Viborg FF jagter historisk bedrift: "Vi har stor tro på tredjepladsen"

Superligaklubben Viborg FF står med kun to kampe tilbage af sæsonen over for en historisk mulighed for at sikre klubbens første bronzemedalje nogensinde.

Inden dagens træning styrkes fællesskabet med et spil uno i solskinsvejret.
Offentliggjort

Spændingen i toppen af Superligaen er intens, og i domkirkebyen er der særligt én vision, der overskygger alt andet: Drømmen om bronze. 

Viborg FF har før flirtet med toppen, men nu er klubben tættere på den historiske tredjeplads end nogensinde før, og optimismen i truppen er ikke til at tage fejl af.

Fokus på sæsonens sidste 180 minutter

Efter en sæson med imponerende resultater skal det hele nu afgøres i de sidste to spillerunder. 

Selvom et pointtab i gårsdagens kamp mod FC Midtjylland, har gjort kapløbet tættere, er målsætningen i omklædningsrummet klar.

”Vi har selvfølgelig stor tro på, at vi stadig kan nå at få tredjepladsen,” forklarer Viborg FF-angriberen Sami Jalal og understreger, at den gode energi på træningsbanen er taget med ind i slutspurten. ”Vi arbejder hen imod næste kamp på fredag, så vi kan få tre point med hjem.”

Mental styrke i medaljekampen

Viborg FF’s historiske sæson kan mærkes i byen, men spillerne forsøger at holde hovedet koldt. Ifølge Sami Jalal handler det om at turde spille sit eget spil, selvom presset stiger for hver runde.

”Vi skal være modige og ikke bange, selvom vi jagter tredjepladsen. Det må ikke stige os til hovedet, at det er et historisk resultat. Vi skal gøre det, som vi altid gør, og så må vi se bagefter” lyder det fra Jalal.

En hel by i ryggen

For Viborg som by og fodboldklub er det ikke bare endnu en afslutning på en sæson. En tredjeplads vil være det bedste resultat i klubbens historie, og opbakningen fra fansene er en afgørende faktor i jagten på bronzemedaljen.

Sami Jalal lægger ikke skjul på, at han mærker de store forventninger fra lokalområdet, og at en bronzemedalje vil betyde meget for både klubben, sportschefen og fansene. Med dem i ryggen føler holdet sig klar til at tage de sidste, afgørende skridt mod podiet. 

Viborg FF spiller deres næste kamp på fredag, hvor de jagter tre point, der kan bringe dem tættere på den historiske triumf.

Powered by Labrador CMS