Bryggerier bukker under for stigende omkostninger

Stigende priser på råvarer, energi og lønninger presser især de små bryggerier, viser nye tal fra Bryggeriforeningen.

Stigende produktionsomkostninger rammer de mindre bryggerier.
Offentliggjort
Kilde: Beerticker og Bryggeriforeningen

For første gang siden år 2000 er antallet af bryggerier i Danmark faldet. Ifølge tal fra Bryggeriforeningen var der i 2023 i alt 237 bryggerier, hvilket er et fald sammenlignet med året før og bryder med mere end to årtiers konstant vækst. Tendensen med færre bryggerier er fortsat i 2024, hvor der tælles 220 bryggerier.

Produktionsomkostninger stiger

Udviklingen skyldes især markant stigende produktionsomkostninger, forklarer Louis Illum Honoré, kommunikationschef i Bryggeriforeningen: 

"Øl er blevet dyrere at producere. Priserne på humle og malt er steget kraftigt, og det samme gælder energi og lønninger. Samlet set lægger det et stort pres på bryggeriernes økonomi." 

Små bryggerier hårdest ramt

Ifølge Honoré rammer omkostningsstigningerne især de mindste bryggerier, som ofte har færre økonomiske muskler. Samtidig er konkurrencen i branchen blevet hårdere efter mange år med stor tilgang af nye mikrobryggerier. 

"Der er kommet mange spillere på markedet, og nu ser vi en naturlig konsolidering, hvor nogle af de mindste bryggerier ikke længere kan få forretningen til at løbe rundt," - siger han. 

Forbrugerne skiftede mod billigere øl

Inflationen har også påvirket forbrugernes adfærd. Under de høje prisstigninger valgte flere danskere billigere øl frem for specialøl, hvilket har gjort det sværere for nichebryggerier at overleve. 

Powered by Labrador CMS