"Jeg ville have hældt vand over kridtet." Ordene står på en blå seddel i bibliotekets foyer, omgivet af farverige, håndskrevne svar fra byens børn og er et af de mange svar på spørgsmålet: Tænk, hvis vi trak en kridtstreg tværs gennem skolegården og sagde, at ingen måtte gå over den. Hvad ville der ske, hvis din bedste ven var havnet på den anden side? 

Lidt længere henne hænger et andet spørgsmål: Hvad ville du gøre, hvis du kunne rejse frit over grænsen? På en gul seddel står der:
“Skudt Putin, taget på shopping i Murmansk.” Udstillingen, skabt i samarbejde med Pikene på Broen, et tværnationalt kuratorprojekt for kulturel udveksling i Arktis, spørger børnene om grænsen, om krig og om at blive adskilt fra hinanden. 

De mangefarvede papirlapper bliver til et sammensurium af tanker og følelser. Nogle drømmer om helt almindelige ting, en shoppetur i Murmansk, den nærmeste storby, eller en fisketur over grænsen. Før krigen var det for mange børn helt normalt at krydse grænsen. Nu fremstår den som en usynlig, men alligevel tydelig linje, der kan skille venner og familier ad i den lille grænseby Kirkenes. 

Yderst i det nordøstlige Norge, hvor sprog, landskaber og grænser både flyder sammen og trækkes skarpt op, ligger Kirkenes. Byen har knap 3.500 indbyggere og ligger kun få kilometer fra den russiske grænseovergang, Norges eneste officielle passage til Rusland. Kirkenes markerer samtidig endepunktet for Europavej E6, der skærer gennem landet fra syd til nord.

Luften er klar og skarp, og Barentshavet ligger barskt mod horisonten. Rundt om byen breder bløde vidder sig, mens menneskeskabte højdedrag med flade toppe, der mere ligner vulkaner end bjerge, bryder de naturlige linjer. Byen ligger i den østlige del af det samiske område Sápmi, og kulturen og traditionerne mærkes i sproget, bygningerne og landskabet. Samtidig bærer Kirkenes spor af, at byen under Anden Verdenskrig næsten blev jævnet med jorden, før efterkrigstidens genopbygning satte sit præg. 

Byens placering tæt på grænsen har altid præget hverdagen, kulturen, de personlige og de politiske relationer. Men i dag har krigen i Ukraine ændret hverdagen markant. Mange virksomheder, som tidligere havde tætte forbindelser til Rusland, er ramt af sanktioner, og den daglige handel på tværs af grænsen er kraftigt begrænset. Tidligere var det almindeligt at krydse grænsen, russerne kom for bleer og luksuskaffe i guldemballage, nordmændene hentede brændstof, vodka og tobak. De gamle mønstre er brudt, og byens rolle som handelsknudepunkt er forandret.

Selvom Kirkenes har en aldrende befolkning, bringer tilstrømningen af flygtningefamilier med børn stille forandringer. Skoler og lokalsamfund fyldes med nye stemmer, og byens interne dynamikker justeres i det små. De nye familier skaber forbindelser på tværs af generationer og kulturer og minder om, at selv i et hjørne af landet, hvor grænser og afstande altid har formet hverdagen, defineres fremtiden i mødet mellem det gamle og det nye. 

Håbet dør sidst 

I lejligheden på modtagecenteret på Præstøy hænger et lille blåt og gult flag med sugekop på et af de store vinduer, der vender ud mod fjorden. På bordet står en vase med en buket blomster lavet af silkepapir. Udenfor suser børnene ned ad bakken på kælke. Ynna Parkhomenko, 50 år, og hendes 15-årige datter Myroslava Kabanets har boet i byen de sidste fem måneder, mens de venter på en afgørelse, om de kan få beskyttelse, eller om de skal sendes tilbage til Ukraine. Hverdagen er midlertidig, men håbet om at kunne blive holder dem oppe.

Ynna og Myroslava kommer fra Pokrovsk i Donetsksregionen. Da krigen brød ud, blev de internt fordrevet til byen Volodymyr, som har været mindre udsat end deres egen. Det er nu det sted, de eventuelt kan blive sendt tilbage til. Men der er ingen steder i Ukraine, Ynna ville føle sig sikker. Hun holder øje med et kort på sin telefon, hvor luftangrebsalarmerne altid lyser rødt. Der er intet at vende tilbage til. Myroslava krammer sin mor, da tårerne presser sig på. Det er ikke nemt for Ynna at tale om. I 2022 mistede hun sin mand i krigen.

