Zakarias drøm

De sætter af næsten samtidig. Langs stranden i Sidi Kaouki, hvor Atlanterhavet ligger tungt og gråt i baggrunden, river vinden i håret og tøjet. Hafid slår ud med albuerne, læner sig frem i sadlen, hvilket får araberhingsten Jet til at sætte af i et ryk. Hafid rider, som han taler, hurtigt, fremad, uden meget tøven. Zakaria følger efter. Eller rettere, han lader sig trække med. Det begynder som en udfordring, men bliver hurtigt alvor. Begge ved, hvad der er på spil, selvom ingen har sagt det højt. Hvem har den hurtigste hest? Uden ord er de enige om en målstreg et sted længere fremme, lige før sandstranden bliver til store sten.

Hovene slår hårdt mod det faste sand. Tempoet stiger. Ingen af dem giver sig. Hafid råber entusiastisk for at motivere sin hest. Zakaria råber ikke med, men entusiasmen er ikke til at tage fejl af. Han driver hesten fremad med armene, taktfast synkront med hestens bevægelser. Få meter før målet brydes linjen. En lille hund løber pludselig ind imellem dem. Zakaria reagerer instinktivt. Trækker hesten skarpt til venstre, Hafid fortsætter ligeud. Hafid løfter triumferende armen.

“Jeg vandt.” Råber han grinende.

Zakaria vender hesten rundt.

“Der kom en hund,” siger han.

“Jeg ville have slået hunden ihjel, hvis jeg ikke drejede, min hest er lige så hurtig som din”, siger han oprevet.

De råber lidt ad hinanden, kaster lidt med armene. Der er ikke fundet en vinder, men de ender alligevel med at blive enige om at vende hjem, så hestene kan få vand.

Fra Agadir til Sidi Kaouki

Zakaria Ait Belkass er 19 år gammel. Han kommer fra Agadir, en kystby lidt længere sydpå. Han er ikke vokset op med heste, og der er ingen i familien, der ved noget om heste. Alligevel er det blevet dèt, han arbejder med. Da han var 15 år gammel begyndte han at arbejde med heste- og kamelridning på stranden i Agadir efter skole. Her blev han forelsket i hestene og besluttede sig for, at det var det, han gerne ville bruge sin tid på. Det var også her, han mødte Mustafa på 47 år, som han begyndte at arbejde sammen med. Sammen red de ture med turister langs stranden og Zakaria lærte om arbejdet med dyrene, længe før han besluttede sig for, at gøre det til sin levevej.

Det var Mustafa, der tog afsted først. Senere ringede han til Zakaria, og spurgte om han ikke ville flytte til Sidi Kaouki, hvor de sammen kunne træne heste. Nu har Zakaria været her i ni måneder. For et par måneder siden flyttede 22 årige Hafid også ind i stalden, med hans tre heste.

Nu arbejder Zakaria med at sælge rideture langs stranden til turister og træne ustyrlige heste for så senere at sælge dem til en højere pris. Dagene ligner hinanden, men sjældent er helt ens. Det vrimler ikke med turister i Sidi Kaouki i disse dage. Det er stadig lidt for tidligt på sæsonen, og så er det ramadan. Det betyder dog ikke, at hestene kan holde fri. De skal være i form, når turisterne begynder at ankomme igen.

Zakaria er god til at tæmme hingstene. I turistbyerne langs vandet er der kun hingste, alle sammen enten araber- eller berberheste. De er ikke så store, kun halvanden meter over ryggen, men de kan være iltre. De to racer er avlet til fart og udholdenhed, og det giver dem temperament. I naturen er der kun plads til en én hingst i en hesteflok, og de kæmper derfor instinktivt om den plads. Modsat mange andre lande, kastrerer man ikke hingstene I Marokko. Man mener, at det kun er hingste, der kan klare en lang tur igennem ørkenen eller langs stranden med en flok turister på ryggen.

Når tempoet falder

Tilbage på gården er tempoet anderledes end på rideturen. Hestene står bundet op langs væggen. Nogle rolige, andre stadig med energien fra turen i kroppen. Hestene bliver sadlet af og får lov til at rulle sig i sandet. Det klør på hele kroppen efter et væddeløb i varmen.

“Vent med at give dem vand,” råber Mustafa fra køkkenet, da Hafid og Zakaria sadler af.

“De kan få kolik, hvis i giver dem vand lige efter de er blevet redet.” 

Mustafa er ham, der ved bedst. Han har arbejdet som groom i stalden hos kongen af Marokko, et arbejde, der består i alt det, der ligger uden om ridningen. Han har lært, hvordan man fodrer, hvordan man passer på hestens krop under ridning, og hvordan udstyr skal tilpasses korrekt. Det er noget, han nu giver videre til Zakaria og Hafid.

I Sidi Kaouki foregår en stor del af arbejdet med rideture i faste rutiner. Tidligt om morgenen bliver hestene redet ned til stranden og bundet fast i sandet, hvor de står og venter, mens ejerne forsøger at få kontakt til turister, der går forbi. Her kan hestene stå i timevis i sol, vind og sand. For mange er det en naturlig del af arbejdet, men det er ikke noget Zakaria bryder sig om, han mener, at det er for hårdt for hestene.

