For lidt over et år siden fik Victor Oscar Volder konstateret kræft.





En diagnose der ændrede måden, han nu ser livet på.







Victor dansede på kanten mellem liv og død

Offentliggjort

Victor Oscar Volder er i gang med at skrive sin sidste vilje. Søvnløs ligger han på sit værelse. Selvom han kun er 23 år gammel, er han overbevist om, at i morgen kan blive hans sidste dag på denne jord.  

Brevet er til hans efterladte. Det skal gøre det nemt for dem, når han skal begraves. Ned til mindste detalje beskriver han, hvordan hans begravelse skal foregå, hvem der skal bære hans kiste, og hvor på kirkegården han gerne vil ligge. 

Det er den 21. januar 2026, og i morgen skal han opereres. Han skal have fjernet de metastaser, der stadig er tilbage i hans mave og hals efter hans kemoforløb. En operation der kræver fuld narkose. En narkose Victor frygter ikke at vågne op fra. 

I dag er Victor kræftfri. Men historien om Victor handler ikke kun om at overleve kræft. Den handler om, hvordan sygdomsforløbet tvang ham til at forholde sig til sin egen dødelighed og fik ham til at gentænke måden, han lever sit liv på. Hvor kræften i første omgang handlede om at overleve, kom den senere til at handle om, hvordan man lever videre bagefter.  

 

En uventet drejning

Det hele startede på Bispebjerg Hospital den 16. september 2025. 

Klokken nærmer sig halv tre om natten. For få timer siden ankom Victor med stærke smerter i ryggen og maven. I halvandet år har smerterne fulgt ham, men denne aften var de blevet så voldsomme, at han ikke længere kunne være i sin egen krop. 

Lægerne scannede Victor, undersøgte ham og gav ham smertestillende. 

“De gav mig morfin. Det var første gang i halvandet år, hvor jeg kunne hvile i min krop,” fortæller Victor. 

Mens lægerne forsøgte at finde forklaringen på smerterne, var Victor overbevist om, at svaret lå i ryggen.  

“For mig var worst-case scenario, at jeg havde en diskusprolaps. Tanken om en dødelig sygdom strejfede mig aldrig,” fortæller han. 

Da lægen endelig kom med svaret, sidder Victors søster ved siden af ham.  

Hun holder ham i hånden. 

Victor har kræft.  

“Da jeg fik det at vide, var jeg i benægtelse”, fortæller Victor.  

“Men det kan da godt være noget andet?” spørger Victors søster. 

Victor har fået konstateret testikelkræft, og det har spredt sig til hans mave og hals. 

“Men det kan godt være noget andet?” spørger Victors søster igen. 

Halvandet år med smerter, mangel på søvn og nu stærk medicin gjorde det svært for Victor at forstå, hvad der blev sagt til ham. Han sad tilbage med en følelse af distance til det hele. Som om beskeden ikke helt havde ramt ham endnu. 

“Det eneste jeg havde spurgt om derinde, var om jeg kunne få min sonde ud af næsen. Som om jeg ikke rigtig havde hørt hvad der var blevet sagt.” 

En uge senere begyndte han i kemoterapi.   

Victor har dokumenteret hele hans forløb, og delt det på hans Instagram
Victor har dokumenteret hele hans forløb, og delt det på hans Instagram

 

Et kalenderår 

Victors liv har indtil den 16. september 2025 været relativt almindeligt. Et ungdomsliv i Holbæk med gymnasie, fester, job og venner. Nu boede han med sin bedste ven Benjamin Sonne, i en lejlighed i København.  

I tiden op til den 16. september var centrum i Victors liv karriere. Victor havde startet en virksomhed, han var næsten uddannet salgsassistent og drømte om en karriere inden for musik. 

“Når jeg kigger tilbage nu, kan jeg se, at jeg var enormt stresset. Hele mit liv var næsten bare arbejde, og når jeg ikke arbejdede, festede jeg”, fortæller Victor 

Han havde fart på. Men det skulle ændre sig, da han fik den skæbnesvangre besked, der tvang ham til at hive i nødbremsen. 

Fra lægen lød det, at Victor måtte rive et år ud af sin kalender. 

Nu var han tvunget til at tænke over, hvordan han ville leve sit liv. 

 

Victor blev dødelig 

“Jeg tror, at mange unge mænd går rundt med en følelse af, at de er udødelige”, forklarer Victor. 

Dødeligheden blev tydeligere for Victor, jo længere han kom ind i kemoforløbet. Forløbet bestod af kemoterapi fem gange ugentligt, i næsten tre måneder.  

Færre dør af kræft

Nye tal fra sundhedsstyrelsen viser, at flere end nogensinde før overlever kræft.

