Vi tager den lige fra toppen igen

I et gammelt kapel, på Viborgvej i Aarhus, skal jeg til at overvære øveren til et nyt teater stykke, en fredag aften.

Det er nogle gamle lokaler, vi kommer ind i.

Det ligner noget kunne være med i en lav-budgets gyserfilm. Grå og golde betonvægge, der er beklædt med lidt for gamle teaterplakater.

Samtidig er der en lugt, som minder om ens mormors sommerhus, der ikke er blevet renoveret siden 1974.

Holdet bliver vist ind i øvelokalet som hedder ’kapelscenen’ også selvom der ikke er nogen scene, og det bare er et rum, med et vagt forsøg på at få det til at ligne en teatersal, med store tunge scenetæpper, der hænger langs væggene. 

Deltagerne tager plads på gamle stofstole med den velkendte forsamlingshus-charme. Foran os står et nøgent bord, der ligner noget, der er blevet slæbt direkte ind fra NorthSide. Det eneste, der mangler, er de halvtomme plastikkrus med fadøl, som normalt ville stå spredt ud over bordpladen.

I dag skal de 10 skuespillere øve fra klokken 18:00 til 21:00, og klokken 18:04 sidder der kun fire rundt om bordet.

Efter nogle minutter, drysser de resterende skuespillere ind. Nogen af dem er lidt halv-svedige ovenpå bjergetapen, som er bedre kendt som Viborgvej.

Check-in

Hver gang holdet bag teaterstykket mødes, begynder de med en runde ’check-in’. Alle skal kort fortælle om deres dag, og hvordan de har det i hovedet i dag.

Det minder mest af alt om almindelig smalltalk. Små vittigheder flyver hen over bordet og udløser enten et kort grin eller en hurtig udånding fra de andre.

Når man har fortalt om sin dag, afslutter man med ordet: ”Check-in.” Som sad de på hver vores side af en walkie-talkie.

En af skuespillerinderne fortæller at hun har svært ved at huske, hovedpersonens fulde navn, og kigger lidt nervøst på instruktøren, hvor han fortæller at der jo kun er én uge til premieren, på Randers Teater.

Jeg får også turen, da instruktøren Rasmus Rønn Hansen retter blikket mod mig og løfter øjenbrynene forventningsfuldt:

”Og hvad med dig? Er du klar til at checke ind?”

Første akt – karaktererne kommer frem

Folk går ud for at øve deres replikker, og to af skuespillerne bliver tilbage.

De er lige blevet enige om ikke at lave en gennemspilning, som de gør to dage efter i stedet.

De to skuespillere der er tilbage, gør sig klar. Den ene tager et stort, karikerede gebis i. Den karakter minder om en dummere version af Baune fra Drengene Fra Angora.

Rasmus siger roligt:

”Når I er klar”.

Med det samme smider skuespillerne deres personligheder, og træder ind i karaktererne. Baune parodien råber med det samme, sin første replik.

Rasmus sidder helt roligt og kigger på, med stift og koncentreret blik. Han sidder og tager noter undervejs, og holder øje med alle deres bevægelser.

De to skuespillere roder lidt rundt i replikkerne, hvor Rasmus stopper dem. Den ene skuespiller opdager, at han har sagt replikkerne i forkert rækkefølge.
Med det samme er de tilbage i deres egne personligheder igen, mens Rasmus fortæller, hvilken rækkefølge replikkerne skal komme i.

Skuespillerne skal lige have helt styr på det, og på 15 minutter siger Rasmus fire gange:

”Vi tar’ den lige fra toppen igen”.

De når at spille scenen igennem fem gange. Inden instruktør Rasmus rejser sig op, og forklarer dem at de skal passe på ikke at reagere på hinandens ques for tidligt.

De to skuespillere nikker og lytter intens.

”Vi tager den lige igen, en gang til… igen”. Rasmus sidder og griner lidt af sig selv da han siger det.

De kører scenen igennem for sidste gang, og denne gang lykkedes det. Alt er på plads. Stemningen er rigtig, deres tonelejer og vigtigst af alt, deres kemi på scenen.

De står og joker med hinanden, snakker om scenen, hvor skuespillerinden siger:

”Din karakter er en bulldog, en menneskelig bulldog”. Hvilket vi alle sammen er enige i.

Rasmus slutter af med: ”Tusinde tak, jeg er tilfreds, meget tilfreds”.

Anden akt – kostumer og rekvisitter

Nu kommer de resterende seks skuespillere ind. De går alle sammen med manuskripter i hånden. Nogen af skuespillerne klæder om, for at komme i bedre kontakt med karakteren. Lige pludselig kigger en skuespillerinde på mig og siger med et fjoget smil:

”Jeg skifter altså lige bukser, så må du selv beslutte, om du vil kigge på”.

Det får alle i lokalet til at grine højlydt.

Imens gør folk sig klar til at spille scenen igennem. Det er en længere scene, med mange replikker, ting der skal gøres og rekvisitter.

I scenen bruges et langt rødt reb, der minder om fortøjningen fra en luksusyacht.

Tre karakterer skal bindes sammen, men de er alle frustrerede over at rebet er for langt.

Det skaber en komisk situation, fordi alle er tvivl hvad de skal gøre med rebet. Samtidig med at det røde reb kan ses som et symbol på den lange proces bag arbejdet med at skabe et teaterstykke.

Check – ud

Aftenen rundes af med en check-ud, hvor alle sætter ord på dagens indsats og deres plads i processen. Efter tre timers intens og lettere kaotisk gennemspilning nyder vi en velfortjent note-øl. Trætheden hænger i kroppen på skuespillerne. Det er trods alt fredag aften, og de fleste længes enten efter sengen eller nattelivet.

Og ligesom da vi checkede ind, kigger instruktør Rasmus på mig igen og siger med et grin over læben:

”Er du klar til at check ud?