Åndelig oprustning skal komme fra folket – ikke staten

Den ændrede sikkerhedspolitiske situation har sat åndelig oprustning på dagsordenen. Men hvad skal Danmark ruste sig med – og hvad ønsker vi at forsvare?

Historiker og forfatter Christian Egander Skov mener, at svaret er dannelse og forståelse af det fællesskab, borgerne er en del af – ikke et statsligt kriseberedskab.

”Åndelig oprustning opfatter jeg i udgangspunktet som et positivt begreb. Jeg støtter den dagsorden, begrebet skal rejse. Men den må først og fremmest være folkelig oprustning. Hvis begrebet skal betyde andet end mentalt kriseberedskab, handler det om dannelse: om at forstå, hvem vi er, hvor vi kommer fra, hvad vi står i, og hvad vi derfor skylder hinanden,” siger han.

Hvad skal vi forsvare?

Ifølge Skov er debatten blevet aktuel, fordi den sikkerhedspolitiske virkelighed har ændret sig. Frihed og sikkerhed, som mange tidligere tog for givet, fremstår ikke længere selvfølgelige.

”Vi taler om det nu, fordi noget, vi længe tog for givet, ikke længere forekommer selvfølgeligt. Den sikkerhedspolitiske virkelighed har ændret sig. Friheden fremstår igen som noget, der faktisk kan gå tabt. Men netop dér melder det vanskeligere spørgsmål sig: Hvad er det egentlig, vi vil forsvare?” spørger han.

Ifølge Skov har vi mistet noget af den historiske og kulturelle sammenhæng, der gør os i stand til at forstå vores ansvar over for hinanden. Åndelig oprustning handler derfor også om, hvad der binder samfundet sammen.

Staten kan ifølge Skov skabe rammer for dannelse og historie, men ikke pålægge borgerne en fælles ånd.

”I det øjeblik åndelig oprustning bliver et statsligt mobiliseringsprojekt, hvor borgerne først og fremmest skal gøres nyttige for sikkerhedsstaten, har vi misforstået hele sagen. Så spænder vi ånden for oprustningen i stedet for at opruste ånden,” advarer han.

Fællesskabet opstår mellem mennesker

På spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er blevet åndeligt fattigere, svarer Skov:

”På nogle afgørende områder mener jeg, at vi er blevet åndeligt fattigere. Ikke fordi danskerne mangler holdninger, information eller muligheder. Problemet er snarere, at vi har mistet noget af den sammenhæng, som gør det muligt at forstå, hvad alle disse holdninger og muligheder skal bruges til.”

Han mener, at dette fælles grundlag udvikles i civilsamfundet – blandt andet i skoler, foreninger, kirker og forsamlingshuse.

”Civilsamfundet er helt afgørende, fordi folkelighed ikke først og fremmest er noget, staten producerer. Den bliver levende mellem mennesker. Det sker i uddannelsesinstitutioner men jo også i foreninger, kirker, idrætsklubben, forsamlingshuset og alle de andre steder. Her lærer vi, at friheden ikke blot består i at blive ladt i fred, men også i at tage ansvar for noget, der er større end os selv.”

For Skov skal åndelig oprustning ikke skabe ensretning, men styrke borgernes evne til både at tage ansvar for fællesskabet og kritisere magten. Den skal, som han siger, ”gøre os myndige nok til både at bære fællesskabet og modsige magten.”