Venskaber, viden og vodkajuice – velkommen til pubquiz på Sway
En ellers stille efterårsaften er en gruppe mennesker samlet for at quizze mod hinanden på den aarhusianske bar Sway.
”Men altså… Så skal vi vel i byen?” siger en af de unge mænd fra Databasens Helte, med et glimt i øjet. De andre griner og ryster lidt, men ikke afvisende, på hovedet, mens de begynder at blande deres vodka og juice.
Det er quizaften på baren Sway. Uret viser lidt i otte, og de fleste hold er ved at finde sig til rette i de mørke møbler rundt omkring baren. Der er skruet godt op for rockmusikken og der bliver sunget med rundt i krogene.
Flere mennesker har samlet sig om baren, hvor ølkapsler og shotsglas flyver rundt i hænderne på bartenderen Niels. Ved bordfodboldbordet i baggrunden kommer der til tider et par høje udråb, og bolden der hamrer ind i banderne, runger gennem lokalet.
En yngre mand slingrer hen ad gulvet. Han sætter en bakke med Fernet Branca shots ved sit bord, og bliver mødt af et par rynkede næser.
”Det er altså virkelig godt for halsen” får han sagt, inden de har mulighed for at protestere.
Socialt nærvær med en ironisk distance
Allerede ude fra gaden kan man se det røde skær fra lyset og væggene i på Sway. Selvom farven er skarp, er der en ro over gæsterne. To mænd kommer ind ad døren, og går en lille runde. De smider lappen i vejret og hilser på alle i lokalet.
”Nå, så kunne I være her” siger vennerne og giver en highfive, mens de sætter sig ved et af de nu fem fyldte borde.
I enden af baren stiller aftenens hovedperson sig klar: Quizmaster Konrad, der har lavet quizzen præcis fire timer inden den skulle afprøves. God tid, ville nogle mene.
Bartenderen Niels lægger en arm på Konrads skulder, og kigger på ham med store øjne.
”Ja Niels, du kan også godt nå at ryge inden vi starter”, siger Konrad og ruller drillende med øjnene, da han løber ud ad døren, som var han på flugt.
Det er blevet mørkt, og når døren åbnes, kan man mærke den kølige septemberbrise efterfulgt af lugten af brændte hjemmerullede cigaretter. Måske det hænger sammen med de mange hipsterhuer og kasketter, der er til stede i baren i aften.
Viktor, Oliver og Leonard, der danner quizholdet Databasens Helte, kender hinanden fra datalogistudiet på Århus Universitet. Med en studietid, der er ved at lakke mod enden, og et seriøst voksenliv, som presser sig på, sørger de for ofte at komme ud og hygge sig sammen. I aften til pubquiz på Sway.
De begynder at snakke om en vild bytur fra sidste uge. De resterende venner stemmer i og nikker, da én foreslår, at sådan skal det ikke gå i dag.
Bælgfrugter og Me Too
Konrad fisker et foldet, næsten sammenkrøllet A4-papir op af lommen, og stopper musikken. Han rømmer sig, og stilheden spreder sig over Sway. Med et blik, som skal der til at ske noget meget seriøst, kigger han rundt på alle seks hold, der næsten holder vejret af spænding.
Der går et par sekunder. Et enkelt tryk på ipadden, og den ikoniske Kahootmusik brager ud af højtaleren. Det udløser en latter blandt gæsterne. Quizzen er i gang.
Med spørgsmål om bælgfrugter og imperialistiske måleenheder ved ingen af gæsterne, hvad de kan forvente. De kigger fokuseret op mod ham og småfniser, da næste kategori omhandler Me Too-sager. ”Undskyld mig, men hvad havde I forventet efter denne uge?” spørger Konrad med et skævt smil til reaktionerne.
Kategorien ”aktuelt” er et fast inventar i Konrads quizzer. Da han for et par år siden stoppede som bartender på Sway, kunne han ikke undvære stedet, og fik derfor tildelt rollen som quizmaster. Som socialrådgiverstuderende er jobbet et godt afbræk fra hverdagen. Han nyder at komme her og at dømme ud fra gæsternes hilsener og drillerier gennem aftenen, er det gengældt.
Afgørelsens time
Som tiden skrider frem, lakker quizzen mod enden. Mens der bliver købt øl, tælles pointene op, og da sker der det, som ikke må ske.
En delt førsteplads til Sway Away og Databasens Helte.
Heldigvis har Konrad et bonusspørgsmål i ærmet: ”Hvor mange kilometer går der på en mil?”
Et gisp fra en af deltagerne afslører en mindre panik, men der bliver hastigt noteret svar.
Konrad er klar. Papirerne bliver indsamlet, og med lynenes hurtigt siger han: ”Vi har et vinderhold. Dem med det bedste holdnavn til dato, Databasens Helte!”
Stilheden bliver erstattet med jubel og grin. En af drengene fra holdet er hurtigt til stede i baren for at indløse deres præmie, den gode gamle vodka og juice.
Livets store spørgsmål – byen i aften?
Bordene, der før var fyldte, er nu tomme. Flasker og glas klirer bag baren, og dampen fra opvaskemaskinen stiger mod loftet.
Det røde lys bliver skruet ned og et par af de tilbageværende gæster hujer mod baren.
Niels kigger og griner lidt: ”Så er vi sgu klar.”
Databasens Helte havde ikke regnet med at vinde i dag. Hverken for bedste holdnavn eller selve quizzen, men begge dele skete alligevel. Der bliver der jublet og skålet i vodkajuice, og snakken ruller på fuldt smadder.
”Hallo. Vi går på uni, der er jo ikke mødepligt,” siger en af drengene, da snakken om byen fortsætter.