De er blevet populære blandt unge – men hvad finder man når man løfter overlæben?
Røgfrie nikotinprodukter som nikotinposer er blevet en del af hverdagen for mange unge. Ifølge en ny rapport af Statens Institut for Folkesundhed bruger ca. 145.000 unge, mellem 15-29, røgfrie nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist
Nikotinposer, også bedre kendt som snus, har fået placeret sig solidt under overlæben på den unge generation. De små poser appellerer tydeligvis til de unge, men hvordan fungerer de egentligt?
Når posen kommer i kontakt med slimhinderne i gummerne og mundhulen slipper nikotinen fra poserne ud i blodomløbet.
Herfra fragtes nikotinen til hjernen, som udløser stoffet dopamin. Dopamin er populært kendt som den del af hjernens belønningssystem, der udløser en følelse af glæde og eufori. Snusen giver dermed en følelse af glæde og afslappethed.
Det er måske derfor at en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed viser at siden 2020 er andelen, der bruger røgfrie nikotinprodukter dagligt eller lejlighedsvist, steget fra 9,1 procent til 12,6 procent. Stigningen var mest markant frem til 2022, hvorefter niveauet har stabiliseret sig. Det er altså ca. hver ottende unge dansker mellem 15-29 år.
Ude i den virkelige verden
Rasmus Wulsten, der læser på VIA, og er 23 år gammel er en af dem, som bruger snus dagligt.
”Jeg tager snus fordi jeg er blevet afhængig af det desværre, og fordi det giver mig en sensation af behagelighed og en svimmelhed på en god måde, hvis man kan forklare det sådan.”, siger Rasmus Wulsten
Den behagelighed og afhængighed som han beskriver, er altså det som man helt videnskabeligt kan forklare ved at kigge på neurotransmitteren dopamin. Der er altid et øget dopaminsignal i sammenhæng med afhængighed og jo mere man bruger ”stoffet” jo mere skal man også bruge for at vedligeholde den gode følelse.
Rasmus Wulsten peger også på nogle attraktive ting ved den måde man som forbruger har nemt ved at bruge det.
”Det er så nemt tilgængeligt i forhold til at ryge. Man skal ikke gå udenfor en dør og man kan egentligt bruge snus når som helst og hvor som helst.”, siger Rasmus Wulsten
Hvordan stopper man tendensen?
Regeringen har forsøgt at ændre unges forbrug af snus, og nikotin generelt, ved at hæve priserne på produkterne. Den nye rapport beskriver netop dette som et effektiv tiltag mod tendensen.
”Ændringer i tobakspriser er et af de mest effektive tiltag til at reducere forbruget blandt unge, da denne aldersgruppe generelt er særligt prisfølsom”, citat fra §RØG – en undersøgelse af tobak, adfærd og regler af Statens Institut for Folkesundhed.
Fra d. 1. januar 2024 blev der pålagt en afgift på nikotinposer, så de nu i gennemsnit er steget 12 kr. pr bøtte. Om det får den ønskede effekt, må tiden vise, men det er ikke alle der enige i at afgifter er den mest effektive metode at nedsætte forbruget blandt unge. Da Rasmus Wulsten bliver spurgt om, hvad der kunne få ham til at stoppe, svarer han:
”Selvom der er skoler, der er nikotinfri, så bliver der ikke slået hårdt nok ned på det. Så et forbud indenfor, ligesom der er med rygning, ville højst sandsynligt være noget der kunne hjælpe mig med at komme af med min afhængighed”