52-årig mand dømt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
En 52-årig mand blev i retten i Randers torsdag den 18. september dømt tre måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Anklageren fik, hvad han kom efter, da en 52-årig mand, tiltalt for besiddelse af seksuelt materiale med personer under 18, torsdag eftermiddag blev idømt tre måneders ubetinget fængsel.
Alle tre kategorier
Tiltalte kigger ned på sin hånd. Der er helt stille i lokalet. Der kommer ikke mange ord ud af hans mund, og han taler så lavt, at man skal koncentrere sig for at høre, hvad han siger.
Han tager plads ved vidneskranken. Det er anklageren, der har ordet.
”Kan det passe, at du har været i besiddelse af materiale i alle tre kategorier?”
”Ja, det kan godt passe”, svarer den tiltalte.
”Tænkte du ikke over at slette dem?”
”Nej”,
svarer han så lavt, at man vil kunne høre en fjer falde til jorden.
Anklageren forklarer de tre kategorier, som er opstillet til at vurdere grovheden af overgrebsmateriale. Materiale som den tiltalte har hentet ned på sin telefon over et års tid.
Tilståelsessag
Anklagemyndigheden og forsvarsadvokaten havde i første omgang forsøgt at gennemføre sagen som en tilståelsessag.
Sådan endte det dog ikke for den tiltalte. Han har haft to tidligere planlagte dage i retten, hvor den første ikke kunne gennemføres og den næste blev aflyst.
I dette tilfælde var det dommeren, der ved første retsmøde vurderede, at sagen ikke kunne gennemføres som en tilståelsessag.
Forsvareren får ordet og forklarer, hvorfor hun mener, at hendes klient skal have en betinget dom.
”Hvordan har du det psykisk?”
”Lige nu? Ikke så godt”
Den tiltalte, der har indvilliget til sexologisk behandling, mener, at han vil have godt af at få behandling. Hans forsvarer bruger den lange sagsbehandling som argument for en mildere straf.
Lang sagsbehandling
Forsvareren forklarer, at den tid, der er gået siden den tiltaltes første gang i retten og frem til nu, er tid, som kunne være undgået. Hun beskriver, hvordan den tiltalte havde ønsket allerede at have fået sin straf, da han første gang var i retten tilbage i januar.
Anerkendende nikker den tiltalte og ser ud til at være enig i det, hans forsvarer siger.
Forsvareren forklarer, at den tiltalte har ordnede personlige og sociale forhold vurderet ud fra en personundersøgelse som er blevet foretaget af kriminalforsorgen.
"Jeg tager en dag ad gangen"
Havde den tiltale blandt andet forklaret i undersøgelsen.
Hans forsvarer beskriver det som en sag, der er ældre og forklarer på samme tid, at personundersøgelsen burde give en mildere dom. Derfor mener hun, at hendes klient skal have en betinget dom, hvor han kan få den sexologiske behandling, som han også selv mener, han har brug for.
Bag tremmer
Dommeren fortæller, at det var en enig domsmandsret, der torsdag eftermiddag fandt frem til en afgørelse i sagen om den 52-årige tiltalte mand.
”Det er vores opfattelse, at særligt mængden og længden gør, at vi kan komme frem til tre måneder”
Der er stille i salen. Den tiltalte er stille. Han tørrer øjnene. Sammen med forsvareren forlader han salen, men kommer tilbage kort efter.
”Min klient tager imod dommen”
Lyder det fra den tiltaltes forsvarer.
Dommeren forklarer, at omfanget og grovheden af det overgrebsmateriale, som den nu dømte 52-årige besad, har haft betydning for, at straffen ikke kunne blive mildere.
Den tiltalte forlader retssalen idømt tre måneders ubetinget fængsel.