Rapporten viser at syv ud af ti, stadig lever fem år efter diagnosen.

Kemoterapien erstattede hans karriereliv fra dag til dag. Musikstudiet blev skiftet ud med klinik 4222 på Rigshospitalet, afdelingen for urinvejskræft og sjældne kræftsygdomme. Håret forsvandt. Kort efter gjorde energien det samme og i takt med det steg hans frygt for døden.  

“Til sidst blev jeg bare en skal. Jeg tænkte ikke længere over tingene. Og hvis man stillede mig foran en hvid væg, så gik jeg næsten i et med den,” fortæller han  

Dag for dag tog kemoen Victor længere væk fra det, han kendte. Hans job, interesser og til sidst også hans udseende forsvandt. Noget af det eneste der stadig holdt ved, var hans venner og familie. 

Efter næsten tre måneder blev det december. Julen nærmede sig og Victor fik hans sidste omgang kemoterapi. Han var udmattet og tømt for energi. Nu skulle han vente til januar, hvor den store operation stod og ventede. Mellemtiden brugte han hos hans forældre, hvor de sammen fejrede julen. 

“Det var en anderledes jul, det var som om at vi tog hjerternes fest lidt mere bogstaveligt. Vi krammede måske lidt mere og hyggede lidt mere, i stedet for at sidde på vores telefon,” fortæller han 

Det blev januar, og Victors hår begyndte at gro. Men med håret der voksede, voksede frygten for døden. For selvom kemoterapien var stoppet, var hans krop stadig besat af metastaser. Han nærmede sig operationen, hvor metastaserne skulle fjernes fra hans mave og hals. Det var den operation, han frygtede at han ikke ville overleve. 

 

Sygdommen spredte sig 

Det var ikke kun hos Victor, at sygdommen fyldte. Den spredte sig også til hans vennegruppe. En af dem, der særligt blev påvirket, var hans bedste ven og roomie Benjamin Sonne. 

“Jeg var nødt til at lukke døren ind til Victors værelse i den periode, han var væk. Synet af det tomme værelse kunne jeg ikke være i", fortæller Benjamin 

Det var også en svær tid for Benjamin, men bekymringerne for Victor gjorde også nogle positive ting for vennegruppen på otte drenge.  

“Det er som om, vi er kommet et niveau dybere ned med hinanden nu. Der kom en seriøsitet, som der ikke var der før”, forklarer Benjamin 

Vennegruppen var dog ikke kun et sted for seriøsitet, det blev også et frirum for Victor, et sted hvor der kunne laves sjov med det hele, når alt føltes uoverskueligt. 

“Et særligt minde jeg har, er den dag, hvor vi er ude og holde sidste nadver for min testikel, det var dagen inden jeg fik den opereret væk. Det gjorde det nemmere at være i, at man også kunne lave sjov med det”, fortæller Victor. 

Humoren har Victor taget med sig videre i sit liv som kræftfri. 

 

Et rum til de store spørgsmål

Igennem sygdomsforløbet brugte Victor også sin tro. For selvom lægerne kunne forklare prøvesvar og overlevelseschancer, kunne de ikke svare på de spørgsmål, som fyldte mest hos Victor.  

Hvorfor var det ham, der var blevet syg? Og hvem skulle han være på den anden side af sygdommen?  

Victor bærer den dag i dag et kors om halsen.
Victor bærer den dag i dag et kors om halsen.

For Victor kom troen ikke som følge af sygdommen. Troen var allerede en del af hans liv, men kræftforløbet gav den en ny betydning. 

“Jeg havde virkelig brug for et sted, hvor jeg kunne placere mine tanker,” fortæller han. 

Troen blev et rum, hvor han kunne stille spørgsmål uden at forvente et svar. Et sted hvor han kunne give slip på noget af den usikkerhed, han hele tiden bar rundt på.  

“Alle lægerne kan godt svare på, hvornår jeg er kræftfri, men de kan ikke rigtig svare mig på, hvorfor det er mig, der har fået det her? Eller hvordan ser det ud på den anden side?” forklarer Victor 

I Victors forløb var alt, hvad han oplevede ude af hans hænder. Han kunne ikke styre, hvordan kroppen reagerede på kemobehandlingerne eller resultatet af scanningerne. Og han kunne ikke vide, hvordan operationen ville ende. 

Netop derfor fandt han en ro i troen. 

En dag gav præsten på Rigshospitalet Victor en metafor, som hjalp ham med at være i uvidenheden og frygten for døden.  

Livet, forklarede præsten, kan sammenlignes med veteranbilerne i Tivoli. Man sidder bag rattet og føler, at man styrer retningen, men i virkeligheden kører bilen hele tiden på de skinner, der allerede er lagt for en.  