I Kirkenes forsøger de at skabe en ny hverdag. Myroslava går i norsk skole. I Ukraine deltog hun i stavekonkurrencer og havde let ved ord. Nu lærer hun nye. Ynna tager timer i norsk og samfundsfag for bedre at forstå samfundet omkring sig. De deltager aktivt i demonstrationer til støtte for deres hjemland og oplever det som stærkt, at både russere, nordmænd og ukrainere samles.

Fremtiden er usikker. Men Ynna siger det stille og uden tøven: 

“Som vi siger det i Ukraine, håbet er det, der dør sidst.” 

Skulder ved skulder

I de vinterklædte birketræer uden for rådhuset hænger små laminerede hjerter i de ukrainske farver. Lige overfor, ligger det russiske generalkonsulat, hvor det russiske flag hænger slapt. Sneen daler tungt denne mørke februaraften, og luften er tør på en måde, så åndedrættet bliver hængende i luften i nogle sekunder. Dagen er fire-årsdagen for den russiske invasion af Ukraine, og en lille gruppe arrangører er mødt op for at gøre klar til aftenens fakkeltog og appeller. Mykhailo Kozachenko, 39 år, som er fra Ukraine og har boet i byen i 13 år, prøver at få de store højtalere til at spille sammen, mens Charles Mortensen, 66 år, der er født og opvokset i byen og repræsenterer fjerde generation i sin familie her, tænder stormlys og dækker ledninger i sneen. 

Flere mennesker samler sig på byens torv. Charles deler fakler ud, og folk hjælper hinanden med at få dem tændt. Forrest kører en bil, der skiller sig ud. Ikke fordi den er ny eller særlig stor, men fordi den er pyntet i blå og gule farver og dækket af budskaber. Ord, der ikke er til at tage fejl af: “STOP WAR – STOP PUTIN”. Bag bilen følger et korps af trommer og et par hundrede mennesker, som bærer fakler, flag og skilte med budskaber, der lyser op i vintermørket. 

De stopper ved rådhuset, hvor borgmester Magnus Mæland træder frem på pladsen.

“Her står vi, skulder ved skulder fra alle verdens hjørner. Vi er fra Ukraine. Vi er fra Rusland. Vi er fra Norge, fra Polen, fra Baltikum og fra Finland. Vi er en kommune hvor man kan leve trygt i eksil, hvor du vil blive modtaget som en af vores.”

Flere talere træder frem i løbet af aftenen. De taler om krigen, om savn og om håb, mens folk står tæt samlet på pladsen.
Nogle lytter med blikket rettet mod jorden, andre står med armene om hinanden. Pladsen bliver stille for en stund.

Mykhailo runder aftenen af med at samle alle fra Ukraine og Rusland, omringet af stormlysene til en fællessang. Ynna og Myroslava står i mængden, og synger med på kampsangen. Faklerne er ved at være brændt ud, og sangen breder sig som et lille lys i den ellers mørke aften.

At betale for det man tror på

Protestbilen bliver holdende uden for det russiske konsulat. Dens faste plads, som en påmindelse om den konflikt, der er i byen. Bilen er Anton Kalinins. 

Anton, 55 år, har boet i Kirkenes i over 20 år og er en af de mange i byen, som er fra Rusland. Anton har stadig familie på den anden side, men tør ikke længere at tage derover.
“Du kan rejse ind, men du er ikke sikker på at komme tilbage,” siger han. Anton trækker på skuldrene. Det er blevet en præmis, når man offentligt tager stilling, og ens sikkerhed ikke garanteret. Det er ikke kun bevægelsen over grænsen, der er forandret. Det er også relationerne i byen. 
“Før snakkede vi sammen. Nu er der nogle, der ikke hilser.” 

Da krigen startede, troede han ikke, det ville vare så længe. Sådan blev det ikke. 

I stedet er hverdagen langsomt blevet anderledes. Kontakten til familien er mere usikker, og samtalerne bliver kortere. Nogle gange forsvinder de helt. 
“Der var meget propaganda… det var svært,” siger han. 

I byen ligger det ofte under overfladen. Nogle undgår at tale om politik, andre markerer sig tydeligt. Og så er der dem, man bare ikke taler med længere. 

Synlighed som sikkerhed 

Michelle Loftskjær er 21 år, og kom til Kirkenes for tre år siden. Hun er idrætsbefalingskvinde i det norske forsvar og tager jævnligt ud langs den norsk-russiske grænse for at besøge soldaterne, der er udstationeret dér.
”Tilstedeværelse er en stor del af opgaven. Vi skal være synlige hver dag, det er sådan, vi viser, at vi har kontrol.” 

