Voldsanklager skabte drama i retten: Hvem fik ret?

Bølgerne gik højt i byretten i Aarhus, da sagens tiltalte og vidner havde vidt forskellige opfattelser af samme voldelige hændelse

Byretten i Aarhus
Offentliggjort

En 41-årig mand er blevet tiltalt for ni forskellige forhold i byretten i Aarhus. 

Han har siden den 23. december 2025, siddet varetægtsfængslet og kommer sandsynligvis ikke på fri fod lige foreløbigt.

Den 41-årige var anklaget for flere forhold om blandt andet hudfredskrænkelse, vold og tyveri, men endte med blot at blive kendt skyldig for husfredskrænkelse og tyveri.

Det helt store drama i retssalen drejede sig dog om en voldelig hændelse, der fandt sted i maj 2025.

Sagen om hunden

Her forklarer den 41-årige selv, hvordan han mente, at hans hund blev stjålet, og at det var to kvinder, der stod bag det.
Han indrømmer selv, at han trængte ind i deres hus, i håb om at hente sin hund tilbage, og anklages dermed for husfredskrænkelse. 

Han erindrer ikke at være gået langt ind i huset, ej heller at have været voldelig overfor nogle af kvinderne.

Det er dog ikke helt den samme historie, der bliver fortalt til dommerne, da de to kvinder på skift indkaldes som vidner.

Første vidne indkaldes

Iklædt hættetrøje, og med en høj hestehale sætter den første af kvinderne sig ved vidneskranken.

Hun forklarer oprevet, at tiltalte brød ind i hendes hus uopfordret, trængte langt ind i køkkenet og tog hårdt fat i hendes krave.

Anklager viser en overvågningsvideo af hændelsen.

Her ses det tydeligt, at tiltalte trænger ind i huset, men kun få skridt, før han mødes af de to kvinder og en af deres kammerater, der skubber ham ud igen. 
Han får ganske rigtigt taget fat i kvindens krave, men ikke så voldsomt som fortalt.

Kvinden bliver bedt om at forlade skranken, og den næste kvinde bliver indkaldt som vidne.

Næste kvinde vidner

Hun er ligeledes iklædt afslappet tøj, da hun tager plads ved skranken. 

Hun fortæller dommerne samme historie nærmest til punkt og prikke, men virker samtidig en anelse forvirret.

Overvågningsvideoen vises endnu en gang. 

Den 41-årige ser med i tydelig frustration og triller ihærdigt tommelfingre, ryster på hovedet og vipper frem og tilbage på sin stol. Luften i retslokalet er tung, og man ville kunne skære lige igennem den, da afspilningen er færdig.

Vidnet er tavs et kort øjeblik og forklarer så, at det ikke er den opfattelse, hun har af hændelsen.

Sagen tager sin afslutning

Sagen fortsætter derefter, og flere vidner indkaldes til høring omhandlende andre anklager mod tiltalte.

Da sagen lakker mod enden, får tiltalte en sidste mulighed for at tale direkte til dommerne. Han finder en lap papir frem og begynder så at fortælle dem om sine overvejelser.

”Jeg ønsker ikke længere at sprede skyld og skam. Jeg ønsker at være et forbillede for mine børn” fortæller han rørstrømsk.

Og det blev hans sidste ord inden dommen falder. 

Den 41-årige idømmes fire måneders ubetinget fængsel baseret på flere forhold. Han frifindes i sidste ende for voldsanklagerne mod de to kvinder, da dommerne fandt frem til, at volden i højere grad var rettet mod ham end kvinderne.

Powered by Labrador CMS