Viborgenserne skærer ned på cigaretterne – men arbejdet er langt fra slut
Antallet af daglige rygere i Viborg Kommune er næsten halveret siden 2010, og udviklingen vækker glæde i Social- og Sundhedsudvalget. Kommunen vil fortsat skrue op for oplysning og røgfrie tiltag.
Onsdag den 6. maj blev der afholdt et møde i Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune, hvor man blandt andet drøftede de nye tal om kommunens sundhed.
De nye tal fra undersøgelsen “Hvordan har du det?” blev offentliggjort den 28. april 2026, og fortæller at andelen af rygere i Viborg Kommune fortsat er dalende. Det er de i Social- og Sundhedsudvalget i Viborg glade for.
”Hvordan Har Du Det?” er en del af Den nationale Sundhedsprofil, som gennemføres hvert fjerde år. Endnu en gang har tallene for rygning i Viborg Kommune bevæget sig længere mod bunden.
Tallene flugter godt med tallene på landsplan. I marts 2026 udkom SDU med en undersøgelse, der viser, at 10,5% af danskerne ryger dagligt.
Viborgensere dropper cigaretterne
Tallene på Viborg Kommunes antal rygere er fortaget af DEFACTUM, et forskningshus i Region Midtjylland, som beskæftiger sig med områderne social, sundhed og arbejdsmarkedet.
Undersøgelsen viser, at Viborg Kommune har oplevet en tilbagegang i antal daglige rygere. I 2010 var 21 procent af viborgenserne daglige rygere, men sådan er det ikke i dag. I den seneste måling fra 2025, er procentdelen cirka halveret og er nu nede på 11 procent.
Ifølge Simon Højer, som er del af Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune, er den positive udvikling et resultat af velfungerende tiltag og intiativer. Her er de stolte af deres indsats på sundhedsfronten. De har turde at tage “den store hammer i brug”, som han beskriver det.
Det ses for eksempel i kommunens tiltag om at indføre røgfri arbejdstid for alle Viborg Kommunes medarbejdere. De har også sørget for røgfrie skoler – endda før det blev en national lovgivning.
“Vi tør at sige, at der er nogle ting vi ikke vil have. Vi tør at sætte en standard. Og vi kan se på tallene, at det virker både nationalt og lokalt,” siger Simon Højer.
I Viborg Kommune er man glade over den faldende tendens, men ambitionen stopper ikke her.
“Oplysning, oplysning, oplysning,” siger Simon Højer om arbejdstilgangen fremover.
Social- og Sundhedsudvalget vil fortsat støtte op om røgfrie skoler og rygestop i Viborg Kommune.
"Hysterisk eks-ryger"
Fokuset på rygevaner i Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune er en god ide ifølge Elin Thordsen.
“Det må gerne være mere restriktivt på min skyld. Jeg er blevet sådan en hysterisk eks-ryger,” fortæller den 68-årige viborgenser Elin Thordsen.
Elin Thordsen har tidligere været afhængig af cigaretter, men i dag har hun ikke rørt en cigaret i 20 år. Nu kan hun ikke undgå at væmmes, når hun går forbi mennesker, der ryger cigaretter.
“Man kunne jo ikke lugte, hvordan man selv lugtede før. Men det kan man jo nu,” tilføjer Elin Thordsen.
Rygestop er dog ikke lige nemt for alle borgere i Viborg. 24-årige Knud Schulz har røget cigaretter dagligt siden, han var 16 år. Hans afhængighed er et resultat af en fortid i miljøer, hvor rygning var reglen frem for undtagelsen .
“Jeg tror, det handler om at komme i nogle bedre sociale miljøer,” siger Knud Schulz.
Et rygestop kan være vanskeligt, hvis man ikke har et bagland, der griber én, mener den 24-årige viborgenser.
Rygning på dagsordenen
Simon Højer er klar over, at Social- og Sundhedsudvalget skal fortsætte dialogen om rygning og rygestop i Viborg Kommune – også selvom tallene allerede ser gode ud. Social- og Sundhedsudvalget er indstillet på at kigge på tidligere erfaringer og lære af dem.
“Rygning er noget, vi kommer til at genbesøge, men det er ikke det øverste fokusområde. Vi vil kigge mere på, hvordan vi kan brede vores erfaringer ud,” fortæller Simon Højer.
Rygning er fortsat er på dagsordenen i Viborg Kommune, men der er også andre områder Social- og Sundhedsudvalget gerne vil tage hånd om fremover.