Forsvaret er i dag en af de største arbejdspladser i Kirkenes, men mange bliver kun boende i en periode. De bor tæt i forsvarsboliger eller pendler ind, og deres hverdag bevæger sig ofte parallelt med det civile liv. Efter sin værnepligt valgte hun og kæresten at blive i Kirkenes og er for nylig flyttet fra basen for at få en tydeligere adskillelse mellem arbejde og privatliv.

”Lige nu er der fokus på at lave en forsvarskommune. At forsvaret, politi og sundhedsvæsen skal integreres mere i det civile og omvendt.” Forsvarskommune er et pilotprojekt for 2026 og har til formål at øge chancen for at få folk til at blive boende i kommunen, noget der er særligt vigtigt lige nu med den sikkerhedspolitiske situation i området. 

På Høybuktmoen bevæger hun sig mellem træningshallen og området omkring basen. Indenfor træner soldaterne. Udenfor ligger sneen hårdt pakket, og der er frit udsyn til fjeldet omkring lejren.

Denne morgen har Michelle været ude på ski for at teste en 3 km rute, den samme strækning, soldaterne senere skal vurderes på. 
“Jeg må jo se, om det faktisk kan gennemføres,” siger hun med et lille grin. 

Malmen der formede byen
Under sneen omkring Kirkenes kan man stadig se konturerne af minedriften. Store åbne brud og menneskeskabte bjerge ligger spredt i terrænet. Området, hvor der er blevet gravet efter jernmalm, strækker sig over mere end 10 kilometer. Her ligger Sydvaranger-minen, som i mere end hundrede år har haft stor betydning for Kirkenes. Det var jernmalmen, der trak mennesker hertil. Med den fulgte arbejdet, boligerne, veje og en skole. Omkring minen voksede byen frem, og dens udvikling var tæt knyttet til arbejdet i og omkring den.

Under Anden Verdenskrig blev Kirkenes udsat for omfattende angreb og var en af de mest bombede byer i Europa. Ved krigens slutning var næsten hele byen ødelagt. Tabstallet var dog begrænset, fordi indbyggerne kunne søge tilflugt i byens minetunneller.

Efter krigen begyndte byen langsomt at blive genopbygget, støttet af norske myndigheder, som ønskede at genskabe arbejdspladser og en hverdag, hvor mennesker kunne mødes og samarbejde om at skabe en stærk grænseby.

I dag står minen stille, men der er et håb om at få den i drift igen for at skabe nyt liv og aktivitet omkring arbejdet. Cato Johansen, 45 år, er en af dem, der har haft sin hverdag i minen og har været med til at holde stedet i live, også mens det lå stille. Sammen med få kolleger har han passet anlægget, så det stadig kan tages i brug igen.

Et nyt mineselskab har overtaget anlægget med håb om at genstarte minedriften. Planerne møder også kritik. Miljøorganisationer og dele af det samiske reindriftssamfund er bekymrede for konsekvenserne for naturen og for rensdyrene i området.
“Man må knække nogle æg, før man kan lave en omelet. Der er jernmalm i næsten al den elektronik, vi bruger i dag, og der er ingen, der vil gå ned i levestandard,” siger Cato for at understrege, at der er mange, der har en holdning, men få, der vil ændre deres vaner.

Ungdomsliv i vidderne

Melina Jørgensen er snart 18 og går på mekanikerlinjen på gymnasiet i Kirkenes. Hendes familie bor i Neiden og for at slippe for den lange skolevej, bor hun alene i en lejlighed i Kirkenes. Når hun ikke er i skole eller på arbejde, tilbringer hun tid i stalden hvor hun rider eller sammen med vennerne. 
“Det er egentlig meget sjovt at være ung her,” siger hun. 

Mange unge samles omkring bilerne, mopedbilerne: en lille to-sæders bil som ikke kan køre mere end 40 km/t. De mødes for at køre sammen, høre musik eller hænge ud på parkeringspladser. I byen kan man se de små biler holde overalt. Dels fordi de interesserer sig for dem, men også fordi de store afstande i området gør bilen til et nødvendigt transportmiddel.

Grænsen til Rusland har heller ikke fyldt meget i hendes hverdag – i hvert fald ikke tidligere. Hendes mor er russisk, og før grænsen lukkede var det helt almindeligt procedure at tage en tur over for at handle.
“Vi plejede bare at tage derover for at tanke og købe mad.” 

I dag er det ikke længere en del af hverdagen på samme måde. For Melina er det ikke noget, hun taler meget om med vennerne, men forandringen mærkes netop i det, der ikke længere sker. Det, der før var en helt almindelig køretur, er nu blevet en lukket grænse, man ikke må krydse. 

Generationer uden grænser

“Jeg følte, jeg voksede en halv meter.” 

