De fleste ønsker rotten død - men den bidrager mere, end man tror
Mange mennesker tænker ikke mange positive tanker, når de hører eller ser om en rotte. De fleste tænker, at det er et skadedyr, der bare skal dø. Men i virkeligheden bidrager rotterne til meget mere, end deres ry lægger op til
Forestil dig du bevæger dig ned fra din lejlighed for at smide affald ud. Det er lige omkring skumringstid, og som du kommer til skraldespandene, ser du den. Der sidder en stor brun rotte. Når den ser dig, forsvinder den. Hvilke tanker får du nu? Sikkert ikke nogen positive tanker, hvis du er som de fleste. Men måske burde du tænke anderledes. Virkeligheden er, at rotterne gør mange ting i hverdagen, som vi ikke tænker over, men som hjælper os.
Historisk har rotter og mennesker altid levet side om side. Vi har kæmpet om den samme føde. Derfor har rotterne også altid været upopulære blandt mennesker. Rotten bliver ofte beskyldt for at ødelægge og bide hul i alting. Men virkeligheden er måske bare, at rotterne er utrolig dygtige til at tilpasse sig og til at udnytte de ressourcer, der er omkring dem. Sandheden er, at selvom vi i mange år har brugt store summer på at komme rotterne til livs, er det ikke lykkedes at slippe af med dem.
Det er måske på tide at gentænkte vores forhold til rotterne?
Det mener Tobias Linné, direktør for Lund University Critical Animal Studies Network, og assistentprofessor i medie- og kommunikationsstudier.
Han siger: “byens natur, er rottens natur.”.
Linné forklarer, at så længe vi planlægger og bygger vores byer, som vi gør i dag, så vil rotten være vores nabo. Den har tilpasset sig vores levevis, og det er utænkeligt, at vi kan slippe af med den, hvis vi ikke ændrer vores måde at gøre tingene på.
Vejen fremad vil være en fortsat sameksistens. Hvis vi skal gøre tanken om sameksistens lettere at acceptere, kan man kigge på, hvad rotterne bidrager med i dagligdagen.
Kloak- og skralderotte
Her påpeger Claus Schultz, formand for brancheforeningen for skadedyrsbekæmpelse, at rotterne faktisk holder vores kloaksystem rent. De fjerner ting, der ophober sig og derfor kunne forårsage en tilstoppelse af rørene. Han fortæller yderligere, at det ikke altid er rotterne der ødelægger kloakrørene, men ofte finder de eksisterende utætheder og udnytter dem. Det vil sige, at når man opdager rotterne, opdager man også fejlen på kloakrørene. Rotten er her med til at finde skader, vi måske ikke ville opdage uden rotternes indblanding.
Tobias Linné peger også på rottens rolle som skraldemand i bylivet. De hjælper til med at fjerne en stor del af det skrald, der ligger på gader, stræder og i baggårdene. Han mener heller ikke, vi fuldstændig kan undvære rotterne, da de spiller en vigtig rolle i økosystemet, og som byttedyr for andre dyr i byen.
Laboratorierotte
En helt anden måde hvorpå rotterne er med til at gøres vores liv bedre er som forsøgsdyr. Her er de ofte med til at afprøve medicinske behandlinger og derved gøre vores behandlingsmetoder både sikrere og bedre.
I den forbindelse siger Filippo D’Andrea, driftsleder hos dyrestalden Aarhus Universitetshospital:
“Rotten er uundværlig. Den kan så meget, som mindre dyr ikke kan, og de er nemmere og billigere at bruge end større dyr. Dens psykologi gør endda, at forskere kan bruge dem i deres undersøgelser af diverse metoder mod psykiske problematikker som depression.
Selvom nogen vil finde det kontroversielt at lave dyreforsøg, er de i Danmark stærkt regulerede og bliver kun brugt som sidste udvej. Rotterne spiller her en afgørende rolle i forsøg med ny medicin.
Filippo D’Andrea peger også på at nogle rottearter også er trænet i at finde landminer, ved hjælp af deres lugtesans. Den seneste udvikling, hvad angår brugen af den sans, er at man har trænet rotter til at snuse sig frem til visse sygdomme.
Kælerotte
Alle disse ovenstående faktorer er med til at gøre rotten til et alsidigt og tilpasningsdygtigt dyr. Med deres nysgerrighed og intelligens er rotten også velegnet som kæledyr, fortæller Elisabeth Sørensen, der er ejer af 3 kælerotter.
Som kæledyr er de nemme at holde, og de adskiller sig ikke væsentligt fra andre gnavere. Måske med undtagelse af, at de ikke bider. Elisabeth har også mødt den negative opfattelse, der generelt er i samfundet omkring rotter, når hun har fortalt, at hun har rotter som kæledyr. Til det fortæller hun:
“Den bedste måde at ændre folks opfattelse af rotter på, er at give dem en i hånden. Når først de mærker, hvor blød den er, er det svært ikke at kunne lide dem.”
Alle vi har talt med i tilblivelsen af denne historie peger på det samme: des bedre folk lærer rotten at kende, des mere accepterer de den.
Så næste gang du støder på en rotte, når du er ude med skrald, så tænk lige over, om den er helt så afskyelig og ubrugelig.