Bopælen kan diktere, hvornår borgere med handicap får deres bevilling til hjælpemidler. "Det kan gå stærkt ud over livskvaliteten"
I nogle kommuner kan blinde møde op til over et halvt års ventetid på en bevilling til en førerhund, mens man i andre kun skal vente helt ned til to dage, fortæller Dansk Blindesamfund. De store forskelle fortæller noget essentielt om den måde, vi har valgt at indrette vores velfærdssamfund på.
"Det må aldrig være postnummeret, der bestemmer kvaliteten af velfærdssamfundet."
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol, da hun i oktober åbnede det nye folketingsår. Men som virkeligheden ser ud lige nu for en lang række af borgere, er der langt til statsministerens velfærdsideal.
Hjælpemidler er essentielle for mange borgeres livskvalitet ifølge landsformand for Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen. Alligevel har bopælskommunen betydning, hvornår man kan forvente at få hjælp.
Mere end bare et hjælpemiddel
Dansk Blindesamfund står for en af de ordninger, der hjælper folk med synshandicap med at få en førerhund. Processen har flere led for at sikre, at matchet mellem borger og hund er rigtigt. Men det er ofte, når ansøgningen skal gennem kommunen, at nogle sager trækkes i langdrag.
"Generelt oplever vi, at ansøgningsprocessen for bevillinger tager omkring to måneder. Men det kan også tage ned til to dage og op til over et halvt år," fortæller Jesper Bentil Holten, der er næstformand i Dansk Blindesamfund og ansvarlig for deres førerhundeordning.
En førerhund betegnes under servicelovens paragraf 112 som et hjælpemiddel. Det betyder, at borgerens hjemkommune skal yde støtte til hjælpemidler, hvis det vurderes, at de kan understøtte borgere med varigt nedsat funktionsevne. Herunder tilfælde, hvor det i væsentlig grad kan lette borgerens hverdag eller er nødvendigt for, at de kan passe et arbejde.
En førerhund giver øget mobilitet, fortæller Jesper Bentil Holten. Man er sikrere, når man går på gaden eller venter på perronen, og den øger trygheden, når man bevæger sig ud fra ens vante rammer i bybilledet.
"Lang ventetid bliver især en problematik, hvis du er flergangsbruger, og din hund pludselig dør. Så kan du risikere at stå op til en halvt år og vente på en ny. Men du var vant til hverdagen med en førerhund, så du skal igennem en længere overgangsperiode og vænne dig til at gå med stok. Det kan være ubehageligt for nogle og simpelthen mindske deres rækkevidde," forklarer han.
Et problem større end førerhundene
Der er ikke som sådan noget, der peger på, at en bevilling til en førerhund tager længere tid at behandle end andre, vurderer Jesper Bentil Holten. Dansk Blindesamfund har for eksempel før beskrevet store forskelle på ventetiden for at få bevilliget en blindestok.
I Dansk Handicap Forbund kender man også til de store forskelle på ventetider.
Og det kan gå ud over livskvaliteten i den periode, man venter, mener Susanne Olsen, Landsformand for Dansk Handicap Forbund. Det kan sågar give flere skader, fordi kroppen selv må kompensere for hjælpemidlet, som man går og venter på.
"Bevillingsprocessen for nogle hjælpemidler tager simpelthen bare tid. Særligt ved de specialfremstillede remedier. Men det bør ikke tage månedsvis at få bevilling," siger hun.
Et sted at starte kan være ved at gøre processen for generhvervelse af et hjælpemiddel mere simpel, end den er i dag. Der skal man endnu en gang igennem en vurdering fra en konsulent af, om man egentlig mangler hjælpemidlet, mener organisationen.
Kommunerne har magten
De lange sagsbehandlingstider og forskellene på dem er kommunalforsker og centerleder ved DMJX Roger Buch også helt bekendt med.
“Der er flere kommunale områder, som er berørte af lange sagsbehandlingstider, foruden handicapområdet. Socialområdet for eksempel. Kommunerne har jo lokalt selvstyre, så de er ikke underlagt nogen nationale regler i forhold til sagsbehandlingsfrister. Det kan de helt selv styre," fortæller Roger Buch.
"Der er ingen tvivl om, at den enkelte borger kan opleve det som dårlig service med lang ventetid. Men det er ikke bare en oplevelse. Det er også et objektivt faktum, at det er dårligere service, hvis man skal vente 1 måned kontra 10," fastslår han.
Der er dog ikke nødvendigvis nogle generelle tendenser for, hvilke kommuner, der ender med at have lange sagsbehandlingstider. Det kan i følge kommuneforskeren komme an på så mange ting, og samtidigt skifte fra tid til anden, afhængigt af, hvad der ellers foregår i kommunen.
“Hvis det her skulle ændres, kunne man for eksempel uddelegere opgaven til staten - men det ville også få konsekvenser, som ikke nødvendigvis er positive. I det tilfælde, kunne man måske ende med at få balanceret ventetiden mere, så det ville være lige, uanset hvor i landet, man er bosat," forklarer Roger Buch, men påpeger, at man da højst sandsynligt vil ende med en ventetid på 4 til 5 måneder landet over i stedet.
Både Jesper Bentil Holten og Susanne Olsen mener dog, at der er et sted, man allerede nu kan sætte ind, hvis man omprioriterer ressourcerne kommunalt.
“Hvis man forsimpler processen for blandt andet generhvervelser, kunne man spare en del tid og bruge den på de mere komplicerede sager - og dermed forkorte ventetiden generelt,” vurderer Jesper Bentil Holten.
Lige nu er standardproceduren nogle steder, at man ansøger om bevilling på samme vilkår, som hvis det var første gang. Det vil sige, at man skal konsulteres, og det skal dokumenteres, at man fortsat har behov for hjælpemidlet. Også selvom hjælpemidlet fra start bevilges til livslange handicap.
Men variationen i ventetiderne er også et vilkår i vores velfærdsstat.
“Når vi ser så store forskelle blandt kommunerne, er det jo i virkeligheden et resultat af den måde, man har valgt af forvalte velfærdssamfundet på,” fastslår Roger Buch.
Der er eksempler på, at man stadig skal igennem en hel ansøgningsproces til en badestol, selvom man fast har haft en de sidste 17 år. "Den behandlingstid kan nok godt effektiveres,” siger Susanne Olsen.