Kirsti Jerijärvi, 61 år, var voksen, første gang hun tog koften, samernes nationaldragt, på.

Hun er nordsame og tilhører en generation, der voksede op i skyggen af fornorskningen. I 1970’ernes skole blev samiske børn mødt med skældsord, og i mange familier blev baggrunden tonet ned eller fortiet. Det, der i generationer havde været en naturlig del af livet, blev gjort mindre synligt. 

Sápmi, samernes traditionelle område i det nordlige Norge, Sverige, Finland og Rusland eksisterede længe før nogle landegrænserne blev tegnet. I 1826 blev det samiske fællesskab delt af grænsen mod Rusland, og blandt andet mistede samerne adgang til vigtige græsningsområder for rensdyrene. Områder, hvor både mennesker og dyr før havde bevæget sig frit, blev skåret over, og forbindelser på tværs blev sværere at opretholde. 

Alligevel oplever Kirsti, at flere finder tilbage til deres samiske rødder, også blandt den yngre generation. Flere bærer kofte, og i skolerne fylder samisk kultur og håndværk mere end før. Selv arbejder hun med at formidle samisk kultur og historie. Gennem fortællinger og håndværk er hun med til at holde traditioner i live og give dem videre.

Afstanden ligger i magten, ikke mellem menneskerne 

Egil Kalliainen, 57 år, er født ind i rensdyrdriften. Familien har fulgt flokken siden 1700‑tallet, fra Tornedalen gennem Finland og Sverige og videre til Pasvikdalen i syd for Kirkenes, hvor han bor i dag. Arbejdet er stadig forankret i slægten, hvor flere generationer er viklet ind i hinandens opgaver. 
“Alle har en funktion. Der er ingen, der er uden betydning.” 

Året følger dyrenes rytme. I foråret, når kalvene kommer til verden, er stilheden afgørende. Om sommeren bevæger flokken på omkring 500 rensdyr sig frit gennem skov og åbne vidder. Efteråret er en intens periode, hvor dyrene drives ind, mærkes og slagtes.
“Når du skal leve af naturen, er du nødt til at leve i ét med naturen og ikke med uret.” 

For Egil hænger arbejdet tæt sammen med et bestemt syn på verden. Naturen er ikke en kulisse, men et kredsløb, man er afhængig af.
“Vi høster fra naturen. Mens resten af samfundet bruger det som rekreation. De er der for deres egen skyld.” Det handler om en balance, der er let at forstyrre, hvis tempoet bliver for højt og forbruget for stort.
“Hvis du træder gennem naturen som en tornado, så ser du ingenting”.

I terrænet mellem vådmarker og fyrreskov er grænsen næsten usynlig, en linje rensdyrene ubesværet krydser. Men i praksis er den blevet konkret og tydelig .
“Rensdyrene ved jo ikke, hvor vores landegrænser går,” siger Egil. 
“Vi taler jo ikke med russerne længere, så vi kan ikke bare hente dem tilbage.” Nu står over 100 af hans dyr på den russiske side af grænsen. Samtidig kompliceres arbejdet af forstyrrede signaler og manipuleret teknologi, fra begge sider af krigen.

Alligevel er det ikke menneskene på den anden side, der er problemet.
“Os her i området har ikke noget problem med Rusland… og når jeg siger Rusland, så mener jeg dem, som bor der. Myndighederne er noget helt andet.”

Et arktisk postkort

På den frosne, sneklædte elv hopper 40 turister rundt i blå flyverdragter og ens scooterhjelme. De ligner små teletubbies, der tumler rundt, laver sneengle og poserer ved scooterne. Da guiden hiver et net med krabber op af et hul i isen, som de gør flere gange om dagen, rejser der sig en skov af telefoner, så tæt at ansigterne bag dem næsten forsvinder. Gruppen er kommet hele vejen fra Taiwan, og de skal være i Kirkenes i mindre end et døgn, før de fortsætter videre mod Finland. 

For dem er stedet et hurtigt stop i et arktisk eventyr. En grænse at betragte som en attraktion, ikke en del af hverdagen.

Lidt længere inde i byen er grænsen alt andet end et postkort. Den er et sted, hvor de kendte mønstre er brudt, hvor relationer er forandret, og hvor mennesker som Anton, Ynna og Michelle mærker konsekvenserne hver dag, i relationerne, i arbejdet og hverdagens nye begrænsninger. 

Mens turisterne står på isen og ser ned i et hul i elven, ser dem, der bor her, mod en grænse, der engang bandt dem sammen med naboerne på den anden side. Nu er den en linje, man ikke krydser, men lever op ad.