Vicepræsident i UEFA: ’For få kvinder er mændenes problem’

På en UEFA-kongres i Lissabon i 2023 bliver Laura McAllister valgt ind i det øverste udøvende organ i det europæiske fodboldforbund, UEFA.

Det er en komite, der består af 20 medlemmer, hvor kun to af dem af kvinder: Lise Klaveness fra Norge og Laura McAllister fra Wales.

Det er i den komite, at nogle af de største beslutninger i europæiske fodbold bliver truffet. Og så er det et sted, som kun seks kvinder har været en del af gennem tiden.

For selv om kvinder for længst har indtaget fodboldbanerne, er der stadig længere mellem dem på trænerbænkene, ledelsesgangene og omkring de borde, hvor beslutningerne bliver truffet.

Laura McAllister har selv bevæget sig gennem flere af de rum.

Hun spillede på det walisiske kvindelandshold, blev siden formand for Sport Wales og bestyrelsesmedlem i UK Sport. Ved siden af er hun professor i offentlig politik på Cardiff University.

Men selvom Laura McAllister kom ind i komitteen med en masse erfaring bag sig, var det alligevel svært at finde sin plads i organet:

“Jeg havde arbejdet med sport i 25 år, før jeg blev valgt ind i UEFA’s eksekutivkomité, så jeg kendte alt til strategi, ledelse og udvikling. Men folks opfattelser er anderledes, og det kan være ret isolerende, fordi mænd har bestemte måder at arbejde på”

Fodbold er historisk præget af mænd
Følelsen af at stå udenfor handler ifølge Ask Vest Christiansen, der forsker i sport og idrætskultur ved Aarhus Universitet om mere end at være i undertal. Den hænger sammen med den kultur, der præger fodbolden.

Fodbolden er historisk set blevet spillet, ledet og organiseret af mænd, og først i 1972 blev kvindefodbold anerkendt i Danmarks fodboldforbund, DBU.

Det har ikke kun haft betydning for, hvem der har siddet på posterne, men også for de normer og forestillinger om ledelse, der er vokset frem omkring sporten.

Det kan stadig mærkes blandt kvinder i dansk fodbold. DBU’s diversitetsundersøgelse fra 2024 viser, at 71 procent af de adspurgte kvinder mener, at det er nemmere at være mand end kvinde i dansk fodbold.

Ask Vest Christensen peger på at sporten og de tilhørende roller er præget af en dominanskultur, som kan skabe bestemte forventninger til, hvordan kønnene skal træne og lede:

”Sport er som udgangspunkt en konkurrence. Sport handler om at dominere, og mænd har historisk og kulturelt – og måske også biologisk – været mere tunet ind på dominans end kvinder. Derfor ligger der både en historisk, kulturel og biologisk barriere eller forhandling i, hvordan man finder ud af, hvordan kvinder skal træne eller lede inden for et kulturelt område, der handler om dominans.”

Den kulturelle skævhed har Larua McAllister også mærket flere gange i sin karriere:

“Det har ikke altid været nemt. På en måde føltes det kulturelt mærkeligt og som om, jeg ikke helt passede ind. Det er egentlig ret absurd, fordi kvinder altid har spillet fodbold. De har bare aldrig været dem, der bestemte over den,” siger Laura McAllister og fortsætter:

”Jeg oplever stadig en følelse af, at det er mændenes privilegium at give magten i fodbolden videre, frem for at se fodbolden som et område, der altid burde have været lige,” fortæller hun.

For McAllister sætter den historie stadig sit præg på, hvem der får adgang til fodboldens magtfulde positioner.

Kvinder bliver ikke spurgt
Professor Kari Fasting har gennem en årrække forsket i køn og ligestilling i idrætten og peger ligesom Ask Vest Christiansen blandt andet på, at det er maskuline værdier, der præger idrætten og kulturen.

Og fordi værdien er indlejret i kulturen, kan det ifølge Fasting betyde, at det bliver kvinderne, der skal tilpasse sig en allerede eksisterende kultur.

