Broderskab i bokseringen - Her kan man slå hinanden og kramme bagefter.
Det er igen blevet torsdag, og bokserne stiller sig klar til konditionstræning. Klokken slår fem, og nu begynder en times hårdt arbejde.

50 Cent brager i anlægget. Ti sæt boksesko tramper mod gulvet. Efter 20 sekunder skærer en stemme gennem rummet. ”Skift!” skoene hviner mod måtten, idet bokserne skifter retning for at løbe den anden vej rundt om bokseringen.
Opvarmningen er færdig i bokseklubben Lolenga Mock Boxing. Tunge vejrtrækninger overdøver næsten musikken i baggrunden. Den tidligere verdensmester i boksning, Lolenga Mock, står med krydsede arme og skuer ud over de 10 boksere. Han tæller ned fra femten. Det er den tid, han har sat af til vandpausen.

Nyttige redskaber til hverdagen
Når Frederik Maxen på 24 har fri fra sin salgslederstilling i Lidl, Prøver han grænser af med Lolenga Mock.
”Jeg kan helt sikkert bruge det i min hverdag. Lige så vel som det bygger din krop, så bygger det også din mentalitet. Og vide at du godt kan give mere, end du egentligt tror du kan.”
Frederik Maxen har gået til boksning siden starten af året, men nu er det en vigtig del af hans hverdag. Kort tid efter han begyndte i klubben, skiftede han en enkelt træning i ugen ud med fire faste træninger. Hans ambition er tydelig. Frederik Maxen vil være klar til næste gang der er fight.
Efter vandpausen bliver de placeret ved hver deres boksepude. En klokke ringer. Kæderne fra boksepuderne klirrer i takt med en nedtælling fra ti. Bokserne skiftes til at tælle ned, hvor hver nedtælling sætter gang i en ny bokseteknik. Lolenga Mock lister rundt midt i ringen af boksepuder, og forsikrer sig, at øvelserne bliver taget alvorligt af deltagerne.

No pain - No gain
”No pain” råber Lolenga Mock
”No gain” lyder svaret fra bokserne.
Det første svar, var ikke godt nok til Lolenga Mocks smag, og de gentager kampråbet tre gange. Et smil breder sig på Lolenga Mocks læber. Det er et ordsprog der betyder meget for Lolenga Mock. Det står flere steder på væggene i centeret, og det pryder også forsiden af hans træningstrøje.
Vinduerne under taget, lader solen bage ind i boksecenteret. Ingen af dem er åbne. Selvom bokserne ligger i planken, skal de konstant løfte en arm, for at tørre svedet væk fra ansigtet. Under boksepuderne bygger der sig en pøl af sved op, men det forhindrer ikke Frederik i at bokse videre.
Klokken lyder en sidste gang for øvelsen, og en nedtælling fra femten begynder igen. Den tidligere snak der havde været mellem deltagerne ved træningens start, er blevet udskiftet med en konstant kamp for at fylde lungerne. Trøjerne sidder som malet til Lolenga Mocks elever, og de femten sekunder er langt fra nok til at genvinde energi til den sidste øvelse.
Et frirum
For Frederik Maxen er det et værdifuldt afbræk fra hverdagen, og en god måde at træne sit mindset på.
”Mine tanker var lidt at prøve at springe ud i ting. Boksning giver dig en anden form for selvtillid, og fællesskabet er med til at bygge dig op som person.”

En af de ord Frederik Maxen bruger flere gange, når han skal snakke om fællesskabet i Lolenga Mock Boxing, er broderskab. Det er også tydeligt på de smil der fylder rummet, så snart man kommer ind. Smilene er mere tydelige før og efter træningen, men den gode energi og respekt for hinanden er til stede under hele træningen.
Familien i Lolenga Mock Boxing
”Det er meget brødreagtigt. Man får lov til at slå til hinanden, man begynder at tage lidt pis på Christian, hvis han ikke holder formen i planken.”
Efter den sidste omgang som består af 20 minutters cirkeltræning, får bokserne endelig lov til at sætte sig ned. Efter Frederik har været ude for at vride sin tanktop for sved, sætter han sig ned for at strække ud. Hurtigt tilslutter de andre boksere sig til Frederik, og efter de første fem minutter er gået med at vinde pusten tilbage, vender grin og smil tilbage.
Det er denne fællesskabsfølelse der skaber den tilbagevendende effekt. Der bliver snakket om alt fra nervøsiteten op til næste kamp, og hvad der sker i hverdagen. Lolenga Mock er ved at gøre klar til næste session. De sidste svedige kram og highfives bliver udvekslet mellem bokserne, inden de begiver sig hjem.