Drømmen til 750.000 kr: Frederik er flyttet til Billund for at blive pilot
Frederik drømmer om at flyve verden rundt, men det kommer med en stor pris. Uddannelsen er dyr, og hverdagen byder på et studieliv langt væk fra venner og familie.
En kold januarmorgen møder vi 22-årige Frederik Myhre, der læser til pilot på Billund Air Center. Frederik er i gang med sin walkaround og klargør et lille skolefly som han skal ud og flyve, og vores reporter Bertil Laursen har fået lov til at komme med ombord. Vi ser Frederik helt tæt: fra hangaren og briefing med instruktøren Joachim til takeoff, hvor motoren brager, og Billund forsvinder under os.