Alle kan blive ledere af et demenskor - man skal "bare" ændre sit mindset

Af Birgitte Hjorth Michelsen

De fleste af os har set Demenskoret på DR TV, som løb over skærmen i 2024. Programmet fulgte 17 deltagere med forskellige grader af demens i et forløb hos den butterfly-klædte korleder Claus Christensen.

I kølvandet på udsendelsen er lokale initiativer opstået, fordi mange har set lyset i kombinationen af sang, fællesskab og sygdom. Mulige deltagere er der nok af - der er over 100.000 demente i Danmark og hvert år kommer over 10.000 til. Det kalder på kompetente korledere og derfor udbyder Sangens Hus kurset “Ledelse i demenskor”. For hvad er egentlig forskellen på at lede et almindeligt kor og et kor, hvor deltagerne er ramt af en sygdom, som påvirker hukommelse, overblik og følelsesmæssig selvregulering?

Det ved Jens Anderson-Ingstrup. Han er PhD, adjunkt ved Aalborg Universitets institut for Kultur og Kommunikation på kandidatuddannelsen for Musikterapi. Desuden er han forfatter til artikler og manualer om demenskor og fællessang. Han uddanner både studerende til demenskorsledere og underviser på Sangens Hus´kursus for korledere.

Når et almindeligt kor optræder, er der gået en proces forud, som primært handler om at øve værker med æstetisk udtryk, for eksempel gennem to kvindestemmer og to mandestemmer. Korlederens opgave er at skabe en unik timing, lyd og harmoni, hvor sangerne bliver dirigentens instrument.

I et demenskor er fokus et helt andet sted: “Det handler om at synge sammen, ikke at synge samtidig. Målet er mere psykosocialt, fordi fællesskabet i sig selv skaber en inkluderende indsats", siger Jens Anderson-Ingstrup.  Man skal have en grundlæggende forståelse for demens som sygdom, og forstå hvordan lyd, samvær og indtryk kan påvirke den demensramtes nervesystem. "Man skal have en stor refleksiv bevidsthed på sine deltagere, og facilitere at samsangen bliver meningsfuld. Man skal se sig selv som et fyrtårn, hvor ens væremåde smitter af og påvirker. Kropssproget er mindst lige så vigtigt som ordene, ja faktisk skal man helst bruge færre ord end ellers."

Et eksempel er opvarmning af stemmen: "Hvis formålet er at styrke vejrtræningen, kan man for eksempel få deltagerne til at forestille sig at de dufter til en blomst eller en kop kaffe. Derefter kan man opfordre dem til at snuse til sidemandens blomst eller kaffe. Det skaber dermed også en forbindelse mellem deltagerne."

Spørgsmålet er om alle kan uddanne sig til demenskorsledere, når nu behovet og efterspørgslen er så stigende. Jens Anderson-Ingstrup forklarer: "Hvis man forstår formålet og kan aflære sig nogle af sine egne kompetencer og ambitioner, så ja. Man skal kunne gøre "plejer" om. Man skal gøre sangene mere tilgængelige. Man skal finde ro i noget simpelt og holde fokus på samvær og samsang."

Samtidig understreger han, at korledere ikke skal uddannes til behandlere. Det er de pårørende og plejepersonalet, som skal tage sig af den del. Men netop de pårørende og plejepersonale kan lægge mærke til, hvordan den demensramte har det efter at have været til kor: "Musik rører ved vores følelser, og vi må gerne blive triste når vi synger, men korlederen skal være opmærksom på og ansvarlig for, at hvis vi starter en emotionel proces, så skal den også landes."