Algoritmebaseret frygt: Sociale medier gør unge utrygge for at gå i byen
Halvdelen af unge føler sig utrygge ved at bevæge sig en tur ud i nattelivet med vennerne. De peger selv på algoritmebaserede reels og hurtige videoer, på TikTok og Instagram, som udslagsgivende for deres utryghed. Det Kriminalpræventive Råd kalder det "uheldigt."
TikTok- og Instagram-videoer om vold i nattelivet, der gør dig utryg for at tage ud?Algoritmer, der oversvømmer din smartphone med peberspray-reklamer og selvforsvarstips, så du overvejer at være bevæbnet næste gang, du går i byen.
Lyder det langt ude? Muligvis - men ifølge en tryghedsundersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd, kan de sociale medier dog have gjort sig skyldige i netop dette.
Tallene afslører at, 46 procent, altså næsten halvdelen af unge er blevet mere utrygge for at gå i byen på grund af de sociale medier. De unge nævner specielt medier som TikTok og Instagram, som udslagsgivende for deres frygt ved at gå ud og more sig.
Algoritmekarrusel
Én af de dyberegående forklaringer på hvorfor medier som TikTok og Instagram har formået at gøre de unge utrygge, for at besøge nattelivet, er deres algoritmer. Når algoritmerne aktiveres ”rigtigt”, tildeles de unge bl.a. videoer om overfald i nattelivet, tips til selvforsvar og reklamer for selvtægtsvåben. Denne algoritmebaserede frygtskaber vækker genklang hos Tine Fuglsang, der er analytiker for Det Kriminalpræventive Råd.
”Sociale mediers algoritmer virker på den måde, at unge udsættes for reklamer af peberspray og overfaldsalarmer, som jeg f.eks. ikke får i min aldersgruppe. Fra en vis aldersgruppe, begynder man i stedet at få guides til hvordan man sikrer et hotelværelse mod overfald“, siger Tine Fuglsang.
Unødig frygt?
Hun erkender, at hun ikke ved præcist, hvordan unge får ”aktiveret” de sociale mediers algoritmer, så de bliver eksponeret for utryghedsskabende indhold. Hun mener dog, at TikTok, Instagram og de andre bør regulere deres indhold så vidt muligt.
Hun antyder også, at de sociale medier er med til at overdrive de eksisterende risici ved at gå i byen.
”De sociale medier skaber en stor frygt, da den objektive risiko for at blive udsat for f.eks. vold og voldtægt er meget lille”, siger hun.
Samfundstendens
Tine Fuglsang opfatter det som urealistisk, at de sociale medier begynder at regulere deres indhold, så unge ikke udsættes for de algoritmebaserede videoer, der øger deres utryghed. Hun har samtidig noteret sig, at Det Kriminalpræventive Råds undersøgelse kommer i en tid, hvor mange andre undersøgelser konkluderer, at unges mistrives som aldrig før.
”Der er et sammenfald med unges mistrivsel på andre områder.”
Hun kalder det ”uheldigt”, at nogle unge mennesker bliver mere utrygge for nattelivet, ved at være til stede på de sociale medier, men slår dog én ting fast.
”Langt de fleste unge er trygge ved at gå i byen."