Det andre ikke ser

Du kan ikke se det på dem.

De lever liv, der ligner alle andres. De går på arbejde, tager en uddannelse, mødes med venner. De fungerer. De ser helt almindelige ud.

Der er ikke noget, der umiddelbart afslører, at noget er galt. Alligevel er de syge.

En spiseforstyrrelse er en psykisk lidelse. Det handler ikke kun om mad, vægt eller udseende, men også om tanker, følelser og kontrol. Det er mønstre, der er dybt forankrede og ikke nødvendigvis forsvinder, selvom det ydre nu har ændret sig.

Det betyder, at man godt kan have en krop, der ligger inden for det, vi opfatter som normalt, og samtidig være påvirket af en lidelse, der fylder i hverdagen.

Det er svært at sige, præcis hvor mange der lever med en spiseforstyrrelse, da mørketallet ifølge både Psykiatrifonden og Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er stort. Mange har været indlagt og tæt på at miste livet. Efter indlæggelse og vægtøgning er mange overladt til sig selv, uden at spiseforstyrrelsen er forsvundet.

Når sygdommen ikke er synlig, bliver den også sværere at forstå. Men det ydre og det indre følges ikke altid ad.

For nogle bliver spiseforstyrrelsen mindre med tiden. For andre ændrer den karakter. Den fylder måske ikke på samme måde som før, men den forsvinder ikke nødvendigvis. I stedet bliver den noget man lever med, noget der stadig kræver opmærksomhed, også når livet ellers fungerer.

Det udfordrer en grundlæggende forestilling om, hvad det vil sige at være rask.

For hvis vi forstår det at være rask som fraværet af synlige symptomer, risikerer vi at overse den psykiske dimension af sygdommen.

Derfor er det ikke altid nok at se. Man er også nødt til at forstå. 

Laura, 34, handicaphjælper

Følelsen af sult i kroppen kan også føles rar. Fordi det betyder, at jeg er i kontrol.

Spiseforstyrrelsen har været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Jeg har været vant til, at mad var koblet til følelser. I min barndom kunne mad både fungere som belønning og trøst. Hvis der var krise eller nogen var kede af det, så blev der købt noget sødt at spise. Det er jo en slags omsorg. Vi havde jo egentligt nok bare brug for at være sammen. Jeg var overvægtig da jeg var yngre, og jeg har af to omgange tabt rigtig mange kilo.

Jeg bliver tit mødt med undren når jeg fortæller, at jeg har en spiseforstyrrelse. Folk kan finde på at sige ting som, du er jo ikke tynd. Men man kan godt være ikke synligt tynd og stadig kæmpe med mad. For hvis en spiseforstyrrelse er, at mad fylder mere end det burde, så er det jo ikke kun vægtbetonet. Men noget tankerne styrer og kontrollerer. Det kan også være udfordrende at spise sammen med andre. Jeg kan være bekymret flere dage i forvejen hvis jeg skal spise med en veninde på en restaurant.

Jeg bruger virkelig meget tid på min træning, det er både løb og styrketræning. Jeg er opmærksom på at det ikke må tage overhånd, så bliver jeg bare hende, der overtræner i stedet for at overspise. Det er en balance og det er sindssygt svært. Jeg oplever en større accept når jeg siger at jeg træner for at blive sund og stærk, end hvis jeg kun træner for at blive tynd. Det er også en afhængighed at jeg også skal gå 10.000 skidt hver dag. Det ville frygteligt hvis jeg ikke fik fulgt min plan og gået mine 10.000. 

Jeg er sund og rask, jeg fejler ikke noget. Jeg har et gennemsnitligt BMI. Jeg burde ikke have et så overdrevet fokus på mad og kalorier. Men det har jeg. Jeg har aldrig været indlagt, for jeg har ikke været så langt nede i vægt, at det var farligt.

