Carl Maria Savery beskyttede sårbare danskere - Musikken var hans våben
En ung Carl Maria Savery bliver indkaldt til hæren under Første Verdenskrig. Han skal kæmpe for tyskerne ved fronten. Men i stedet for at blive udsendt som soldat, bliver han sendt i krig som pianist. Han skal underholde soldaterne, når de ligger i hvilestilling om aftenen. Det skal dog vise sig, at oplevelsen bliver både traumatisk og afgørende for Saverys videre liv. Og at han kommer til at udføre noget af det allerførste musikterapeutiske arbejde i Danmark. På Ortopædisk Hospital i København eksperimenterer han med musik som led i behandlingen af børn med cerebral parese.