Billedet blev hængende hos Victor. 

“Vi lever bare i en verden, hvor vi vil kontrollere alting. Men døden kommer om jeg vil det eller ej. Jeg ved ikke hvornår og hvordan. Det tror jeg, at jeg finder lidt en ro i,” smiler han 

Troen fjernede ikke frygten. Men den lærte ham at leve med den. 

Og måske var det netop her, en del af forandringen begyndte. For kræften fik ikke kun Victor til at overveje, om han skulle dø. Den fik ham også til at overveje, hvordan han gerne ville leve.   

 

Fotos: privat

 

Tomrummet 

Sneen ligger udenfor Rigshospitalet, da Victor møder op sammen med sin mor. På Klinik 4222 sidder lægen klar. Efter måneder med behandlinger, scanninger og ventetid bliver beskeden leveret hurtigt. 

Victor er kræftfri. 

Set udefra er det øjeblikket, hvor alt falder på plads. Det øjeblik, som familie, venner og læger har arbejdet hen imod i månedsvis. Men da beskeden falder, mærker Victor ikke den lettelse eller lykke, han havde forestillet sig. 

“Det mest sindssyge var, at jeg ikke var glad,”  

Han følte sig tom.  

“Det var ikke en lykkefølelse der strømmede igennem kroppen. Det var mere sådan en, fuck man, hvad skal jeg nu stille op?” fortæller han 

Nu var han overladt til sig selv.  

“Nu er det mig, der har tøjlerne og nu skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer videre fra det her,” beskriver han 

Selvom kræften er væk, er frygten det ikke. Han skal nu videre fra en periode, hvor tvivl, frygt og uvidenhed har fyldt på alle tider af døgnet. Det har bragt søvnløse nætter og mørke tanker med sig. 

Han flyttede tilbage til sin lejlighed på Vesterbro. 

Da Victor åbner døren til værelset på Vesterbro, står der stadig et glas juice på skrivebordet. Det er fyldt med mug. Ingen har rørt værelset siden den dag han blev indlagt. 

På den anden side af kræften husker Victor tilbage på en særlig dag. Han lå i sin sygeseng og smerterne efter operationen var umenneskelige. 

“Jeg havde faktisk en følelse af, at jeg hellere ville dø end leve,” beskriver han. 

Midt i smerten og frygten fik Victor en besked fra hans veninde. En der selv havde været igennem et kræftforløb, men som var længere fremme i processen end Victor. 

“For hvert minut der går, er du et minut tættere på at få det bedre,” stod der i beskeden 

Budskabet satte sig fast. Hvor sygdommen havde reduceret hans verden til smerte og usikkerhed, mindede beskeden ham om, at tiden arbejdede med ham. 

I dag husker han stadig sætningen. Ikke fordi den fjernede frygten, men fordi den gav ham det, som han manglede. 

Håb. 

 

Nye veje

Forleden dag læste Victor sin sidste vilje igen.  

Da han skrev den, var han overbevist om, at han skulle dø.  

I dag er Victor kræftfri. Alligevel fylder sygdommen i hans liv. 

“Jeg skal leve med, at der vil være ti procent sandsynlighed for at kræften kommer igen. For mig ser jeg det som under bagatelgrænsen, men det gør stadig, at jeg mærker meget efter. Nok lidt for meget”, fortæller han. 

Victor har i dag fået hans hår tilbage
Victor har i dag fået hans hår tilbage

For frygten for døden forsvandt ikke med kræften. Det er han i gang med at lære at leve med. Men sygdommen efterlod et nyt blik på livet. 

“Jeg var ikke træt af mit liv før, men jeg var træt af måden, jeg levede det på,” fortæller Victor. 

Forandringen kan mærkes i de valg, han træffer i dag. For nylig valgte han at træde ud af den virksomhed, han selv har været med til at bygge op.  

"Jeg har også lige valgt at gå ud af min virksomhed. Og allerede nu kan jeg mærke, at der falder en sten fra mit hjerte, det er en lettelse”, fortæller han med et smil. 

I dag har Victor stadig sin sidste vilje, og det minder ham om hans dans med døden. Kræften lærte ham ikke, hvordan han skulle leve sit liv. Men den tvang ham til at stoppe op længe nok til at finde ud af, hvordan han ville leve det.  

For hvordan Victor nu vil leve livet, det ved han ikke endnu. Han tager det dag for dag, minut for minut. 

Men én ting ved han. 

Han er ikke længere optaget af, hvordan det hele skal se ud, når han dør, men snarere hvordan han vil have det til at se ud imens han lever.  

“Jeg sætter mere pris på at leve nu, end jeg gjorde før.” 

Powered by Labrador CMS