For mig og min spiseforstyrrelse er der flere muligheder, enten overspiser jeg, eller jeg spiser slet ikke, eller mine måltider bliver totalt kontrolleret og restriktive. Hvis jeg virkelig er stresset, så kan jeg straffe mig selv ved at underspise, men så bliver min krop til sidst så sulten, at jeg overspiser. Jeg når ikke dertil hvor jeg tænker at nu er jeg mæt og tilfreds. Jeg spiser så meget at jeg næsten ikke kan bevæge mig, det er jo ikke at være mæt. Det er at have overspist. Jeg tror ikke, jeg evner at føle mæthed.

Det er vigtigt for mig at andre forstår, at jeg godt ved det er skævt. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det. Jeg kommer igennem hverdagen, men der er ikke mange der ved hvor meget det i virkeligheden fylder. Jeg ved allerede nu, hvor mange kalorier jeg skal spise på søndag. Det er jo ikke normalt. 

Jeg kan jo heller ikke bare stoppe med at spise. Jeg skal jo forholde mig til mad flere gange om dagen. Det er en kamp hver dag. Jeg tror ikke det er noget jeg bare bliver helbredt fra. Det er noget jeg skal lære at balancere resten af mit liv. Man kan sige at mad er min værste fjende, men alligevel på en eller anden måde også den bedste trøst. Jeg handler en gang om ugen og laver mad til mange dage, så ved jeg nemlig allerede nu, hvor mange kalorier jeg skal spise hver dag hele ugen. Det giver ro. Når der er ro, spiser jeg mindre og det giver endnu mere ro. Jeg vejer mig hver dag. Når jeg så taber mig, opleves det som en sejr, og jeg tænker, så kan jeg godt undvære 200 kalorier mere om dagen. Mere vil have mere. Så på den måde flyttes grænserne hele tiden.

Josefine, 26, psykologistuderende 

Jeg ser i høj grad min spiseforstyrrelse som en afhængighed. Hvis man skal sammenligne den med noget, minder den meget om et misbrug. Jeg kan nogle gange føle mig som en slags anonym anorektiker. Mange mennesker omkring mig tænker, at jeg er blevet rask. De siger, hvor godt det er gået, og hvor glad de er på mine vegne. Men de kan ikke se, at spiseforstyrrelsen stadig er der. 

Det kan føles enormt ensomt. For når folk siger de ting, er det svært at åbne op og sige, at jeg faktisk stadig kæmper. Man vil ikke ødelægge deres billede af, at det hele er blevet godt. 

Min spiseforstyrrelse startede da jeg var 13 år. Når jeg ser tilbage på min barndom og mine teenageår, giver det egentlig god mening, at den kom ind i mit liv på det tidspunkt. 

Da jeg var barn, fik jeg at vide, at jeg var sensitiv og havde mange store følelser, men jeg var også meget indadvendt. Jeg gik bare med problemer og tanker selv, og ville ikke være til besvær. Allerede som 6-årig havde jeg nogle samtaler med min klasselærer. Jeg kan huske at jeg sagde til hende, at jeg ikke kunne se en mening med livet. Hun blev selvfølgelig chokeret, det er jo ikke noget, et barn normalt siger. Hun kontaktede mine forældre og en familiepsykolog, der havde jeg så et forløb. 

Spiseforstyrrelsen blev senere en løsning på noget, der var virkelig svært. Det gav mig en følelse af magt og kontrol. Hvis min mave rumlede, så skulle den bare makke ret. Den fik kun mad, når jeg havde lyst til at give den noget. Ellers blev den straffet. Den skulle gøre, hvad jeg bad den om. Den følelse af kontrol sidder stadig i mig i dag. 

Kontrollen kom også til udtryk i måden, jeg spiste på. Hvis en opskrift sagde, at man skulle stege løg i olie, så vandstegte jeg dem i stedet. Jeg valgte altid den mest kaloriefattige løsning. Jeg kunne aldrig drømme om at have smør i mit køleskab. Det handlede hele tiden om at minimere og kontrollere. 

