Miray, can you come to the stage?

En cigaret er netop blevet slukket i askebægeret. Ayna ligger tålmodigt i sin hundekurv, mens musikken pumper i baggrunden. To par sneakers er smidt i hast foran et langt tungt sort gardin, der skærmer for nysgerrige blikke udefra. På den anden side af gardinet snurrer tre kvinder rundt på hver deres polestang. En af dem er Miray. I dag underviser hun Müge og Ezgi. De stønner og pruster. “En gang til”, siger Miray strengt og klapper i hænderne. Hun lader dem ikke give op. Med armene over kors, læner hun sig op ad spejlet, mens hun nøje følger med i de to kvinders bevægelser. 

Miray Temur er 37 år gammel og har dyrket poledans siden 2015, hvor hun var ved at færdiggøre sit studie som indretningsarkitekt. Hun blev introduceret til dansen af hendes ven, der producerede de lange snurrende metalstænger, og da han tilbød at installere en i hendes hjem, åbnede sig en helt ny verden for Miray. Hun blev besat af dansen, og der skulle ikke mere end to måneders undervisning til, før hun selv blev instruktør. Tre år senere åbnede hun sit eget studie, The Moon Pole & Dance, på et tidspunkt hvor poledansen knapt nok var kommet til Istanbul. Miray var blandt de første tyrkiske kvinder til at performe offentligt.

Siden er hun også flyttet ind i studiet, da hun på grund af den høje inflation i Tyrkiet, var nødsaget til at opsige sin lejlighed. Også eleverne er blevet mærkbart færre, så for at få det hele til at løbe rundt, arbejder Miray fuld tid som kontorassistent. Det er aftenerne og weekenderne, hun bruger på at undervise sine elever i studiet her i Kadıköy, et af de mere progressive områder i Istanbul.

Kadıköy er en sikker zone

I Tyrkiet er poledans ikke forbudt per lov. ”Endnu,” siger Miray og griner. Millionbyen Istanbul bryster sig af at være en moderne og frisindet storby, men mange oplever nærmere, at det er religiøse normer og konservative kræfter, der definerer rigtigt og forkert, hvilket gør poledans forkasteligt i manges øjne. Derfor føler Miray sig tvunget til at holde sit arbejde i skjul. For sin sikkerhed. Fra gaden er det ikke til at tyde, at der bag jerngitterfacaden gemmer sig et polestudie. Der er en risiko for at folk vil opsøge hende. Endda angribe hende.

Miray ved, hvor hun kan snakke åbent om sit arbejde og hvor ikke. Kadıköy er en sikker zone. Her er hun også vokset op, og det er hendes held, siger hun. Bare 20 minutter derfra er verdenen en helt anden. Områder som Üsküdar, Fikirtepe og Fatih er blandt nogle af de mere konservative.

Lige siden Miray var barn, har hun lært at navigere i denne verden, der rummer mange holdninger. Man kan afkode folk, på måden de taler på, hvilke vittigheder de laver, hvordan de kigger på en, fortæller hun. Der er steder, man ikke ville trække i en kort nederdel. Det lærer man, når man vokser op som ung kvinde i Istanbul og hører om andres erfaringer. Nogle er blevet overfaldet og informationen spredes. Det er systemet her.

Men for Miray er den største trussel for den undertrykkende struktur, en kvinde, der gør hvad hun vil.
”Jeg er en kunstner, og jeg vil udtrykke mig igennem poledans.”
Poledansen er meget mere end en erotisk dans. Det er hård træning. Det er push-ups og pull-ups og en meditativ træning for Miray.
”Al min vrede, al min angst putter jeg ind i dansen.”

Begrænsning og frihed lever side om side

Det er tid til en pause fra den hårde træning. Kvinderne slår sig ned ved spisebordet ved siden af indgangen og knapper en øl op. Røgen fra cigaretterne blandes med den kolde luft udefra, da jerndøren bliver åbnet for at lukke den næste elev, Yasemin, ind. Kulden ser dog ikke ud til at genere kvinderne, der stadig prøver at få pusten efter de hårde anstrengelser. Sveden skinner på Ezgis pande og får håret til at klistre sig fast. Hun fortæller, at hun plejede at holde poledansen skjult, og når hun endelig sagde noget, følte hun sig altid nødsaget til at forsvare faget, at det er en sport og ikke sexarbejde.
”Ikke at gemme det længere føles radikalt.”
Yasemin stemmer i. Hun har også skulle høre på mange fordomme og holdninger til dansen.
”Det er foruroligende, at folk tror de har ret til at bestemme, hvad jeg gør.”
Det kan ofte føles indskrænkende at være kvinde i Istanbul, men her i studiet er de frie, og når de træder ud i den virkelige verden igen, føler de sig magtfulde. Håret er rodet og makeuppen er svedt af, men selvsikkerheden er i top. 

Nogle gange kan det hele alligevel føles umuligt. Hvorfor prøve så hårdt, spørger Miray sig selv. Poledans passer ikke ind i Tyrkiet. Miray har flere gange villet flytte til Europa i en forestilling om at kunne leve mere frit der. Men både besværet med at få adgang til EU og store rejseomkostninger sætter en stopper for drømmen. Desuden er Miray vant til, hvordan systemet er i Tyrkiet. Hun kender de usynlige grænser og ved præcis, hvad hun kan tillade sig, inden de bliver overtrådt. Og så er der brug for hende, tilføjer hun. Hun må passe på ”sine piger” og være der for dem.

Når Miray optræder med sine elever, er det for et lukket publikum. Billetterne bliver kun solgt til venners venner og bekendte, så eventuelle optagelser ikke ender i de forkerte hænder. Det er for at beskytte eleverne, da mange af deres familier ikke ved, at de danser poledans. Når hun optræder alene, er det oftest åbent for alle. Hun kan beskytte sig selv, men ikke tage ansvar for de konsekvenser, der måtte være for eleverne.

