De udgør en bekymrende del af ROFUS: "Teenagedrenge er bare mere tilbøjelige til at gøre noget dumt”
Knap hver tiende indmeldte i ROFUS er en teenagedreng. Ekspert er ikke overrasket, men finder tallet meget bekymrende
Over 60.000 danskere har udelukket sig fra at spille om penge, og næsten hver tiende af dem er en teenagedreng.
En statistik, som Spillemyndigheden udgav i juni 2025, viser at ni procent af de indmeldte i ROFUS tilhører gruppen mænd 18-19 år.
Thomas Marcussen, klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani, finder dette tal meget bekymrende, men han er alligevel ikke overrasket.
“Teenagedrenge er bare mere tilbøjelige til at gøre noget dumt,” fortæller han.
Thomas Marcussen mener, at usunde spillevaner hos teenagedrenge kan skabe grundlag for, at de melder sig ind i ROFUS.
“Ude på ungdomsuddannelserne ser vi unge mennesker spille for rigtig mange penge,” tilføjer han.
Derfor peger Thomas Marcussen på, at teenagedrengene, der melder sig ind ROFUS, gør det for at tage afstand fra deres usunde spillevaner, eller fordi de er i risiko for at udvikle dem.
Ikke alene om bekymringen
Thomas Marcussen står ikke alene, når han finder Spillemyndighedens statistikker bekymrende.
Marcus Mossalski er spilfri ludoman, ludomanibehandler og medlem i Randers Byråd for SF. Han bærer et tungt hjerte over, hvad tallene siger om teenagedrengenes spillevaner.
“Det er bekymrende det lort, det er et virkelig skidt sted vi står, det er der ingen tvivl om,” siger han.
Unge bruger flere penge på pengespil
Marcus Mossalski er opmærksom på og bekymrer sig over de unges usunde spillevaner:
“Det her er jo noget, der kan ødelægge unge menneskers liv, før det overhovedet er begyndt.”
“Det er efterhånden meget tydeligt, at vi har et problem med, at unge mennesker roder sig ud i pengespil,” tilføjer han.
Thomas Marcussen er helt enig. Han fremhæver tal fra Danske Bank, som peger ind i fortællingen om unges usunde spillevaner:
“Vi har data, der viser, at unge mænd i alderen 18-24 i gennemsnit bruger 800 kr. om måneden på pengespil.”