”Champagnedamen” risikerer usædvanlig hård straf for gentagende bedrageri

En 29-årig kvinde har fået øgenavnet ”Champagnedamen” i Salling Groups butikskæder. Nu risikerer hun at få en højere straf end normen for denne slags kriminalitet.

Retssagen skulle være afviklet på blot en dag, men viser sig at være mere kompleks end nogen havde forventet.
Offentliggjort

Én efter én bliver forholdene læst op i retten.

”Er det dig?”, spørger anklageren. ”Ja det er mig, men jeg kan ik huske det der”, svarer den tiltalte i sagen, mens utallige billeder af videoovervågning fra diverse butikskæder ruller over skærmen.

Sådan går timeren langsomt frem denne torsdag i byretten i Aarhus. En 29-årig står tiltalt for hele 81 tilfælde – primært af bedrageri. Den systematiske gentagelse af samme metode kan få afgørende betydning for den endelige straf.

Hun sidder foroverbøjet, med blikket i bordet og ser overvældet ud. Det kan man umiddelbart ikke bebrejde hende, når man kigger i anklageskriftet. Alle 81 forhold skal efter planen gennemgås i retten i dag. Det bliver hurtigt tydeligt, at det er helt urealistisk at nå, og retten må frustreret kaste håndklædet i ringen og udskyde sagen efter gennemgangen af blot 50 af dem.

Champagnedamen

To mænd kommer skiftevis ind og sætter sig i den varme stol i midten af retslokalet. De fortæller to påfaldende ens historier, men episoderne er forskellige.

”Hun står og lurer på om der bliver luft. Når der gør, tager hun 5 flasker champagne", fortæller det første vidne, og forklarer hvordan den 29-årige angiveligt skulle være gået op til kassen med flaskerne, og bedt om penge retur ved hjælp af en falsk kvittering.

”Jeg vidste godt, at Champagnedamen var på tur rundt i byen. Ja, vi kalder hende Champagnedamen, fordi hun har lavet det samme nummer i flere af vores butikker”, siger det næste vidne og nikker med hovedet over mod kvinden.

Ikke for sjov

Endnu et overvågningsbillede ruller for skærmen, og anklageren spørg nu den 29-årige, hvem hun er sammen med på billedet. Hun vil ikke sige, hvem det er.

”Han er ik for sjov”, siger hun blot. Hun fortæller, at hun skylder den pågældende penge. Ifølge hende er hun og hendes familie blevet truet og på den måde tvunget til at udføre bedrageriet.

 ”Det er også noget, jeg fortryder”, kommer det lavmælt fra kvinden.

Varetægtsfængsling

Den 29-årige har siddet varetægtsfængslet i 5 måneder nu, og dommerens beslutning om en eventuel forlængelse har stor betydning for den strafferamme, kvinden kan forvente i sidste ende. En fortsættelse ville ifølge forsvarsadvokaten være ”uproportionel”, og han hiver gamle sager op fra arkiverne til sammenligning.

Ifølge tidligere praksis ville en betinget dom være sandsynlig, da der er tale om formodet bedrageri for 100.000 kr. eller derunder. Men gentagelsen i denne sag kan få større betydning end beløbet. Og netop det lægger anklageren vægt på, da det bliver hendes tur til at tale.

Nu vender dommeren blikket mod den 29-årige.

"Kan jeg ik' bare komme ud? Jeg kan ik' holde ud at være i fængsel mere", siger hun lavmælt med hånden på et plaster ved sin hals, der skjuler de selvskader, hun for nylig har pådraget sig.

Dommer og nævninge forlader retslokalet for at votere, og der bliver stille i det store rum. De vender efter nogle minutter tilbage. Stilheden ophæves af dommerens forklaring. Den 29-årige synker ned i sædet og får et tomt blik. Det er tydeligt, at realiteten af rettens beslutning synker ind.

Hun bliver ikke løsladt fra sin varetægt.

Retssagen fortsætter d. 26. november.

Powered by Labrador CMS