Valgkamp, politik og drømme: 26-årige Mathias Sikora drømmer om Folketinget

Drømmen om Christiansborg kom tættere på for 26-årige Mathias Sikora, Radikale Venstre, da Mette Frederiksen d. 26. februar udskrev folketingsvalg. Velforberedt og med et stort kampagnehold bag sig, skal de næste tre uger afgøre, hvor den unge politiker skal tilbringe de næste fire år.

Foto: Oliver Hacemoglo Thimsen
Offentliggjort

”Hej. Er du på vej til forelæsning?”

Spørgsmålet kommer fra Mathias Sikora, da vi mødes foran store auditorium ved biomedicin syd nede i Uniparken i Aarhus.

Mathias er i gang med dagens femte uddeling sammen med sit kampagnehold bestående af, i dag, fire medlemmer af Radikale Venstres Ungdom. Mathias fortæller, at hans kampagnehold består af 15-20 unge mennesker som hjælper under valgkampen.

Det er tydeligt, at Mathias ved, at der om et øjeblik starter en forelæsning inde i salen. Det vælter ind med unge mennesker, der nyder den skyfrie himmel og en pause i undervisningen.

Foran indgangen står Mathias og hans hjælpere klar med små grønne sedler med Mathias’ politiske budskaber og et bolsje klipset fast i hjørnet. ”Din SU. Din uddannelse. Din fremtid.” Klare budskaber, som rammer de studerende på vej ind i auditoriet.

Flere af de studerende kommunikerede med Mathias.

En udbryder på vej ind i auditoriet: ”Jeg behøver ikke. Jeg har allerede stjålet så mange bolsjer fra jer.”

Hans kammerater griner. Så går de ind til undervisning.

Pludselig udbryder Mathias: ”Der er ikke noget bedre end flyeruddeling i solskin.”

Kort efter falder snakken blandt hjælperne på det politiske TV2 program ”Højskolen” med landets politiske ledere.

En af Mathias’ hjælpere indleder: ”Var der nogle af jer der så højskoleprogrammet i går?”

Det har de alle sammen. Snakken blandt kampagnegruppen er meget optaget af de forskelliges præstationer i programmet. Hvordan klarede Martin Liedegaard det? Hvad med Mette Frederiksen?

Kl.12.18 slutter uddelingen.

Et hurtigt billede foran auditoriet til sociale medier. Så gik turen videre.

Turen går ned i Radikale Venstres lokaler nede i midtbyen. Mathias hopper på sin ladcykel som han cykler rundt på i byen og fører valgkamp med. De andre var på gåben.

Vi slentrer ned gennem byen, mens snakken falder på alt fra Radikale og Mathias’ valg til uddannelse og kapsejlads.

Høegh Guldbergs gade. Samsøgade. Sjællandsgade. Nørregade. Paradisgade. Studsgade. Graven. Igennem smøgen på den anden side af vejen overfor den ikoniske bar Le Coq. Derinde bagved ligger lokalerne.

Mathias fortæller undervejs på turen, at der i aften er opstillingsmøde, hvor det skal besluttes, hvor han skal stå på listen på valgdagen d. 24. marts. Han er spændt, men har ikke sat sine forventninger for højt.

Valglokaler med historie

Vi ankommer til lokalerne, og stiller Mathias ladcyklen.

Der er noget helt særligt over rummet.

Slidte trægulve og hvide vægge med plakater fra partiet, brudt af en pink væg i Radikales farve. Rundt i lokalet hænger en række politikere fra Aarhus og folketinget. Som en slags kravlenisser der gemte sig rundt om i rummet.

Midt i rummet står to store hvide bjælker. Gennem rummet er et langt bord sat sammen af små tomandsborde. Dem man sad ved i folkeskolen. Rundt om bordene er der tæt af snacks som skulle deles ud rundt om i byen. Iste, chips, bolsjer.

På endevæggen hænger en gammeldags sort tavle, hvor der med kridt står skrevet: Valgkampen 2026. ”Årh, hold nu kæft.” (Mette Frederiksen, 2026).

En reference fra højskoleprogrammet. Det havde de grint meget af dagen før, da de sammen havde set programmet i lokalet.

Da vi kommer ind i lokalet, er der to unge mennesker i lokalet, som sidder og arbejder med administrative ting omkring valgkampen.

Mathias sætter sig og det første der bliver sagt er: ”Mathias, har du det godt? Har du fået mad og drikke?”

Mathias forlader lokalet for at gå ind i køkkenet.

Imens er der en løs briefing i rummet.

Hvem gør hvad?

Der er kommet valgmateriale ind ad døren. Klistermærker med Mathias’ ansigt på. De skal klistres på de mange iste der står i hjørnet.

Mathias kommer ind og går i gang med at klistre klistermærkerne på brikkerne med iste.

Der er lige kommet ny meningsmåling. 4,6% til Radikale Venstre. Det betyder, at Mathias, som det ser ud lige nu, ikke kommer ind. Han er meget fattet, for det havde han heller ikke forventet.

Spidskandidat i fokus

Da klokken nærmer sig 14.15 vælter Katrine Robsøe ind ad døren. Hun er spidskandidat for Radikale i Aarhus, og er lige kommet retur efter tre debatter. Det er tydeligt, at rummet påvirkes af hendes entré. Samtalerne sluttes og alt opmærksomhed rettes mod hende.

"Jeg skal virkelig bare slappe af! Jeg skal afsted igen i aften..", udbryder Robsøe.

Men inden hun kan slappe af, skal vi alle sammen høre om hendes kaosmorgen. Bilen virkede ikke.

Pludselig råber Katrine: ”Mathias! Har du planer i aften? TV2 har lige meldt ind. De vil gerne lave et interview, men det er kun måske. Du ved bare det overfladiske interview.”

Egentlig skulle Mathias på husomdeling med flyers, men den plan er nu ændret.

”Sådan er det bare i en valgkamp”, fortæller han.

Mathias har brug for en pause, så han kan forberede sig på TV2 indslaget kl.18.00. Han er sammen med kampagnegruppen og får styr på det praktiske. 

Men det i mellemtiden aflyst, da jeg møder Mathias efter forberedelserne.

”Sådan er det bare i en valgkamp”, fortæller han grinende, for det havde han sagt mere end en gang i dag.

Opstillingsmøde presser tidsplanen

Mathias er i gang med at besvare en kandidattest fra Jyllands-Posten. Altså på den anden side af testen, hvor hans svar skal matches op med vælgernes.

Der bliver forberedt flere iste med klistermærker. Om et øjeblik er der aftensmad. Pizza i fad er retten i dag. Det er der stor tilfredshed med.

Mathias er småstresset med testen, da han skal være hjemme til opstillingsmødet, hvor han skal holde en tale. Han ved ikke helt til hvem, men det skal han altså.

Kl.18.25 lyder en stor gong i rummet. Der er mad!

Folk strømmer op til bordet fyldt med mad.

Mathias slår igen på gongen.

Han siger tak for hjælpen på dagens uddelinger og fortæller planen for i morgen.

Efterfølgende rækker han en arm i vejret og siger: ”Tak for i dag venner!”.

Han går ud mod døren og stopper under den slidte dørkarm, hvor Mathias afslutningsvist udbryder: ”Vi ses!”

Powered by Labrador CMS