Samtidig fungerede spiseforstyrrelsen også som en form for følelsesregulering. Det lyder måske stereotypt, men det er virkelig effektivt. Hvis man har sultet i flere dage, er mad det eneste, man kan tænke på. Hvornår man må spise, hvad det skal være, og hvor mange kalorier det må indeholde. På den måde fylder maden og kontrollen så meget, at der ikke er plads til alle de andre svære følelser. 

Jeg har været indlagt tre gange, og på et tidspunkt var jeg helt nede at veje 33 kilo. Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at se tallet på vægten. Der kunne jeg godt se, at jeg faktisk havde tabt mig rigtig meget. Men så snart jeg trådte ned fra vægten, og det tal forsvandt, kunne jeg ikke længere se eller mærke det. Jeg kunne slet ikke forstå, hvor tynd jeg var. Samtidig kunne jeg mærke, hvordan jeg mistede håbet, hver gang jeg blev indlagt.

Efter et par måneder på hospitalet begyndte jeg at tage på, og jeg følte bare, at jeg voksede helt vildt. Jeg tog billeder og videoer af mig selv for at kunne sammenligne, fordi jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig til at se det på den måde. Dengang syntes jeg stadig, at jeg så kæmpestor ud. Når jeg ser på billederne i dag, kan jeg godt se, hvor syg jeg var. Alligevel har jeg stadig rigtig svært ved at acceptere det, jeg ser i spejlet i dag. 

Selvom jeg i dag ikke er døgnindlagt længere og på mange måder har det bedre, betyder det ikke, at spiseforstyrrelsen er væk. Man kan godt blive normalvægtig, men så længe den stadig lever i én, skal den nok finde andre måder at forstyrre ens liv på. Jeg går stadig i behandling, og der er mange ting, jeg stadig bøvler med. 

For eksempel kan noget så simpelt som at træningscentret lukker for en periode gøre mig helt ude af den. Hvis min rutine bliver brudt, bliver jeg meget utryg. Jeg læser psykologi på Universitetet nu, og jeg ved, at der snart kommer praktik og senere et rigtigt voksenarbejde. Jeg kan have svært ved at forestille mig et liv, hvor jeg ikke kan træne på de tidspunkter, jeg gør nu. Hvad hvis jeg er træt efter arbejde? Hvad hvis jeg får en skade? Jeg har alle mulige scenarier i hovedet, hvor det bliver svært at få det til at hænge sammen. 

Når der ikke er nogen udfordringer, kan det godt fungere. Men lige så snart livet presser sig på med eksamensstress, sociale arrangementer eller bare noget uventet, så bliver det virkelig svært. 

Jeg føler mig også nogle gange fanget i min egen krop. Den afspejler ikke, hvordan jeg har det indeni, og det føles ikke som den krop, jeg gerne vil have. Når jeg går ud i verden, er det den krop, folk ser, men jeg føler ikke, at det er mig. Jeg ville stadig ønske, at jeg var tynd, fordi det var dengang, jeg fik opmærksomhed og omsorg. Det var der, folk virkelig så mig og hjalp mig. Samtidig var det jo i høj grad spiseforstyrrelsen, de så. 

Nogle gange kan jeg endda tage mig selv i at længes tilbage til tiden, hvor jeg var indlagt. Det lyder helt sindssygt, for det var virkelig forfærdeligt. Men der var også noget simpelt over det. Der var ikke de samme forventninger til mig. Jeg skulle ikke klare mig godt på universitetet, passe et arbejde eller holde styr på et socialt liv. Jeg skulle bare være der og følge reglerne omkring mad.

I dag skal jeg navigere i et helt almindeligt liv, samtidig med at jeg stadig har en spiseforstyrrelse, som folk ikke kan se. Det føles virkelig tabubelagt, og jeg skammer mig ofte over at have det sådan.

