Fotoreportage: På arbejde med en mandlig sygeplejerske

Stefan Mandal Madsen stikker hovedet ud af sygeplejerskekontoret og nikker kort.

“Jeg er der lige straks,” siger han med et smil.

På hjerteklinikken ved Randers Regionshospital bevæger patienter, pårørende og personale sig gennem afdelingen.

Indimellem står gangene tomme, mens diverse apparater fortsætter deres pulserende rytme i baggrunden.

                                                                          Med en familie, hvor flere arbejder inden for sundhedsfagene, var vejen ind i sygeplejen ganske naturlig for Stefan.

I dag har han arbejdet på Randers Regionshospital i fire år.

Stefan er den eneste mandlige sygeplejerske på sin afdeling.

Og selvom kvinder stadig udgør et stort flertal i faget, fylder det ikke i hans hverdag.

“Vi er kollegaer,” fortæller han. ”Vores køn skal ikke definere, om vi kan udøve den rette pleje."

Lyden af gummi mod det kolde linoleumsgulv giver genlyd, idet Stefan bevæger sig ned ad gangen.

På en almindelig vagt når han let 20.000 skridt, og ordentligt fodtøj er derfor en nødvendighed.

En kollega stikker hovedet rundt om hjørnet. “Må vi ikke være med?” spørger hun.

“Det er om mænd i sygeplejen, så jeg tror desværre ikke, du kvalificerer dig” svarer Stefan med et glimt i øjet.

De griner begge, før de fortsætter hver deres vej.

Nogle dage kan være tunge, og derfor er humoren en vigtig del af hverdagen understreger han. 

For Stefan er det at være sygeplejerske ikke bare et arbejde, men en del af hans identitet.

Han er stolt af sit fag og glad for at kunne hjælpe der, hvor der er brug for ham.

Ved middags tid lægger der sig igen en ro over afdelingen.

“Det skifter ofte, hvor travlt vi har,” fortæller han og kører en hånd gennem håret.

“Men ingen dage er ens.”

Stefans telefon ringer og bryder stilheden. Han kigger kort på den, vender sig og forsætter roligt mod den næste opgave.

Arbejdsdagen er langt fra slut.