Uskyldig brunchaftale eller ulovligt Bandidosmøde?
Otte mænd er tiltalt for at videreføre den forbudte rockergruppe Bandidos MC. Afhøringerne er nu startet ved retten i Århus.
Der er ingen tvivl om, at det slog en flig af hjertet hos mange af medlemmerne i den tidligere motorcykelgruppe, da den endelige dom - at Bandidos MC skulle opløses ved lov - faldt i oktober 2025.
Nu er otte mænd tiltalt for at videreføre den forbudte forening.
Retten i Helsingør vurderede altså sidste år, at Bandidos MC ikke blot var et hold af motorcykelelskere, men en rockergruppe med kriminelle dagsordener - og derfor er foreningen i dag ulovlig.
Ulovlig videreførelse af rockerklub
Personerne er blevet set sammen ude foran retten i Århus, hvor de tilsyneladende skulle være mødt op for at finde ud af, hvem der var sigtet - og nu dømt - for et brandattentat mod Bandidos Klubhus i Viby J lidt uden for Århus Centrum.
Men de otte tiltalte - eller de syv der dukkede op i retten - nægter sig skyldige i anklagen.
Den 18. marts sidder de og deres forsvarsadvokater klar i retten i Århus. Klokken har slået 09:00, men to af de tiltalte er endnu ikke dukket op.
Bevæbnede politifolk er med i den gule retssal, hvor de holder skarpt øje med enhver detalje. Et af de potentielle bandemedlemmer vipper utålmodigt på stolen.
Selv på en lun solskinsdag er stemningen intens. Dommeren må begynde sagen uden de to sidste.
Et uheldigt foto
De otte mænd er anklaget for at overtræde § 132 a, stk. 1, - videreførelsen af Bandidos MC - hvor straffen er bøde eller fængsel indtil 2 år.
Et af omdrejningspunkterne i straffesagen er et billede, en af mændene har taget foran retten. Det ser tilsyneladende ud til, at flere af dem poserer på billedet - vel vidende at det blev taget.
Anklageren mener, at dette "holdfoto" er et af beviserne for, at de viderefører Bandidos MC. Billedet spiller derfor muligvis en afgørende rolle i sagens udfald.
Kun en af mændene på anklagebænken anerkender, at der blev taget et billede. De andre siger, at de ikke opdagede det - også selvom man i baggrunden på det ene Live Photo kan høre kameramanden sige, at han skal zoome.
"Det er ikke et holdfoto, det er et vennefoto", forklarer han.
I mellemtiden er den syvende ud af otte tiltalte - selve kameramanden - dukket op. Han ønsker ikke at afgive forklaring.
En bande eller bare en bagatel?
Fortællingen fra de tiltalte lyder, at de syv af dem skal ud at spise en fredelig brunch sammen. De parkerer tilfældigt deres biler ved rettens parkeringsplads, da det er tæt på centrum.
En af dem vil dog tjekke, for en ven, om han kender de sigtede for brandattentatet. Her vælger de alle - undtagen en - at gå med ind i retten, selvom flere af dem tilsyneladende ikke havde nogen ide om, hvad formålet med det var.
De respektive mænd kender hinanden på kryds og tværs - nogle har sågar aldrig mødt hinanden før. Tre af dem erkender, at de tidligere har været medlem af Bandidos MC eller haft tilknytning på anden vis.
Nogle siger, at de ingen relation har til foreningen, nogle andre ønsker ikke at udtale sig.
Dommen falder omkring påske.