Urban Sport Festival: Europæiske bjerggeder på hjul indtager Aarhus Ø
Med hvinende bremser og raslende kæder kæmper verdens bedste Bike Trail-ryttere om den prestigefyldte EM-titel

Havneområdet omkring Pier 3 og Pakhus 77 sitrer af liv og adrenalin i Aarhus Festuge.

“Far, det er så spændende!” råber en lille pige, der planter fødderne solidt i asfalten og nægter at gå videre.
Foran hende suser de lynhurtige klatrere mod toppen i disciplinen Speed Climbing, hvor den gyldne klokke venter på at blive slået an.
Pigens øjne følger hvert spring, hvert greb, mens hun holder vejret i spænding.
Klokken ringer, og applausen bryder løs.
Urban Sport Festival står bag en række eksplosive og sveddryppende oplevelser på Aarhus Ø, hvor hundredvis af veltrænede atleter springer, klatrer og kæmper sig gennem ekstreme sportsgrene. Hovedattraktionen er Europamesterskabet i Bike Trial 2025, hvor verdenseliten konkurrerer i cyklingens svar på ekstremsport.

Store kanoner
Duften af friture hænger i luften som en skarp kontrast til al kalorieafbrændingen – og minder samtidig om, at Urban Sport Festival er for alle, både store og små kanoner.
De små kanoner er nemme at få øje på, når de suser rundt på havneområdet på deres medbragte cykler eller prøver kræfter på den børnevenlige forhindringsbane.
Men hvis man tror, at de store kanoner står bøjet over tunge vægte i crossfit-zonen, tager man fejl. De sidder nemlig på cyklerne.
Det understreger banearkitekten Ole Kristensen, manden bag de snørklede forhindringer til EM i Bike Trail 2025. Han peger ud på rytterne og siger med et stort smil:
“Jeg tror, vi har omkring 15 verdensmestre til stede. Det er simpelthen de helt store kanoner, vi har at gøre med.”
Ole Kristensen har mange års erfaring med Bike Trail - både som aktiv udøver, cykelforhandler, træner og nu også som banearkitekt.
Rytterne er godt i gang med opvarmningen, mens han forklarer reglerne:
“Bike Trail er forhindringsløb på specialbyggede baner. Rytterne har to minutter til at samle så mange point som muligt ved at klare flest mulige gates (red. forhindringer) rundt på de forskellige sektioner.”
Flere tilskuere stopper og lytter, mens Ole Kristensen med stor entusiasme forklarer reglerne – passionen for sporten lyser ud af ham.
Bjerggeder på hjul
Rytterne hopper let fra træstamme til træstamme, fra betonrør til betonrør, fra klippeblok til klippeblok, som om tyngdekraften er sat ud af spil.
Dækkene lander med bump, bremserne hviner, kæderne rasler – men rytterne bevæger sig ubesværet, som var det leg.
En dame blandt publikum kan ikke holde sig tilbage:

“De er jo ligesom bjerggeder!” siger hun begejstret og følger hvert eneste spring.
Ole Kristensen nikker med et grin til hendes sammenligning og tilføjer:
“Det vil undre mig meget, hvis det ikke bliver en spansk bjergged, der vinder guld.”
Blandt de mange spanske, franske og italienske bjerggeder gemmer der sig også et par danske ryttere, der kan gøre sig bemærket.
“Vi har 24-årige Jonans Jensen, som vi håber at få i top-10, men det bliver svært, fordi de er bare så dygtige,” fortæller Ole Kristensen.
Bang! En af rytterne styrter under opvarmningen. Den danske Jakob Storgaard må bide i asfalten og rejser sig med styret i hånden.
“Op på hesten igen!” råber Ole Kristensen.
Jakob Storgaard smiler stort – asfalt er hverdag for den danske bjergged.
Selvom det kun er opvarmning, står det klart, at Bike Trial på Urban Sport Festival ikke blot er en konkurrence – det er en oplevelse, hvor kraft, smidighed og passion mødes på ét sted. Her indtager verdens bedste europæiske bjerggeder Aarhus Ø – og efterlader både publikum og ryttere med pulsen i vejret og smil på læben.