Vejle ruster sig til at være en universitetsby: Bekymringer om studieboliger afvist af kommunen
Vejle forbereder sig på at blive universitetsby med nye boliger ved Ørstedsgade. Kommunen ser få problemer, mens en lokal indsigelse peger på mulige trafik, støj og byggegener.
På græsarealet mellem havnen og Ørstedsgade, skal der opføres nye studieboliger, som så småt er begyndt.
På stien mellem Ørstedsgade og havnen i Vejle er der stille, på den ene side ligger ældre murstensbyggerier, mens der på den anden side er opført nyere lejligheder i retningen af Bølgen.
Vejle står foran en markant udvikling. Der åbner en afdeling af Syddansk Universitet i byen, og på sigt kan op mod 1200 studerende få deres daglige studiegang i Vejle.
Lars Buksti, som er plan- og områdechef for Plan, Byg og Miljø i Vejle Kommune, fortæller at der mangler i omegnen af 450 studieboliger til fremtiden, og at projektet er en del af den strategi.
Boligerne ved Ørstedsgade bliver en del af første etape og forventes klar i 2027. Projektet vil blive 5 etager højt, og giver mulighed for op til 57 boliger .
En beboer i området, som ønsker at være anonym, peger på, at udviklingen både kan have positive og negative aspekter.
Han påpeger, at han ikke er bekymret for de nye boliger i sig selv, men tænker, at der kan komme mere trafik. Og så bliver byggestøjen nok også en faktor, siger beboeren.
Bekymringerne går igen i de indsigelser, der er indsendt til kommunen. Her nævner borgere blandt andet øget trafik, pres på parkering og støj fra kommende beboere .
Men ifølge Lars Buksti er der ikke grund til bekymring, og kommunen vurderer ikke, at det bliver et problem.
- "unge mennesker er jo som unge mennesker uanset hvor de bor henne, og de er jo ikke værre end alle mulige andre unge" - Lars Buksti, plan- og områdechef for Plan, Byg og Miljø i Vejle Kommune
Buksti påpeger desuden, at boligerne er målrettet studerende, som typisk ikke har behov for bil. Ifølge ham forventes op mod halvdelen af de nye studerende at være internationale, primært fra EU, og de har som udgangspunkt ikke bil med. Samtidig er der kort afstand til både uddannelse og by.
Få indsigelser
Der er indkommet syv høringssvar til projektet. Ifølge Lars Buksti er det et begrænset antal, som ikke tyder på nogen bred modstand mod byggeriet. Fra området er der udsigt mod Nordkajen, hvor universitetet på sigt skal placeres – kun kort afstand fra de kommende boliger.
Området er allerede præget af udvikling med nye byggerier, og vejarbejde som er i gang. Med universitetet på vej, og med flere boliger planlagt, forventes udviklingen i området at fortsætte i de kommende år.