Boligdrømmen glider længere væk: Unge par presses ud af Aarhus’ ejerboligmarked
Med boligpriser, der ifølge Nykredit forventes at stige med op til 10 % i 2025, bliver ejerboligen en luksus for de få. For Niels Krogh og Ditte Nielsen er drømmen om en lejlighed i Aarhus ved at briste.
Niels Krogh og Ditte Nielsen, et ungt par i midten af 20´erne, har gennemsøgt Aarhus’ boligmarked i måneder. De er begge i faste job, men med priser, der stiger hurtigere end deres opsparing, virker drømmen om en ejerlejlighed længere væk end nogensinde.
“Vi har kigget på alt fra toværelses til små rækkehuse,” fortæller Niels. “Men hver gang vi tror, vi har fundet noget, bliver det solgt til en pris, vi slet ikke kan matche.”
Ifølge Nykredits seneste prognose forventes ejerlejligheder at stige med op til 10 % i 2025 og yderligere 6 % i 2026. Nordea vurderer en lidt lavere stigning på omkring 4 % om året.
Udviklingen har sociale konsekvenser. En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at andelen af lønmodtagere i ejerboliger er faldet markant siden 2013, mens flere flytter til almene boliger. I dag udgør de almene boliger omkring 20 % af den danske boligmasse.
For Niels og Ditte er alternativerne få. “Vi vil gerne blive i Aarhus, tæt på vores arbejde og venner,” siger Ditte. “Men vi overvejer nu at leje i stedet, det virker som den eneste realistiske løsning.”
Ejerboligen som luksus
Hvis udviklingen fortsætter, bliver ejerboligen en luksus for de få. Der skal bygges flere almene boliger og reguleres i de mest pressede områder, ellers risikerer storbyerne at blive forbeholdt dem med de højeste indkomster, mens par som Niels og Ditte må kigge ind gennem ruden.
Almene boliger som løsningen
Rapporten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger på, at faldet i ejerboliger blandt lønmodtagere er størst i Aarhus og København, hvor efterspørgslen er højest. Samtidig fremhæves almene boliger som et centralt værktøj til at sikre, at almindelige familier fortsat kan bo i byerne. Uden nye tiltag kan udviklingen skabe en social opdeling, hvor storbyerne bliver forbeholdt de bedst lønnede.