Danmark byder på værtskab for kvindernes EM 2029

DBU vil sprede fodboldfeberen til fire danske byer

I efteråret 2022 var Danmark en del af et fælles nordisk bud med Sverige, Finland og Norge om EM 2025, men værtskabet gik dengang til Schweiz
Offentliggjort

Fire værtsbyer er klar til at arrangere dansk EM-fest

Danmark og Sverige har officielt indsendt et fælles bud til UEFA om at være værter for kvindernes EM i 2029, oplyser DBU i en pressemeddelelse. Det dansk-svenske bud rummer potentialet til at sætte nye tilskuerrekorder.

I Danmark skal kampene spilles i Parken, Aarhus’ nye kommende stadion, Odense Stadion samt Brøndby Stadion.

”En særlig tak skal lyde til vores værtsbyer København, Odense, Aarhus og Brøndby, samt de mange andre byer, der har tilbudt sig som basecamps for de deltagende hold. Deres store opbakning og energi har været afgørende i arbejdet med buddet,” siger DBU-formand Jesper Møller i pressemeddelelsen.

Økonomisk opbakning

Den forventede regning hos DBU lyder på omkring 130 millioner kroner, inklusiv værtskommunerne bidrag og finansloven, der sætter 10 millioner af til at realisere drømmen.

Kilde: Idraetsmonitor.dk 

Kvindefodbold i udvikling

Interessen for kvindefodbold vokser hastigt i Danmark, og nyheden om det fælles værtskab vækker begejstring hos Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark.

”Fodbold for piger og kvinder fortjener sin plads i kalenderen. En slutrunde i Danmark vil være en oplagt mulighed for at formidle værdier som fællesskab, ligestilling og mangfoldighed, samtidig med at vi samler folk til fest og farver på tværs af landet,” fortæller han i Sport Event Denmark.

De danske klubber arbejder målrettet på at fastholde udviklingen i kvindefodbolden. Tidligere i år indgik Kvindedivisionsforeningen og TV 2 en seksårig tv- og streamingaftale, der skal gøre det lettere for danskerne at følge sporten tæt.

Hvis buddet lykkes, kan EM 2029 blive et historisk højdepunkt for kvindefodbolden, både i Danmark, i Norden og i hele Europa. Den endelige beslutning træffes af UEFA’s Eksekutivkomité den 3. december 2025.

Efter Ritzau

Powered by Labrador CMS