I det skjulte

Det var en stor chance, Miray tog, da hun valgte poledansen. Folk holdt op med at tale med hende, og flere veninder måtte ikke blive set med hende på befaling fra deres mænd.
Hendes mor vænnede sig til Mirays beslutning, men da hun ville indvie sin far i sagerne, gjorde moren modstand:
”Hun sagde til mig, at hvis min far så min dans, ville han slå sig selv ihjel.”

Det gjorde Miray bange, og for ikke at såre sin fars familie, indledte hun nu et dobbeltliv. Det medførte en konstant bekymring for, at faren ville finde ud af sandheden, og det var hårdt hele tiden at skjule sig.
For fem år siden besluttede Miray sig for at bryde tavsheden. ”Kom, jeg vil vise dig noget,”
sagde hun til sin far og inviterede ham indenfor i sit studie. På vej ind stødte de på en af Mirays elever, som fortalte hvor meget styrke og mod på livet, Miray gav hende. ”Du er heldig at have hende.” Og Mirays far svarede:
”Min datter er en fighter, og jeg er stolt af hende.”

En kæmpe sten faldt fra Mirays hjerte. Faren vidste nu, at hun underviser i poledans og tjener sine penge på det. Det var befriende endelig at få denne sandhed ud, og hun forstår nu, at hendes mor havde sagt sådan, fordi hun selv var bange. Hun ville beskytte Miray og undgå, at hun skulle blive såret. Derfor tænkte hun, at det var bedst ikke at sige noget.

Selvom Mirays tætteste familie kender til hendes arbejde som underviser, må Miray stadig tage en masse hensyn. For at passe på familiens omdømme, bruger hun dæknavnet ’Rita the Moon’, når hun går på scenen, deler videoer af sig selv på Instagram og deltager i konkurrencer. Den del af arbejdet kender Mirays fars familie heller ikke til. Fasteren fik en dag tilsendt et skærmbillede fra en af Mirays optrædener. ”Sig, det ikke er dig,” sagde hun. Da Miray hverken bekræftede eller benægtede, lavede fasteren sin egen konklusion: det kunne ikke være hendes niece. Og så var den sag lukket. Sådan er tilværelsen også for mange LGBT-personer i Istanbul, fortæller Miray. Familien kender til det, men de lader som om, de ikke gør.
”De er ikke dårlige mennesker. De vil bare ikke have krig i familien, så det er deres måde at hjælpe på.”

Men at tage disse forbehold begrænser også Mirays karriere. Hun kan ikke være en kendt eller offentlig person, og når hun reklamerer for sin virksomhed på Instagram, må informationerne ikke ende et forkert sted. Derfor indskrænker hun målgruppen for sine annoncer nøje, så det kun er visse personer, der kan se opslaget. Det udelukker også eventuelle nye elever eller samarbejder, og gør det svært at betale regningerne.

Også i polemiljøet er der begrænsninger. Miray skal hele tiden være opmærksom, da hendes handlinger ikke kun afspejler hende, men kan have en indflydelse på hele polemiljøets ry. Hendes valg skal gavne alle. Det samme gælder den anden vej rundt. Alle må tage ansvar for hinanden. For poledansens overlevelse. Derfor må Miray også være opmærksom på, hvordan hendes elever udtrykker sig. Man får hurtigt opmærksomhed fra regeringen, hvis man optræder erotisk. Og så kan studiet lukkes ned.
”Regeringen kan gøre lige som, det passer dem.”

Når fremtiden er usikker, bliver drømmene store

Efter at kvinderne har hængt på hovedet, snurret rundt om sin egen akse utallige gange og fået godt ømme muskler, er undervisningen slut for i dag. Forpustede trækker de i lange bukser og store jakker og bevæger sig ud i den vrimlende by igen. Selvom Miray er færdig med dagens arbejde, er det ikke tid til at slappe af helt endnu. Hunden Ayna ved godt, hvad klokken har slået. Hun logrer med halen og kigger spørgende op på Miray. Er der tid nok til det, plejer Miray at køre ud til havet med hunden på bagsædet. Efter en længere gåtur langs med Marmarahavet, bruger Miray ellers aftenen på at tilberede aftensmad og planlægge nye koreografier. Når eleverne har lært et trick, må Miray finde et nyt at lære dem. Det er med stor tilfredsstillelse, at hun giver sin viden videre.
”Når de danser min dans, lever min ånd for evigt. Hvis jeg dør, dør jeg fredeligt ved denne tanke.”

Klokken bliver ofte langt over midnat, før Miray skruer polestængerne fri fra loftet, for at klappe sengen ned foran de store spejle. Alarmen ringer om et par timer, og endnu en arbejdsdag går i gang. Selvom dagene er fyldte med daglige gøremål, ved Miray aldrig hvad den næste uge bringer. Om studiet bliver lukket ned, er en konstant usikkerhed, så Miray prøver at fokusere på at leve lige nu.

Det er svært at forudse, hvor hun er om nogle år, men når hun drømmer frit, ser hun sig selv i USA. Det skræmmer hende ikke, at en mand som Donald Trump er ved magten, for typer som ham kender hun alt for godt.
”Jeg håndterer Erdoğan, så jeg fucker Trump.”

Det er Los Angeles, der trækker. Her vil hun lave koreografi for Dita von Teese, som er burlesquekunstner og Mirays idol. Miray slår ud med armene og fortæller med et stort smil, hvordan hun forstiller sig selv i et kæmpestort teater. Efter forestillingen kommer Dita von Teese på scenen og siger:
”And then I would like to thank you for making this dream stage and choreography for us. Miray, can you come to the stage?”