AI løber stærkt – læreruddannelsen halter bagefter
Mens kunstig intelligens forandrer hverdagen, er den stadig fraværende i læreruddannelsen. Nye tiltag er på vej, men vejen er lang.
Kunstig intelligens forandrer verden og udfordrer den traditionelle måde at undervise på.
Læreruddannelsen halter bagefter, og spørgsmålet er ikke længere, om AI bliver en del af skolen, men hvordan man griber det an.
”AI er en ny måde at tænke undervisning og pædagogik på sammen med de studerende. Det giver nogle helt andre vilkår i undervisningen på”. Det siger Morten Holck, uddannelsesleder på VIA University College i Aarhus.
Men selvom AI ændrer alt fra arbejdsmarked til hverdagsliv, er teknologien stadig fraværende på læreruddannelsen.
Ifølge Morten Holck skyldes det, at arbejdet med AI ikke blot handler om at tilføje et nyt fag, men om at ændre hele tilgangen til undervisning. Det kræver, at uddannelsen bygger på solid viden og ikke blot hurtige løsninger.
”Vi skal sikre, at arbejdet med AI ikke bliver en overfladisk tilgang. Det kræver forskningsmæssigt belæg, og det tager tid at integrere.”
Han understreger dog, at der er et nyt fag på vej til læreruddannelsen, som vil have fokus på den teknologiske udvikling, der sker i øjeblikket.
Men selv med nye tiltag er der bekymringer.
Ifølge Søren Hansen, næstformand i Århus Lærerforening, handler det om mere end teknologi.
”Jeg er bekymret for, at vi generelt mangler kritisk sans og nysgerrighed. Det er vigtigt, at vi lærer de studerende at forholde sig kritisk, så de kan lære eleverne det samme.”