Bettina, 61, butiksmedarbejder 

Spiseforstyrrelsen er ikke væk i dag, men jeg har det bedre, end jeg har haft. Jeg får blandt andet måltidsstøtte fra hjemmeplejen, og efter lidt indkøringsproblemer har jeg nu nogle faste mennesker, der kender min situation. Det hjælper. Alligevel er der dage, hvor mit hoved bare larmer. Så vælter tankerne igen. 

Jeg tæller stadig kalorier. Det er en kontrol, jeg ikke helt kan slippe. I dag holder jeg mig omkring 1200 kalorier om dagen, og jeg skriver stadig mange af de ting, jeg spiser, ind i en app. Jeg har prøvet tre gange at slette den, men hver gang har jeg installeret den igen. Jeg mangler den kontrolfølelse, hvis den ikke er der. 

Da det var værst, vejede jeg alt. Selv tørre krydderier blev vejet og tastet ind. Frugt, grønt, alt. I dag vejer jeg ikke længere alting, men nogle af de gamle mønstre sidder stadig fast. 

Hvis jeg ser tilbage, begyndte mit forhold til mad egentlig allerede i barndommen. Jeg blev mobbet i skolen, blandt andet fordi jeg var tyk. Når jeg kom hjem fra skole, følte jeg mig tryg. Så kunne jeg sætte mig ind på mit værelse og spise, og så var jeg i fred. Hvis det var fredag, kunne jeg næsten blive lykkelig over, at jeg ikke skulle tilbage i skole før mandag. 

Allerede som 12-årig begyndte jeg at spise meget lidt og motionere rigtig meget. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt besvimede ude på badeværelset. Jeg gik ind til mine forældre og fortalte det. Min far sagde bare, at nu måtte jeg altså begynde at spise igen. Han havde godt lagt mærke til, at jeg næsten ikke spiste. Min mor sagde ikke rigtig noget. Hun var mere optaget af, hvad andre mennesker tænkte. Jeg gik ud og spiste noget, og så var det ligesom overstået. 

Senere i livet ændrede spiseforstyrrelsen form. I mine tyvere begyndte jeg at bruge opkast til at regulere min vægt. Hvis jeg havde spist noget, jeg syntes var for meget, stak jeg fingeren i halsen bagefter. På den måde kunne jeg holde min vægt omkring de 70 kilo, som jeg syntes var en pæn vægt. 

Efter jeg fik børn, svingede min vægt mere. På et tidspunkt vejede jeg over 90 kilo, og det havde jeg det rigtig svært med. Der begyndte jeg igen at bruge opkast som en måde at kontrollere min vægt på. Samtidig spiste jeg meget med følelserne. Hvis jeg havde haft en svær dag, kunne jeg spise og bagefter bare kaste det op igen. 

Jeg har også altid motioneret meget. Da jeg var yngre, kunne jeg gå i timevis. Vi boede et sted med lange veje og store åbne områder, og jeg gik og gik og gik. Jeg cyklede også meget og drak enorme mængder vand. Jeg spiste næsten ingenting, så på et tidspunkt siger kroppen selvfølgelig stop. 

Det hele eskalerede igen i 2023. Jeg købte en badevægt i august, og der stod 62 kilo på den. Jeg tænkte, at jeg lige kunne tabe et kilo eller to mere. Men så tog det fart. Jeg spiste mindre og mindre, indtil jeg til sidst levede på omkring 200 kalorier om dagen.

Da blev jeg indlagt med min spiseforstyrrelse. Jeg var nede på 44 kilo, og jeg var 59 år gammel. 

Jeg havde en del år tidligere prøvet at gå til lægen flere gange, men det blev slået hen. Jeg var også hos en psykiater, som bare gav mig nogle lykkepiller og sagde, at så ville trangen til at kaste op forsvinde. Jeg stoppede hurtigt med at tage dem. 

