3 ud af 50: Hvorfor overser medierne de kvindelige eksperter?

Når medierne har brug for en ekspert til at forklare de største kriser i samfundet, økonomiske tendenser eller ny teknologi, så kontakter de næsten altid en mand. Det viser en undersøgelse fra Akademikerbladet DM, som viser at kun 3 ud af de 50 mest citerede forskere er kvinder.  

Line Schmeltz, som forsker i strategisk kommunikation, peger på, at forskernes og journalisternes forskellige verdener kan skabe udfordringer i samspillet med hinanden. I journalistikkens verden er deadlines ofte korte, og derfor kan det være fristende og nemt at ringe til den ekspert, man ved svarer hurtigt og er nemt at få fat på. Det kan risikere at gå udover den faglige kvalitet, hvis tilgængelighed bliver vigtigere end ekspertise.  

I følge Line Schmeltz bør journalister derfor se bredere, når de leder efter den rette ekspert: 

“Som journalist ringer man ofte til professoren, fordi professoren ligger øverst i videnshierakiet. Men professorer ved typisk meget om meget, mens yngre forskere kan have en mere specialiseret viden om lige præcis det område, man undersøger. Og professoren er ofte en mand.” 

Hvor ligger ansvaret? 

Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at 51 procent af ph.d.erne er kvinder, mens kvinder kun udgør 20 procent af professorerne. Selvom kønsfordelingen blandt ph.d.er næsten er lige, afspejler det sig altså hverken blandt professorerne eller i mediernes valg af eksperter. 

Dette billede genkender Jemila Gomes, der forsker i aldring på Aarhus universitet, og som er i begyndelsen af sin karriere:  

“Lige nu er kønsfordeling mere eller mindre lige, men kigger man 10-20 år frem er der i højere grad mandlige professorer, og det skyldes måske valget af familielivet over karriere, som kræver strategi og planlægning” 

Men ifølge Jemila Gomes ligger ansvaret ikke kun ét sted:  

“Det er jo forskningens ansvar at sørge for, at kønsfordelingen bliver udjævnet lidt. Men jeg synes også at medierne har et ansvar for at undersøge, om der kun er den ene ekspert, eller om man bare ringer til den samme, fordi personen er nemmest og hurtigst at få fat i"  

Line Schmeltz bekræfter, at ansvaret kan placeres flere steder, men præciserer yderligere at det er et ledelsesmæssigt ansvar.  

"Der ligger et stort ledelsesmæssigt ansvar hos medierne for at give journalisterne tid og ressourcer til at finde nye kilder. Men der ligger også et ansvar hos universiteterne for at klæde forskerne på og lære dem at forstå den journalistiske verden” 

Hun påpeger samtidig, at kvindelige eksperter oplever mere chikane end mænd, hvilket kan afholde nogle fra at stille op i medierne. Netop derfor vurderer Line Schmeltz, at den gode relation og tillid mellem journalist og ekspert er helt afgørende for lysten til at udtale sig. 

Er det blevet bedre? 

Kunne 2025 blot være et særligt skævt år? Krig og forsvar fyldte meget i medierne, og på de områder er mange forskere mænd. Men ser man på de foregående år, er skævvridningen blandt køn ikke ny.   

Tallene fra 2025 står altså ikke alene. Men det tager tid at ændre det skæve mediebillede, mener Inge Liengaard, som er en del af Diversitets- og ligestillingsudvalget på Aarhus Universitet.  

“På centralt niveau arbejdes med at sikre repræsentation af flere køn på de ekspertlister, som AU selv lægger op på universitetets hjemmeside. Det er dog en ubalance, som det tager tid at ændre, og som også kræver, at medierne selv arbejder aktivt med dette” 

Men en mere ligelig repræsentation af kønnene må ikke betyde, at fagligheden træder i baggrunden. For Jemila Gomes er det vigtigt, at hun bliver valgt for sin ekspertise, og ikke køn: 

“Hvis jeg i fremtiden bliver brugt som ekspert, håber jeg, det er på grund af min viden og det, jeg kan bidrage med, og ikke bare fordi jeg er kvinde”