Antidote tilbyder gratis undervisning: Lær at bruge livsvigtig næsespray

I et forsøg på at bekæmpe den voksende problematik med opioidoverdosis, lærer Antidote hvordan man kan redde andres liv med deres næsespray. Hver anden torsdag afholder de pop-in begivenheder i foreningen Gadelivs lokaler, hvor deltagerne får undervisning og udleveret deres næsesprays.

En pakke med to næsesprays koster 300 kroner på apoteket, hvilket de færreste udsatte har pengene til. Derfor går Paw ture i Aarhus’ misbrugsmiljøer og deler dem ud gratis.
Offentliggjort

”Der er meget menneskelig elendighed hernede i Sydhavnskvarteret, men der er også meget menneskelighed,” siger Antidote-instruktør Paw Thomsen, mens hans blik hviler på det travle gadebillede.

Den skrigende, gule dør, der skiller virvaret udenfor fra det rolige lokale, går op med en svag knirken, og fire personer træder ind. De skal deltage i Antidotes kursus. Her skal de lære at redde liv. På fem minutter skal de undervises i at spotte en overdosis, og stoppe den med en Antidote næsespray.

Et kursus, der kan redde liv

Placeret centralt på bordet står en mappe klar, hvorfra Paw forklarer om opioider, overdosis og Antidote. De fire personer har fokuseret rettet deres blikke mod Paw, selvom væggene omkring dem er tilklistret med farvestrålende plakater, der har iøjnefaldende overskrifter som Povertywalk, Gadelivs Socialbank og Housing First.

Næsesprayen virker udelukkende mod overdoser forårsaget af opioider, og da 80-85 procent af alle overdosisdødsfald skyldes opioider, er den et livsvigtigt redskab. Der kan intet forkert ske ved at bruge næsesprayen, og Paw opfordrer til at anvende den ved den mindste tvivl om en opioidoverdosis: ”Alt er bedre end ingenting.”

I 2024 var der 227 stofmisbrugere, der reddede andre stofmisbrugers liv med Antidotes næsespray.

Paw spørger ud i rummet om de nogensinde har set en overdosis. Tre af dem ryster på hovedet, men den sidste svarer: ”Ja, men så kom der hurtigt en vagt og tog over.”

Han beskriver, hvilke tegn deltagerne skal være opmærksomme på, for at kunne identificere en overdosis. Imens Paw forklarer, hvordan sprayen blokerer opioid-receptorerne i hjernen, sætter han nøjsomt sine fingerspidser for panden.

Han viser, hvordan man aktiverer sprayen. Et dæmpet klik lyder, da han trykker på næsesprayen. Deltagerne får alle selv lov til at forsøge. De anvender en demonstrationsspray, så der, hvor der sædvanligt kommer en fin tåge af væske, strømmer der i stedet en let brise af luft ud.

”Jo mere udbredt det bliver jo bedre,” påpeger den ene kvindelige deltager overfor de andre, mens hun vifter med sprayen i hånden.

Et sted hvor Antidote allerede gør en forskel

I byens misbrugsmiljø er næsesprayen allerede udbredt. Under kurset ses flere personer dreje ned ad en smal grusvej. Nogle går i grupper af tre eller fire, andre alene. Alle med samme mål. De bærer på små poser med indhold, de skal injicere i Nåleparken. Rå murstensmure med pulserende graffiti følger dem ned ad vejen. En park virker som et upassende ord til at beskrive stedet. To skure rager op i en kompakt afskærmning. Skrald fylder jorden, og brugte kanyler ligger spredt på det nedtrådte græs.

En mand sidder på en metalbænk, og en røgsky siver ud af hans mund. Hans ansigt er skjult af det metalgitter, der udgør skurets ene væg. Paw tilbyder ham en pose med en næsespray, og han takker ja.

”Vi giver dem bare en Antidote – vi prøver ikke at belære dem,” siger han senere.

Kursus for alle: Fra fagfolk til unge

Opioidmisbrug er et problem, der florerer i alle samfundslag. Dette afspejler sig i kursets varierede deltagerskare, der består af alt fra vagter og dørmænd til sygeplejersker og bekymrede forældre. Størstedelen af de deltagende er unge, der enten selv tager opioider eller befinder sig i miljøer, hvor det er udbredt. De unge ser dette som en måde hvorpå de potentielt kan lære at redde deres venners liv.

I dag er de fire deltagere i gang med sikkerhedsvagtsuddannelsen. Deres underviser havde anbefalet dem at deltage, da de i deres arbejde kan støde på situationer, hvor denne viden kan være livsvigtig.

Paw fortæller, at han tidligere har hørt om sikkerhedsvagter, der har været nødt til at håndtere sådanne situationer.

”Vi kan da lige smide et billede op i Facebookgruppen til de andre,” siger den ene kvinde, mens kurset nærmer sig sin afslutning.

En pakke, de håber aldrig at åbne

Da Paw har sagt, alt han skulle, trækker han fire sorte stofposer med et iøjnespringende gult logo frem fra sin taske. Han deler dem ud og straks høres den skarpe lyd af fire lynlåse, der åbnes i takt. I poserne er der to næsesprays, en nøglesnor og en kort opsummering af de instruktioner og informationer, Paw har delt de sidste fem minutter. De tager nysgerrigt indholdet ud, studerer det kort og lægger det forsigtigt tilbage.

”Så må vi håbe, at vi aldrig får brug for dem,” siger en kvinde til sine medstuderende.

Viden og menneskelighed i indsatsen

”Må vi tage med til to af vores klassekammerater?” spørger en mandlig deltager. Paw svarer, at det desværre ikke er muligt, da han ikke må udlevere uden undervisning.

Sidste efterår blev det gjort muligt at købe næsesprayen uden recept, men her følger den samme vidensdeling ikke med, hvilket Paw synes er en skam: ”Den viden jeg giver, er lige så vigtig som sprøjten i sig selv.”

Lars Christensen, der er arbejder på Hus Forbi Værestedet, træder ind i lokalet, og understreger vigtigheden af at have kendskab til Antidote. Han læner sig op ad vindueskarmen og forklarer: ”Når de får næsesprayen, bliver de på et splitsekund helt klare. De kan blive enormt sure og udadreagerende på dem, der har givet dem sprayen, fordi det betyder, at de kommer ud af deres rus.”

Han forlader lokalet og lunter tilbage på Værestedet, hvis røde murstensfacade gløder i den lave eftermiddagssol. Udenfor møder han sine kollegaer. De danser, smiler og krammer. Paws øjne følger engageret deres bevægelser, og han siger: ”Noget så simpelt som at vise menneskelighed ved et kram kan gøre underværker for de udsatte.” Paw ved det, for han var selv misbruger i 13 år.

På trods af at der kun dukkede fire personer op, synes Paw stadig, at det giver mening at sidde der torsdag efter torsdag: ”Hvis bare én af dem der har været her støder ind i en overdosis, så har det jo været det værd.”

Powered by Labrador CMS