I stedet forsøger han at gøre tingene anderledes. Han vil gerne finde kunder gennem sociale medier og en hjemmeside, så rideturene bliver booket på forhånd, og hestene slipper for at stå og vente hele dagen. Det er dog en langsommere vej ind i branchen, og det tager tid at opbygge synlighed og få fat i kunder.

Samtidig er konkurrencen stor, og flere af de etablerede aktører har opbygget store profiler på Instagram med opstillede billeder og videoer, taget af professionelle, som tiltrækker turister hjemmefra. Den form for materiale og tilstedeværelse har Zakaria endnu ikke, og det gør det sværere for ham at få økonomien til at hænge sammen.

Der er ikke altid kunder, og på dage uden turister er der stadig arbejde. Hestene skal fodres, trænes og passes, uanset om der kommer nogen ned på stranden eller ej. Det er her, Zakaria bruger tiden på de heste, der kræver mere. Dem, der ikke kan bruges til turister endnu. Han har før købt heste, der var for tynde eller for svære at håndtere. Gennem træning og pleje har han gjort dem ridebare og tamme. Når de er klar, kan de sælges videre, men det tager tid, og tid er det, der mangler, når der kommer mange turister forbi.

Inden for murene

Arbejdet på gården er fordelt mellem de tre mænd. De skiftes til at morgenfodre, hente vand fra brønden, lave aftensmad og gøre rent i fællesområderne. Det gøres i turnus, så de hver får en ny tjans hver dag.

Stalden og mændenes hjem er kun sepereret af en væg. De bor op og ned af hestene, og hestenes fold er, hvad man kan betegne som haven. Hele grunden er indhegnet med en høj mur, både for at holde uvelkomne mennesker ude, men også for at holde hestene inde. I midten af arealet, er der etableret en lille ridebane, hvor hestene bliver trænet, når de ikke skal på tur.

Hafid og Zakaria bor i værelset ved siden af køkkenet. Her er der støbt en betonbænk langs væggen, som de i hver deres ende har indrettet til et lille soveværelse med et liggeunderlag, tæpper, puder, tøj og andre personlige ejendele.

Mustafa har sit eget værelse, for enden af stalden. Det er langt nok væk fra Hafid og Zakarias værelse, til at han kan få noget ro om aftenen inden han skal sove. De seks heste skiftes til at stå på boks, fordi der er kun fem bokse. Der er altid én hest, der skal tilbringe natten udenfor. Enten går den frit rundt og leder efter grønt i sandet, eller også står den bundet. Det er forskelligt, alt efter hvilken hest der skal stå ude. Nogle af dem er gode til at holde sig til det sparsomme græs, mens andre går over og hilser på hestene i boksene, og så er der først kaos.

Efter solnedgang

Når klokken er omkring 17:30 begynder madlavningen, og morgenmaden skal være klar til når imamen synger og fasten brydes. Under ramadan spiser de morgenmad omkring kl 18:45 og aftensmad tre timer senere.

De sætter sig alle omkring bordet, imamen har sunget, og fasten skal brydes. Men først tænder de deres cigaretter, vandpiper og joints. Efter en hel dag uden noget som helst, føles det første sug himmelsk. Snart efter går de til maden. Rummet fyldes langsomt med røg og damp fra vandpipen. De spiller kort, ryger og swiper på mobilen indtil det er tid til aftensmad. Ham, der har stået for morgenmaden, forbereder også aftensmaden, inden fasten brydes, så den bare kan sættes over gasblusset, og snakken og spillet ikke behøver at blive afbrudt af madlavning. Snakken går på opbygning af hjemmeside, og planlægning af kost og logi til de turister der kommer for et længere ophold. De er optimistiske, selvom der ikke vrimler med potentielle kunder lige nu.

Zakaria vil på sigt skabe sin egen forretning. Han vil have flere heste, spare penge sammen og senere købe land, hvor han kan bygge sin egen stald. Han forestiller sig et mere roligt liv, hvor han har tid til at passe og træne sine heste. Et arbejde, hvor han selv bestemmer tempoet, og hvor han kan arbejde med hestene på sin egen måde. Det er den del af hans nuværende arbejde, som han gerne vil bygge videre på. At bruge tid på den enkelte hest, og arbejde sig frem til resultater, i stedet for at fremskynde processen. Det er hårdt og til tider farligt arbejde. Men det er også her, han finder mening. At se en hest ændre sig, og senere kunne sælge den videre som ridebar, er det, han gerne vil skabe en fremtid ud af.

“Serber!” Zakaria reagerer prompte da han hører vagthunden gø og hingstenes hvin lige uden for køkkenet. Hafids 4-årige araberhingst Serber har besluttet sig for, at han vil hilse på sine venner på boks. Det er ikke just populært i hingsteflokken. Hafid flyver ud ud af køkkenet og jager Serber væk. Hesten galoperer legesygt væk fra stalden, indtil han når græsset et stykke væk fra bygningerne. Han virker ikke skamfuld over sin beslutning om at skabe lidt drama i de sene nattetimer. Sådan fortsætter det, Serber lusker sig over til de andre, hingstene hviner og vagthunden gøer, han bliver jaget væk, denne gang af Zakaria, og så starter det hele forfra, indtil han bliver bundet fast til væggen, så menneskene kan få lidt søvn.