Carola Kaaris kan rumme de fleste. Hun prøver i hvert fald

I legetøjsbutikken, Askeladen, er der tradition for at ansætte mennesker med særlige udfordringer. Carola Kaaris er tredjegenerationsejer. Hun bruger sine egne erfaringer til at skabe et rum til dem, som ofte bliver overset af systemet. 

Carola Kaaris ejer legetøjsbutikken, Askeladen
Offentliggjort

”Nogle gange kan det være nemmere at hjælpe andre, når man selv har haft udfordringer tæt inde på livet. 

I min familie har alle diagnoser. Jeg er vokset op uden en biologisk far, men med en mor, som har borderline. Jeg har selv ADHD. Min søn har ADHD og autisme. Sådanne diagnoser er jo ofte arvelige.

 Min mormor åbnede butikken i 1978. Min mor overtog den i 2008. Jeg overtog den i september 2025. Det er en tredjegenerationsbutik.

 Vi har hjulpet rigtigt mange mennesker på vej hernede fra. Mennesker som har været syge med stress eller udbrændthed. Nogle som har været udsat for en ulykke. Andre, som generelt har haft det svært i livet. 

Lige nu har jeg ansat to flexjobbere. Og så har jeg to unge piger, som igennem stu (særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse), er kommet i et praktikforløb hos mig. Gennem min søn har jeg fået et stort indblik i, hvordan det er at være et ungt menneske med en diagnose. Det kan være frygteligt nederlagspræget, og samtidigt er der ikke altid meget hjælp at hente. 

De mennesker, som er ansat her, er ofte blevet tabt af systemet. De er på mange måder bare blevet placeret her. Jeg prøver at skubbe på. Få hjælp til at finde løsning, så de ikke skal ud at klare sig helt alene, når de er færdige med at arbejde i butikken. Det er mennesker, som har mange kompetencer, men som også har nogle reelle problematikker, der skal tages alvorligt.

Jeg er en pleaser. Det er en konsekvens af at være vokset op med en mor, som har en diagnose. Mine behov var ikke altid de vigtigste. I stedet var det ofte min mors. Alligevel har vi en tæt relation. Hun er ret cool. En stille kvinde, men hvis noget skal fikses, så finder hun hurtigt boremaskinen frem.

Min mor betyder alt. Min mor og mine to børn. De tre kommer før alt.”

Carola Kaaris, 42 år, butiksejer, Latinerkvarteret, Aarhus C

Powered by Labrador CMS