Computerspil minder om gambling: Vi har åbnet 1.000.000 kasser i Counter-Strike. Prøv selv!
Lootboxes i Counter-Strike 2 fungerer som et lotteri: Du betaler for en kasse, trykker “åbn” – og håber på et sjældent skin med høj værdi. Forskning peger på, at gamblificerede mekanikker hænger sammen med problematisk gambling. Prøv vores kasseåbner-simulator og se, hvordan de få jackpots skjuler de mange tab.
Computerspil som et casino
Counter-Strike 2 er ejet af Valve, og spillet er bygget op om skins: Våben, knive og handsker, som ikke gør dig bedre – men som kan føles værdifulde, fordi de ser anderledes ud og kan være sjældne.
Når dit barn åbner kasser i Counter-Strike, betaler de for et tilfældigt udfald. Træner Jesper Sønderriis Laursen kalder det en “tombola” og advarer: Det kan blive dyrt, hurtigt.
VIVE beskriver i sin rapport om børn og unges gaming og gambling, at penge i spil kan opleves “mindre virkelige”, og at designet kan gøre det sværere at gennemskue, hvornår man faktisk bruger rigtige penge.
Samtidig peger et forskningsprojekt fra Københavns Universitet på, at økonomiske transaktioner – køb, handel og tilfældige belønninger – bliver en mere “naturlig del” af at spille populære computerspil. KU har bl.a. fundet, at omkring halvdelen af børn og unge, der gamer, har brugt penge på virtuelle valutaer, og at omkring en fjerdedel har brugt penge på lootboxes.
“Det svarer lidt til et kasino, hvor du ikke kan spille om rigtige penge, men spiller med jetoner – og lige uden for døren sidder der et firma, som står for at veksle jetonerne til penge. Så på den måde falder det ind under det, folk normalt forstår som gambling.”
Er Counter-Strike gambling?
Her er det vigtigt at slå fast, at de to eksperter, vi har talt med, vurderer det forskelligt, når de bliver spurgt om, hvorvidt Counter-Strike er gambling eller blot minder om gambling.
Lars Fynbo, der er seniorforsker, ph.d., VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, skelner mellem kasseåbninger inde i spillet og gambling udenfor:
“Jeg vil ikke kalde det gambling, det der foregår inde i spillet. Det har karaktertræk, der minder om gambling. Når du køber en lootbox, så køber du en chance. Men det er helt klart gambling, det der sker ude på de der tredjepartssider,” siger Lars Fynbo.
Rune Kristian Lundedal Nielsen, lektor hos Play, Culture, and AI ved IT-Universitetet i København, siger omvendt, at det i praksis er gambling, fordi tredjepartsmarkedet er så etableret, at værdien kan omsættes:
“Det svarer lidt til et kasino, hvor du ikke kan spille om rigtige penge, men spiller med jetoner – og lige uden for døren sidder der et firma, som står for at veksle jetonerne til penge. Så på den måde falder det ind under det, folk normalt forstår som gambling.”
Rune Nielsen peger også, at man kan logge ind med sin Steam-konto, der hvor man sælger og better med sine skins:
“De gør det ved, at man via deres API, som er en funktion, der gør, at du kan bruge dit login fra spillet til at logge ind andre steder. På den måde kan du med din Steam-konto logge ind på alle mulige hjemmesider – også ulovlige bettingsider – hvor du så kan bruge skins som ‘penge’.”
Simulatoren har talt: Du taber 95 ud af 100 gange, du åbner en kasse
På www.hvorskaljeghandle.christmas kan du prøve vores kasseåbner-simulator: Hver gang du åbner en kasse, koster det 22 kr. Du får løbende en graf, der viser noget vigtigt: Når man åbner kasser i spillet, så er det utrolig sjældent, der er “jackpot”. De få jackpots er store og får gennemsnittet til at se mindre slemt ud, men ved 95% af åbningerne, der taber man altså penge.
Og ja, de vilde gevinster findes. I simuleringen var den bedste åbning et ekstremt dyrt kniv-skin til en værdi på ca. 40.000 kr. Men det er før selskabet bag Counter Strike tager 15% af salgsbeløbet og putter det i egen lomme som et salgsgebyr. Og de eftertragtede skins til knive fås kun 0,256 % af gangene. Det vil sige, at du i snit skal åbne 400 kasser, før den store gevinst dukker op på computerskærmen.
Det er præcis den ubalance, der gør mekanikken potent: Meget få store gevinster og en hel masse små tab. Prøv selv lykken med at åbne kasser i vores simulator på www.hvorskaljeghandle.christmas
Selvom Lars Fynbo ikke vil kalde mekanismerne inde i spillet for gambling, så kan det have konsekvenser, hvis man ikke er opmærksom på, hvad ens barn foretager sig inde i spillet: “Hvis der er for lang afstand mellem forældrenes ansvar og det, børn foretager sig, så er der et problem. Mange børn vil forbinde det at tabe penge online med skam – og så lever de med en lang liste af dårlige følelser. På en eller anden måde udnytter man jo børnene, når gaming bliver fyldt op med markedsmekanismer. Og det synes jeg er et problem.”
Ministeren prøvede selv Counter-Strike – og sammenlignede lootboxes med roulette
I Næstved Esport prøvede skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) selv Counter-Strike for at forstå, hvordan børn og unge møder gambling-lignende elementer. Hun sagde ordret:
“Jeg tager klart med mig, at der er nogle ting i spillene – lootboxes (præmiekasse eller en pakke i computerspillet, red.) og andre elementer – som minder om at sidde og spille roulette eller trække i en enarmet tyveknægt. Mange spilafhængige har også fortalt mig, at det netop er her, de første gang møder den slags mekanismer.”
I både Belgien og Holland har myndighederne vurderet, at betalte lootboxes kan ligne hasardspil, fordi man betaler penge for et tilfældigt udfald. Som reaktion har Valve blokeret muligheden for åbne kasser i Counter-Strike for belgiske og hollandske spillere.
En ureguleret børshandel
Rune Kristian Lundedal Nielsen peger på, at ændringer i spillets systemer kan få værdien af ens skins til at falde hurtigt, som man kender det fra aktiemarkedet– og at nogle mennesker kan reagere voldsomt på de økonomiske tab. Han siger:
“Hvis man har fulgt med i nyhederne på området, har de for nylig gjort det meget nemmere at få de bedste skins i Counter-Strike. Det har angiveligt ført til, at en håndfuld personer i Kina har begået selvmord, fordi værdien af deres skins næsten blev halveret fra den ene dag til den anden.”
Det markante fald i markedet skyldtes blot én spilopdatering fra Valve (Steam), som står bag Counter-Strike, hvor man valgte at hæve udbuddet på de mest sjældne skins og derfor faldt deres værdi.
Center for Ludomani peger på, at selvmordstanker kan fylde hos mennesker med spilleproblemer. De har opgjort, at 38 % af mennesker med spilleproblemer har haft selvmordstanker, og at 10 % har forsøgt selvmord.
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livslinjens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage. Hvis du har problemer med spil, så ring til hjælpelinjen StopSpillet på 70 22 28 25, eller kontakt Center for Ludomani.