Dansk Folkeparti vil lukke Roskilde Universitet
Roskilde Universitet har for nyligt mødt stor kritik, da det kom frem at hver sjette kandidatstuderende i 2024 kom fra Bangladesh. I kritikkens kølvand kommer Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, nu med en klar udmelding i et interview med Berlingske.

”Luk RUC”
Morten Messerschmidts holdning til Roskilde Universitet er ikke til at tage fejl af. Det kritiske interview med Berlingske kommer oven på et par hårde uger for uddannelsesinstitutionen.
I starten af september kom det frem, at hver sjette kandidatstuderende i 2024, kom fra Bangladesh. Afsløringen fik statsminister Mette Frederiksen til at lange ud efter universitetet for at svigte sit samfundsansvar. Senere i midten af september valgte bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen at træde tilbage og efterfølgende nedlagde man én af RUC’s kandidatuddannelser.
Den primære kritik af Roskilde Universitet lyder på, at universitetet forbedrer sin økonomi ved at optage flere udenlandske studerende, og at disse studerende misbruger studievisa til at komme ind på det danske arbejdsmarked.
Overfor Berlingske udtaler Morten Messerschmidt ”at det ikke længere er muligt at få ryddet op på RUC”. I stedet mener han, at der skal skabes et nyt privatejet universitet med fokus på teknologi, kunstig intelligens, forsvar og naturvidenskabelig.
Messerschmidts kritik går dog ikke ubemærket hen, og i en skriftlig mod-kommentar kalder RUC’s rektor Hanne Leth det ”alvorligt” at ”en partileder udtrykker mistillid til Roskilde Universitet”.
Lektor ved Aarhus Universitet, Karen Valentin, der i 15 år har undersøgt, hvordan personer fra Nepal har søgt mod Danmarks uddannelsessystem, har også blandet sig i debatten og udtaler i forlængelse;
Det er ikke bevist, at størstedelen af de bangladeshiske studerende vil snyde. Sagen baserer sig på udokumenterede mistænkeliggørelser.
- Efter Ritzau