Yngste dansker på Mount Everest: “Jeg føler en pligt til at udnytte mit potentiale”

Regine Mai har stået på toppen af verden, løbet ni maratoner og gennemført en Ironman. Det er hverken rekorder eller medaljer, der driver hende. Det er en taknemmelighed over livet og en beslutning om at udnytte sit potentiale.

"Hele pointen er, at jeg har fundet ud af, hvad der gør mig til den bedste version af mig selv i hverdagen."
Offentliggjort

Lyden af hendes egen vejrtrækning runger bag iltmasken. 24-årige Regine Mai befinder sig på verdens højeste bjerg, mere end 8.000 meter over havets overflade. I dødszonen. Kun en tredjedel af den ilt, som lungerne har brug for, er til rådighed her. For hvert minut der går, begynder kroppen at nedbryde sig selv.

Det er bælgravende mørkt. Vinden piber med minus 40 grader mod den tykke dundragt, mens pandelampen dør for strøm. I mørket knaser bjergstøvlerne mod den hårde sne. Med tunge skridt tvinger kroppen de sidste meter op ad bjergsiden. 

Klokken er 05:07 den 20. maj 2026.

Dagens første solstråler bryder igennem. De kulørte bedeflag over Himalaya tager form i morgenlyset, idet hun sætter støvlerne på toppen af Mount Everest. Det føles, som om jorden krummer under hende. Da lettelsen rammer, fryser tårerne øjeblikkeligt til is på hendes kinder.

Regine Mai er den yngste dansker nogensinde på toppen af Mount Everest. 

Taknemmelighed som drivkraft

Dundragten fra ekspeditionen har fundet plads på det lille kollegieværelse i Aarhus.

En sommer efter ekspeditionen er Regine Mai flyttet ind i et 13 kvadratmeter stort kollegieværelse på Frederiksbjerg. Hun studerer geoscience på Aarhus Universitet.

Selvom dødszonen i Himalaya er skiftet ud med forelæsninger om klimatilpasninger og jordens opbygning, er den indre drivkraft, der førte hende til toppen af verden, stadig intakt. 

Drivkraften udspringer fra hendes arbejde i sabbatåret på et bosted for unge med epilepsi, hvor erkendelsen af at have en sund krop er et privilegium, hun føler pligt til at udnytte.

“Det at arbejde med mennesker på min egen alder, som ikke har en brøkdel af mine muligheder, skabte en enorm taknemmelighed. Det gav mig et ansvar for at udnytte mit kropslige potentiale her og nu mens jeg har drømmene, lysten og muligheden”, fortæller Regine Mai.

Pludselig blev det, hun før opfattede som hård træning, et privilegium. Hun kan sætte sig et mål og forsøge at nå det. Hvis hun har muligheden, mener hun, at hun også har et ansvar for at bruge den.

”Det eneste, der afholder mig fra at gå ud og løbe et maraton lige nu, er reelt kun min egen lyst. Det skal ikke være engang om lang tid, når jeg måske ikke kan mere. Det skal være nu, mens jeg har drømmene, modet, lysten og muligheden”.

En spontan rejse 

Eventyret starter i Afrikas tynde luftlag. Sammen med sin veninde kæmper Regine Mai sig op ad Kilimanjaros skråninger. De har ikke trænet målrettet til turen. De har heller ikke sat sig grundigt ind i, hvad der venter dem. Men nu er de her.

For bare få måneder siden gik Regine Mai i 3.g på gymnasiet i Horsens. Hun var skoletræt og havde brug for, at der skulle ske noget andet. Derfor tog hun i sit sabbatår spontant til Tanzania for at bestige Afrikas højeste bjerg. Det var hårdt. Langt hårdere, end hun havde forestillet sig. Men da hun nåede toppen, var det ikke kun udsigten, der gjorde indtryk.

På toppen af Kilimanjaro opdagede hun en side af sig selv, hun ikke tidligere havde kendt. Kombinationen af naturen, sporten og udfordringen ved at presse sig selv fangede hende. For første gang blev hun nysgerrig på, hvad hendes krop og sind egentlig kunne.