I dag prøver jeg at leve mere stabilt. Men spiseforstyrrelsen sidder stadig i tankerne. Der er også ting i min hverdag, der trigger mig. For eksempel kan jeg se køleskabet fra min stue i min lejlighed, og det kan gøre mig urolig. De første halvandet år jeg boede der, var der ingen problemer, men nu kan jeg mærke, at det påvirker mig. 

Samtidig tænker jeg meget over, hvordan jeg taler til mine børnebørn. Mit barnebarn er lige blevet fem år, og jeg vil virkelig ikke have, at hun begynder at tænke på sin vægt eller sit udseende. Jeg prøver derfor at rose hende for andre ting. Jeg siger, at hun er sej eller kreativ. Hun skal ikke vokse op med at måle sin værdi på sit udseende. 

Alligevel kan jeg stadig finde på at stå foran spejlet og sige til mig selv, at jeg ser fed eller grim ud. Jeg sørger for, at ingen andre hører det, men bagefter bliver jeg irriteret på mig selv over, at jeg gør det. 

Når jeg tænker tilbage på de værste perioder, kan jeg også se, hvor ekstremt det var. Når jeg handlede ind, valgte jeg mad, ud fra hvad der var nemmest at kaste op igen. Jeg købte blød mad og undgik ting med kanter eller store stykker kød. Det lyder helt grotesk i dag, men sådan fungerede mit liv på det tidspunkt. 

Norma, 33, pædagog

Jeg har altid haft svært ved den måde, man taler om spiseforstyrrelser på, at man siger, at man ikke er sin spiseforstyrrelse, men at det er noget, man har. For mig føles det ikke sådan. Jeg er min spiseforstyrrelse. Det er jo mig, der gør det, og det er mine tanker. De er bare overtaget af et sygt sind. Jeg oplever, at der er to sider i mig: et sygt sind og et raskt sind. De kan godt skændes med hinanden, og nogle gange kan de finde kompromiser, men de forsvinder aldrig helt.

Det startede, da jeg var 14 år. Jeg kan huske det helt præcis. Vi var på en Ikea-tur, og jeg så mig selv i sidespejlet på min venindes mors bil. Jeg fik et helt fysisk chok. Det føltes som om min sjæl delte sig i to i det øjeblik. Jeg tænkte: Hvem er det der? Hvorfor ser jeg sådan ud? Dengang var jeg overvægtig, og jeg tror, jeg blev chokeret over, hvor stor jeg syntes, jeg var blevet. Mange andre ville måske bare tænke, at de burde stramme lidt op, men for mig føltes det som om min psyke gik i stykker den dag. 

I mange år prøvede jeg at opsøge hjælp. Jeg fik tilbudt lykkepiller og fik at vide, at det var noget, mange teenagepiger oplever, og at det nok skulle gå over. Det gjorde det ikke. Jeg var i gruppeforløb og individuelle forløb flere gange, men min spiseforstyrrelse blev ved med at ændre form og udtryk. 

Det var først, da jeg var omkring 29 år, at det for alvor eskalerede. Da corona begyndte, tabte jeg mig pludselig helt vildt. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der skete, for det var jo det, jeg havde prøvet at opnå i alle de år. Til sidst var det mit arbejde, der reagerede. De sagde, at de gerne ville fortsætte med at betale min løn, på den betingelse, at jeg tog imod behandling. På det tidspunkt vejede jeg under 40 kilo. 

Fra 2020 til omkring 2023 var jeg indlagt flere gange i længere perioder. Inden da havde jeg været i ambulant behandling i mange år, hvor jeg var sygemeldt og gik til behandling en gang om ugen. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at stoppe med at lyve. Jeg ville prøve at være ærlig og kæmpe for mine behov og mærke efter, hvad der egentlig foregik inde i mig. 

