52-årig mand dømt i sag om besiddelse af overgrebsmateriale

En 52-årig mand er på anklagebænken i en sag om besiddelse af overgrebsmateriale med børn under 18 år. På få år er antallet af denne slags sager steget til langt over det dobbelte. Det har fået Folketinget til at handle. 

Retten i Randers husede d.18/9-2025 en sag om besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Offentliggjort

Ude foran Randers Byret ser alt ud som det plejer. Men inde bag retsbygningens blege mure, får en sag sin afslutning. En type sag, de færreste har lyst til at tænke på, men som flere og flere gør sig skyldig i. I dag er det en 52-årig mand, der sidder med hovedet mellem skuldrende og tripper med benet, ved siden af sin forsvarer. Han er tiltalt for besiddelse af overgrebsmateriale med børn under 18.

I Juli 2023 blev hans hjem ransaget af politiet, hvor der blev fundet en telefon, der indeholdt 2407 billeder og videoer. Overgrebsmaterialet indeholdt alle tre kategorier, hvoraf 36 billeder og videoer faldt i kategori 3.

Kategorisering af overgrebsmateriale

Kategori 1:  

  • Børn under 18 år, der er alene på billedet 

  • Ingen seksuel aktivitet med andre 

  • Kan inkludere: 

  • Fokusering på kønsdele 

  • Onani 

  • Egen seksuel berøring 

Kategori 2:

  • Børn under 18 år sammen med én eller flere aktører 

  • Der foregår seksuel aktivitet 

  • Kan inkludere: 

  • Samleje 

  • Kønslig omgang (fx oralt, analt, vaginalt) 

Kategori 3:Børn under 18 år udsat for: 

  • Voldtægt 

  • Tvang 

  • Trusler 

  • Grov vold 

  • Alvorlig skade, eller trusler herom 

  • Seksuel omgang med dyr 

  • Seksuel aktivitet med meget små børn (0-3 år) 

Manden har købt og downloadet store filmapper på nettet med alverdens materiale, og inde blandt lange pdf’er, film og andre sager, fandt han overgrebsmaterialet. Da han først opdagede dette, gjorde han intet for at sikre sig, at det ikke ville ske igen. Han fortæller, at han godt ved, at det er forkert, men han kontaktede ikke politiet eller slettede ulovlige billeder og videoer.

Flere sigtelser for overgrebsmateriale

Sager som denne står langt fra alene. Ifølge Anklagemyndigheden blev der i 2019 rejst 324 sigtelser i sager om overgrebsmateriale med børn under 18 år. I 2024 var det tal steget til 1095. Derfor er der kommet en række skærpelser i lovgivningen.

Tidligere på året stemte et bredt flertal i folketinget for et lovforslag, der kort indebærer bl.a.: 

- En skærpelse af kriminaliseringen af poseringsbilleder og -videoer med børn 

- En skærpelse af kriminaliseringen af computergenereret seksuelt materiale med børn 

- En tydeliggørelse af, at deling af hverdagsbilleder af børn er strafbart, hvis det sker i en seksualiseret sammenhæng 

- At politiet får mulighed for at fremstille og dele uægte seksuelt materiale med personer under 18 år med henblik på at få fat på bagmændene 

- At fremstilling af deepfake-pornografisk materiale med virkelige personer uden samtykke bliver strafbart 

Lovforslaget, der er skabt i samarbejde med Red Barnet og Digitalt Ansvar, trådte i kraft d. 1. Juli 2025. 

Dommen

En enig domsmandsret vender tilbage til retslokalet efter voteringen. 

Tiltalte bliver idømt 3 måneders ubetinget fængsel samt konfiskering af telefonen med overgrebsmaterialet. Derudover skal han betale sagens delvise omkostninger.  

Han har tidligere forsøgt at køre sagen som en tilståelsessag, men retten bestemte, at det ikke kunne lade sig gøre. Derfor skal han ikke betale for denne del af sagen.

Powered by Labrador CMS