Oplevelsen satte gang i en nysgerrighed, der skulle vise sig at række langt ud over Afrikas højeste punkt. Det gjorde hende nysgerrig på sit potentiale. 

Nysgerrigheden voksede hurtigt, og det var ikke længere kun bjergbestigning, der fangede hendes interesse. 

Udover at stå på verdens tag som den yngste dansker nogensinde, har hun gennemført en Ironman og løbet ni maratoner, og hun har ikke planer om at stoppe. 

Fem mål før femogtyve 

På bagsiden af en Ceres Top-ølramme har hun skrevet en bucket list med ting, hun vil nå inden sin 25-års fødselsdag. Listen er skrevet med sort sprittusch. Fire af de fem mål er allerede tjekket af med et grønt flueben.

Regine Mai kan gennemføre sin bucket list i weekenden.

For Regine Mai er listen ikke en tjekliste over præstationer, der skal være gennemført inden en bestemt dato. Den er snarere en påmindelse om at gøre de ting, hun drømmer om, mens hun har muligheden og lysten til det.

Hun venter ikke på det perfekte tidspunkt.

”De store udfordringer vil aldrig føles helt rigtige eller trygge, og man vil aldrig føle sig fuldstændig klar til at overskride sin egen grænse.”

Derfor skal tingene gøres, når lysten er der. Selv når det sidste maraton på listen – med al sandsynlighed – bliver krydset af i weekenden i Tyrkiet, er planen ikke at sænke ambitionerne. 

“Hele pointen er, at jeg har fundet ud af, hvad der gør mig til den bedste version af mig selv i hverdagen. Det handler om hele processen, om den motivation man vågner med om morgenen, og om den investering, man laver i det menneske, man ønsker at være”, fortæller Regine Mai, mens hun sætter håret bag øret.

Drømmen har en pris 

Drømmen om Everest krævede mere end benhård træning. Den krævede, at Regine Mai traf nogle andre valg end sine jævnaldrende. Mens veninderne pakkede flyttekasser og indrettede deres første lejligheder, blev hun boende på sit barndomsværelse. Dagens timer blev fordelt på to forskellige jobs i op mod 60 til 80 timer om ugen, hvor hver arbejdstime udelukkende gik til ekspeditionen.

Kulminationen indfandt sig i de allersidste timer inden afrejsen. Med tunge øjenlåg efter en 40-timers vågen vagt satte Regine Mai sig direkte ind i bilen mod lufthavnen. I mørket lyste telefonskærmen op, mens hun godkendte den sidste regning til ekspeditionen og så sin bankkonto tømme sig ned til den allersidste krone.

”Der kom hele tiden uforudsete udgifter. Det var ikke bare gebyrer på 500 kroner, men pludselig 20.000 kroner mere,” fortæller hun om presset. ”Og det er mange penge, når man skal tjene dem ind på en timeløn med to jobs.”

En vigtig balance 

Regine Mais mål giver ingen mening, hvis vennerne tabes undervejs.

Med den kompromisløse prioritering har Regine Mai gjort sig dybe tanker om, hvad der ventede på den anden side af de store mål. For hvilken værdi har en rekord eller en bjergtop egentlig, hvis man har nedprioriteret venner og familie på vejen?

“Det ville være vanvittigt at give så meget op for blot at stå 40 minutter på toppen af et bjerg”, reflekterer Regine Mai. 

Hun forsøger derfor at lade vennerne være en del af de mål, hun bruger så meget tid på at nå.

“Jeg har virkelig fået hevet mine venner med på nogle tarvelige træninger nogle gange eller fået dem med ud at heppe til mine løb”, fortæller Regine Mai med et stort smil.

Til de to seneste maratonløb havde hun en veninde med til hvert løb. De snakkede sammen undervejs, mens de sammen gennemførte de 42,2 kilometer. For hende behøver jagten på de store mål ikke betyde, at vennerne bliver efterladt på sidelinjen. De kan lige så godt være med på vejen mod toppen. 

Tilbage på det 13 kvadratmeter store kollegieværelse på Frederiksbjerg er det hverken trofæerne eller diplomerne, der fylder i Regine Mais bevidsthed.

Powered by Labrador CMS