”Det er jo det traditionelle, at man må tilpasse sig kulturen. Og det er derfor, kulturen har problemer med at ændre sig.”

Selvom kulturen langsomt forandres, så er der stadig flere strukturelle barriere, som gør det svært for kvinder at etablere sig i fodbolden.

Ifølge Kari Fasting er en gennemgående barriere, at kvinder ikke bliver spurgt, om de vil have et bestemt trænerjob.

Hun peger på, at mange stillinger ikke bliver slået op, hvilket begrænser kvalificerede kvinders mulighed for at søge. I stedet bliver ansættelser i høj grad et spørgsmål om, hvem der kender hvem, og hvilke netværk man har. Når netværkene primært består af mænd, risikerer kvinder slet ikke at blive betragtet som kandidater:

“På den måde sige mændene, at ingen kvinder søger. Det er virkelig skræmmende, for så bliver det selvforstærkende. Jeg har interviewet kvinder, som ud fra deres kvalifikationer, uddannelse og erfaring var meget kvalificerede til bestemte stillinger. Men de fik aldrig chancen for at søge dem. De blev simpelthen ikke spurgt.”

Den mekanisme genkender Laura McAllister, og gennem hendes karriere, har hun oplevet en stor forskel på, hvem der får mulighed for at komme tæt på magten.

”Jeg kender hundredvis af dygtige kvinder, som ikke kommer i nærheden af magten. Samtidig har jeg set mange middelmådige mænd få adgang til magtfulde positioner, selv om det ikke nødvendigvis er dem, der er mest kvalificeret.”

Små forandringer
At fodboldens historie stadig sætter sine spor betyder dog ikke, at kulturen ikke ændrer sig.

For selv om kvinder fortsat er underrepræsenterede, understreger Ask Vest Christiansen, at billedet i dag er et andet end tidligere.

”Der er jo sket rigtig meget positivt, og det er også en lige så vigtig vinkel. Så er det rigtigt, at kvindelige trænere ikke er så almindelige, men det gælder jo stort set alle sportsgrene.”

Ifølge Dansk Boldspil-Union tager flere kvinder tager de højeste trænerlicenser. Kvindefodbolden vokser. Og kvinder indtager i stigende grad positioner, hvor de tidligere var fraværende.

Og ifølge Ask Vest Christiansen er det med til drypvist at ændre kulturen.

”Det, at kvinder er kommet ind i sporten, betyder, at kulturen har ændret sig. Men den ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden. Den ændrer sig gradvist. Der er kommet et andet sprog og en anden opmærksomhed omkring det.”

Når andre viser vejen

Når kvinder indtager positioner, hvor der historisk har siddet mænd, bliver de samtidig synlige for dem, der kommer efter.

Det ansvar er Laura McAllister bevidst om.

”Mit mål har været at åbne så mange døre som muligt og gøre vejen lettere for de kvinder, der kommer efter mig. Jeg vil forsøge at ændre nogle ting, så andre kvinder kan få lettere ved at komme ind og bidrage til fodboldens ledelse.”

Det har ifølge Kari Fasting stor betydning for de næste generationer:

"Rollemodeller skal man ikke se bort fra. Når man tænker på alle de tusindvis af børn i Danmark, der spiller fodbold, så er hun jo et forbillede mange steder. Rollemodeller er vigtige, særligt for børn. Det viser, at det kan lade sig gøre,” siger Fasting

Men for Laura McAllister må løsningen ikke blive, at kvinderne selv får ansvaret for at ændre en struktur, de historisk har stået udenfor.

Hvis fodboldens magt i generationer primært har været placeret hos mænd, mener hun også, at mændene har et ansvar for at åbne den for andre.

”Mænd har været med til at skabe et miljø, hvor kvinder er blevet holdt ude af fodboldens ledelse. Derfor er det også mænds ansvar at være med til at ændre det.”