Børnelatter og popcorn: Sæsonen for "Aarhus Børnefilm" er skudt i gang

Den lille biograf, Trøjborg Biograf, midt på Trøjborg danner søndagen rammerne for sæsonstarten på Aarhus Børnefilm. For en stund vil den være fyldt med Minecraft og Pokemon t-shirts, sko som blinker i sålen og tylskørter.

Det milde efterårsvejr opildner ikke til popcorn og film. På Trøjborg er køen dog lang, da Aarhus Børnefilm skyder sæsonen i gang.
Offentliggjort

”Skal jeg ikke lige bære dem der?” spørger en far og rækker ud efter popcornene da de går fra billetlugen. ”Nej! Jeg taber ikke en skid.” hurtigt og bestemt lyder det fra sønnen. Alt imens popcorn drysser ud af hånden på ham fra bægeret han knapt kan holde i hånden.

Duften af popcorn er gennemtrængende. I den gamle billetluge er der linet op med popcorn, sodavand og click mix poser til 25 kroner så langt øjet rækker. Tre unge medarbejdere står klar til at tage imod de spændte børn.

Aarhus Børnefilm er blandt landets ældste foreninger når det kommer til at vise film til børn. Siden 1948 har de med støtte fra Aarhus Kommune, inviteret børn fra 0.-5. klasse i biografen.

Seks forskellige film skal spille over to weekender hver måned, fra den 28. september og frem til 1. marts 2026.

Klar, parat, start

Børnene skal se, ”Harepatruljen: Vogterne af det gyldne æg”, og forventningens glæde er ikke til at tage fejl af mellem det høje lydniveau, hoppene fra børnene i ren eufori, de mange slikposer og popcorn som bliver langet over disken.

”Jeg er bare lidt stresset”, lyder det fra en far, som forsøger at balancere billetter, bamser og popcorn.

Der er dog ikke mange ledige sæder at spore, hvilket betyder at næsten 190 børn er at finde i den lille biograf. De har sammen fundet vej til den største sal og på filmen kan der snart trykkes play.

Konceptet bygger på at give børnene de bedste forudsætninger for en god oplevelse. Børnene har mulighed for at tage alene afsted, da filmen bliver overværet af minimum en af de 14 frivillige, dog har flere forældre fundet sig til rette i de bløde stole.

Søndag deltager fem frivillige. Resten af de frivillige er blevet fordelt ud på næste weekend, hvor filmen spiller både lørdag og søndag.

En lille klappe rytme, som de fleste bedste kender fra folkeskolen, ledes an af de frivilliges hænder og børnene kender den tydeligt og efterligner troligt. Flere tys lyde breder sig i den menneskefyldte sal og giver den frivillige opmærksomheden. Han står med udsigten over de 11 rækker og byder velkommen.

Pauli Bording er en af de frivillige kræfter bag foretaget. Han bliver med sine runde briller og røde fleecevest, kaldt ‘chefen’ blandt de frivillige og dette ikke helt uden grund, ”Jeg har været frivillig her i 35 år. Ja, jeg har været med i mange år efterhånden,” siger Pauli og smiler fra øre til øre.

Når dørene lukker

”Hey Emma, hørte du det, klokken ringer ind - vi kommer for sent”, lyder det fra den ene hare på lærredet som går fra væg til væg. Lyden af dåsesodavand som åbnes bryder roen, som helt naturligt sænker sig i takt med, at lyset dæmper sig og dialogen mellem harerne summer fra højtalerne.

Flere forældre sætter sig til rette i den lille forhal.

Duften af popcorn bliver erstattet med duften af kaffe som produceres i linde strømme. Der er 14 borde i den lille forhal, men hurtigt er ikke et eneste bord ledigt. Flere sidder og snakker og en enkelt har taget sin computer med og får klaret lidt arbejde.

En af dem som har taget plads, er Jessica Jørgensen og sønnen Storm. ”Det er hyggeligt at hun er sammen med klassen og de laver noget udenfor skolen hvor de er sammen”, siger Jessica, som også er mor til en datter i 2. klasse som sidder inde i sal 1. Det er tredje sæson for den lille familie og datteren er sammen med 19 af sine klassekammerater gået hen og blevet en trofast biografgænger.

”Du vil virkelig gerne være med”, siger Jessica og kigger over på sønnen. Storm går i børnehave så for nu må han nøjes med den varme kakao med flødeskum. ”Så kan jeg være med til at se en anden film i biografen?”, kvitterer han smilende med flødeskum på næsen. Udsigten til selv at kunne være med i filmklubben er han tydeligt svært tilfreds med.

Fem kvarter senere

Da filmen slutter fem kvarter senere, åbner de frivillige dørene og stiller sig i langs trappen og giver plads til, at børnene kan bevæge sig ned ad trappen.

De som har været alene afsted, kommer ud med blikket rettet mod de forældre som er kommet for at hente. Forældrene har lige så lange øjne mod den lille trappe og velkendte ansigter.

Toiletterne bliver troligt besøgt og sætningerne, ”Merle skal du tisse?”, ”Emma jeg skal altså lige på toilet”, ”Atlas så mødes vi lige her når du har tisset” og ”jeg skal lige høre: skal I tisse inden vi kører,” næsten flyver gennem den lille forhal.

Børnene svinder sammen med deres forældre, ud på Trøjborg gennem de dobbeltglasdøre som lyser den ellers mørke biograf op.

Tilbage står de frivillige kræfter med koste og en rygstøvsuger som i en anden Ghostbuster film.

Når det kommer til oprydningen, tager Pauli det med et smil, ”Personalet er flinke til også at hjælpe hvis det kniber.”

Gulvet er ryddet, og lyset er tændt. For en time siden rungede salen af børnelatter, blinkesko og popcorn. Nu, kun 18 minutter efter rulleteksten er færdigrullet, er børnene ude i efterårssolen, og biografen er klar til resten af dagen. Aarhus Børnefilms nye sæson er begyndt.

Powered by Labrador CMS