Min spiseforstyrrelse har haft mange udtryk gennem årene, men træningen har altid været der. Jeg trænede hver dag. Jeg havde også perioder med det, man kalder tygge- og spytteadfærd, hvor man tygger på mad og spytter det ud igen. Nogle gange kunne jeg endda sidde og gøre det over en skraldespand. Det handlede ikke kun om maden, men om følelsen i det at gøre noget, der på en eller anden måde regulerede noget følelsesmæssigt i mig. 

Træning blev et belønningssystem. Hvis jeg havde forbrændt nok, havde jeg “fortjent” noget. Derfor blev træningen ved med at fylde mere og mere. Jeg kunne stå og hoppe med sjippetov indenfor, fordi jeg ikke kunne løbe ude. På et tidspunkt gjorde jeg det tre-fire timer om dagen. Da jeg var allermest syg, stod jeg op omkring klokken fire om morgenen for at hoppe eller træne i en til to timer, før jeg løb. Og så kunne jeg gøre det igen om aftenen. 

Det handler meget om den psykiske smerte. Når man har det rigtig dårligt indeni, kan det føles ulideligt at være i. Nogle gange kan det føles, som om det brænder inde i kroppen. Når jeg har angst, kan jeg få en følelse af, at jeg næsten vil rive min egen hud af. Hvis jeg får det rigtig slemt, kan jeg finde på at tage alt mit tøj af og sætte mig i badet. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil skade mig selv, men fordi jeg bliver bange for mig selv og for det, der foregår indeni. 

Jeg har også haft perioder med selvskade og selvmordsforsøg, men det har jeg ikke længere. På et tidspunkt blev jeg gravid, og under graviditeten levede jeg faktisk ret normalt. Jeg spiste, når jeg var sulten, og jeg skruede ned for træningen, fordi jeg var så bange for at skade barnet i min mave. Men jeg sagde flere gange til min mand, at jeg var bange for, at spiseforstyrrelsen ville komme tilbage med 180 i timen, når barnet først var født. Og det gjorde den også. 

Når jeg er sammen med min søn, prøver jeg at beskytte ham mod det, så godt jeg kan. Jeg får aldrig mine angstanfald foran ham. Hvis jeg bliver ked af det, går jeg ud på badeværelset. Men jeg skjuler heller ikke alt. Hvis han spørger, hvorfor jeg græder, siger jeg bare, at voksne også nogle gange bliver kede af det. Det er vigtigt for mig, at han ved, at det er menneskeligt at føle noget. 

Jeg taler egentlig ret åbent om min sygdom, også fordi jeg ikke vil have, at det bliver et tabu for min søn. Samtidig bliver jeg træt, når folk negligerer det eller siger ting som “kan du ikke bare…”. Folk forstår ikke altid, hvad det egentlig betyder at leve med en spiseforstyrrelse. 

I dag prøver jeg at leve så normalt som muligt. Jeg er faktisk først begyndt at spise smør efter mine indlæggelser, og hvis jeg spiser det, er det nærmest det eneste på brødet. Jeg vejer ikke længere min mad, men jeg kan stadig ikke slippe mit træningsur.

Efter jeg er blevet mor, prøver jeg så vidt muligt at spise det samme som min familie – bare mindre portioner. Hvis vi for eksempel får tacos, så spiser jeg måske mest salat og dressing og kun meget lidt kød. Jeg prøver at gøre mine tilpasninger så camouflerede som muligt, så det ikke virker som noget helt anderledes. 

At være mor har ikke gjort spiseforstyrrelsen mindre, sådan som mange ellers siger, det vil gøre. Tværtimod har det nogle gange gjort den psykiske smerte større, fordi jeg hele tiden skal få mit behov for kontrol og træning til at passe ind i et familieliv. 

Der er mange historier om mennesker, der er kommet ud på den anden side af en spiseforstyrrelse. Det giver håb, men det passer ikke nødvendigvis for alle. Jeg tror, det også handler om, hvor syg man er. For nogle af os går det aldrig helt over.