Sagnet fra Sydfyn
Midt i sommerens lys faldt to liv i Nørreskov på Sydfyn – men var det kærlighedens ultimative offer eller en brutal tragedie forklædt som romance? I denne podcast undersøger vi de forskellige fortællinger og stiller spørgsmålstegn ved, om man kan holde fast i den romantiske version, når mørket er ved at tage over.
Den svenske løjtnant Sixten Sparre placerer revolveren i munden, så den kolde munding rammer ganen. På en sommerdag i juli 1889, står han blandt bøgetræer og fuglekvidder, midt i Nørreskov på Tåsinge. Han trykker på aftrækkeren og falder til skovbunden. Ved siden af ham ligger Elvira Madigan – død kort forinden af et skud mod højre øre.
Hvad der skete i minutterne før de to skud, ved ingen. I mere end 100 år er historien blevet fortalt som en fortælling om umulig kærlighed – to elskende, der valgte døden frem for et liv uden hinanden. Men den er også blevet set som historien om en falleret adelsmand, der ikke kunne se nogen vej ud af sit eget forfald og derfor tog en ung kvinde med sig i døden.
I årevis er deres skæbne blevet romantiseret af både lokale og turister. Men kan vi stadig holde fast i den fortælling, når nye øjne ser noget andet? Og hvis vi må give slip på romantikken – hvad står vi så tilbage med?
1:3 – En Myte er Født
I første afsnit af “Sagnet fra Sydfyn” bliver vi præsenteret for fortællingen om Elvira og Sixten – historien om to, der døde sammen i en skov på Tåsinge i det Sydfynske Øhav. Vi undersøger, hvordan den opstod, og hvad der egentlig er fakta i en fortælling, der er omringet af så meget mystik.
2:3 – Historierne om et Mord
I andet afsnit af “Sagnet fra Sydfyn” møder vi Erik Vogn Hansen og Tobias Bukkehave. De er vokset op på Tåsinge – stedet hvor sagnet blev født. De fortæller deres barndoms romantiske fortælling om en umulig kærlighed. Men som voksne sker der noget, der ændrer deres syn på fortællingen fuldkommen.
3:3 – Nye Øjne Ser
I lyset af nye oplysninger, har flere svært ved at holde af den romantiske fortælling om Elvira og Sixten. Men hvis man giver slip på romantikken, hvad kan der så ske med fortællingen fremover? Og kan man ikke også komme til at dømme for hurtigt? Det snakker vi med tidligere Ligestillingsminister Trine Bramsen og historiker Ditte Vagtborg om.