Børne- og ungepsykiatrien er kritisk infrastruktur for flere familier – nu er ny akutplan præsenteret

Mange børnefamilier i Region Midtjylland er hvert år i berøring med psykiatrien, men ventetiderne er alt for lange. Det skal den nye akutplan ændre på.

Frem til 2028 bliver der postet én milliard kroner ekstra i børne- og ungepsykiatrien.
Offentliggjort

Den gennemsnitlige udredningstid i børne- og ungepsykiatrien er på landsplan 167 dage.

Patientrettigheden lyder på et sammenhængende forløb på i alt 60 dage.

Det betyder, at børn og unge under 18 år i gennemsnit venter 107 dage for længe på psykiatrisk hjælp.

Det vil den nye landsdækkende akutplan forsøge at gøre kål på med udvidede åbningstider, hvor flere weekender og aftener bringes i spil, mere brug af private aktører og mulighed for at bruge voksenpsykiatere i den ældste aldersgruppe.

Det er nogle af de tiltag, som skal være med til at nedbringe ventetiden i børne- og ungepsykiatrien. Desuden skal flere børn og unge hjælpes tidligere, så færre rent faktisk får brug for psykiatrien.

Det er målet med den såkaldte akutplan på området, som sundhedsminister Ida Auken (S), Mads Duedahl (V), formand for Danske Regioner, og Peter Rahbæk Juel, formand for Kommunernes Landsforening, fredag har præsenteret på Christiansborg.

Der er afsat 250 millioner kroner i 2026, 500 millioner kroner i 2027 og 250 millioner kroner i 2028, og planen skal gennemføres i et samarbejde mellem regioner og kommuner, lyder det fra Ritzau.

Region Midt’s Børne- og Ungdomspsykiatriske Afdeling

Hjælper børn fra 0-18 år med svære psykiske problemer. 

Deres tilbud ligger i Skejby, Gødstrup og Viborg. 

De har telefontid mandag til fredag kl. 08-10. 

Kilde: Aarhus Universitetshospital

I en pressemeddelelse siger direktør for Psykiatrifonden Marianne Skjold, at ”børn, unge og deres familier har måttet træde vande i umenneskeligt lang tid. Nu kan de i højere grad få adgang til hjælp. Det er godt. Ikke kun for børnene, men også deres familier og samfundet."

Resonans har talt med chefsygeplejerske på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Skejby Sygehus, Dorte Purr Hede.

”Med den nye akutplan er der øget mulighed for, at børnene kan få hjælp nært og tidligt, så de ikke ender med at blive så syge, at de faktisk ender her på sygehuset, da der nu kommer øget fokus på at sikre mere hjælp i de let tilgængelige tilbud.

I Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Region Midtjylland arbejder vi allerede med udvidede åbningstider. De ansatte i psykiatrien har typisk én lang dag om ugen med det formål at øge afdelingens åbningstid. Disse erfaringer vil vi trække på i implementeringen af den nye akutplan,” lyder det fra Dorte Purr Hede.

Efter Ritzau

Powered by Labrador CMS