At stjæle stål i en bil uden nummerplade: Retssag ender i frifindelse
To mænd står tiltalt i en sag om tyveri af skrotmetal for tusindvis af kroner.
I den ene ende af den næsten lydløse retssal i Horsens, sidder en folkeskoleklasse og hvisker. De er taget på udflugt for at opleve det danske retssystem i aktion, men må vente lidt endnu, for de to tiltalte er blevet forsinket af morgentrafikken på Lillebæltsbroen.
Dagens sag drejer sig om årgamle tyverianklager. I dette tilfælde, gentagne tyverier af skrotmetal, rustfrit stål og kabelskrot fra forskellige byggepladser rundt i landet.
Efter 20 minutter, ankommer de to tiltalte, og sætter sig ved hver deres forsvarsadvokat.
”Det er ikke mig i hvert fald”
Den første tiltalte, H, sætter sig ved tiltalebænken.
Han nægter sig skyldig i alle anklager.
H er ejer af en varebil, som skulle være blevet brugt i en række tyverier i 2022-2023. Han fortæller at den ofte lånes ud til venner og familie, og at nummerpladen engang har været stjålet.
Retten ser en række overvågningsvideoer fra forskellige byggepladser, hvori grupper af maskerede mænd hopper ud af en varebil, læsser diverse skrotmetaller ind i bilens lad, og kører væk. H genkender varebilen i videoerne som sin egen, dog er der ingen nummerplade på bilen.
H kan ikke genkende nogle af de maskerede mænd på overvågningsvideoen, men kvitterer med:
”Det er ikke mig i hvert fald.”
H oplyser at han var på arbejde på de pågældende dage, hvilket han har forsøgt at finde dokumentation for.
Efter H igen har sat sig tilbage, bliver den anden tiltalte, P, bedt om at tage plads på tiltalebænken.
En tilbagelænet tiltale
P, en 38-årig mand, slentrer op til tiltalebænken og sætter sig. Han er iført joggingtøj og læner sig hen over bordet.
P fortæller at han og H har kendt hinanden i mange år, men at P ikke genkender varebilen på overvågningsvideoerne.
Retten får fremvist en ny række overvågningsvideoer, som minder om de forrige: Grupper af maskerede mænd hopper ud af en varevogn, læsser skrotmetal, rustfrit stål og kabelskrot ind i ladet, og kører hurtigt væk.
P bliver spurgt ind til de maskerede mænd, som optræder på videoerne. Han ønsker ikke at svare på om han genkender personerne.
P bliver spurgt ind til sin egen tilstedeværelse på videoerne, og svarer blot:
”Det erindrer jeg ikke”.
Vidneforklaringer
Fem vidner bliver hver for sig ført ind i salen, og giver hver deres fortælling om hvad der skete på de pågældende dage. De giver alle en værdiansættelse på det stjålne skrot og estimerer det til at være omkring 5.000 til 20.000 kr. pr. gang.
Anklager- og forsvarstaler
Det sidste punkt på dagsordenen, inden dommen, er at anklageren og forsvaret hver især skal forklare deres syn på sagen.
Den første til at tage ordet er anklageren, som mener at P tydeligt kan ses som en af de maskerede mænd på overvågningen. Anklager peger på, at H potentielt kan have medskyld i sagen, pga. H og P’s relation, samt varebilen.
Forsvarerne til H og P kræver frifindelse af begge tiltalte. De ser ikke, at der er tilstrækkelige beviser for de tiltaltes medvirken. De kritiserer politiet for at ”svigte objektivitetsprincippet”, og mener ikke at der er blevet gjort nok efterforskning af sagerne til at dømme de to mænd for tyveri.
Dommen
Dagen retssag i Horsens ender med en frifindelse til H, grundet manglende beviser. P kendes skyldig i ét af tiltagene, men idømmes ingen yderligere straf.