet ikke kun, hvordan vi får de unge til at bruge mindre tid på sociale medier, men hvordan vi sikrer, at de bruger dem på en måde, der styrker dem - frem for at platformene svækker deres trivsel.

Powered by Labrador CMS