Ann Kathrine skulle ikke bruge sit liv på et kontor - nu er hun selvstændig plantageejer
Jeg mødte Ann Kathrine på Frederiksbjerg i Aarhus. Hun stod og solgte æblemost og andre planteprodukter fra sin stand på Ingerslev Boulevard. Hør hendes tanker om arbejdslivet, økologien og hvorfor hun gerne vil lave cider.
”Det startede med, at vi købte os et rigtig dejligt sted, et naturskønt sted helt ned til fjorden, hvor æbleplantagen ligesom fulgte med.
Det første år fortsatte ham, vi købte stedet af, egentlig med at drive plantagen. Der var nogle grønne æbler, der bare blev ved med at hænge. Så spurgte jeg ham: ”Hvis du ikke vil plukke dem, må jeg så?” Det kunne jeg bare gøre. Så plukkede vi dem. Der var lidt under tre tons. Så fik vi presset det og sat det til salg i en lille interimistisk vejbod.
Jeg er egentlig uddannet økonom, så før var jeg regnskabsmedarbejder forskellige steder. Det er jeg egentlig meget glad for at slippe for. Jeg var træt af at sidde på kontoret hver dag. Det var ikke det, jeg skulle bruge mit liv på.
Det er tredje år, jeg har været fuldtid med det. Jeg synes, at friheden er ekstremt fed. Jeg er jo min egen chef, så jeg kan gøre lige, hvad der passer mig. Jeg arbejder helt sikkert flere timer, men så er det også vores eget.
Jeg elsker bare at producere ordentlige fødevarer til mennesker. Jeg synes, det er vigtigt at lave nogle gode produkter. Det er virkelig givende, og folk synes også, at det er interessant. Vi har rigtig mange gode snakke med mennesker herinde på Ingerslev Boulevard. Det er fedt at have samtaler med folk, der er enige i det økologiske og ser værdien i det.
Når jeg ser ind i min fremtid, så ser jeg ikke, at jeg skal have en større plantage. Det kan jo ikke betale sig for mig at lave mere, end jeg selv kan sælge herinde. Det, der kan betale sig, er at sætte mere værdi på produkterne. Og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at begynde at lave cider”
Ann Kathrine Pedersen, selvstændig plantageejer, 39 år.