Den fælles tv-aften lever endnu
Den fælles tv-aften lever endnu
Danskernes traditionelle tv-vaner ændrer sig i høj fart, og flow-tv mister grebet om seerne. DR’s rapport afslører dog, at vi stadig ser de største underholdningsprogrammer samtidig med naboen.
Af Kristoffer Munk
Da streamingtjenesterne rykkede ind i stuerne, frygtede man at det ville blive døden for den fælles tv-aften og snakken i frokoststuerne om gårsdagens udsendelser. Med fri adgang til film og tv-serier, kan danskerne nu lave deres eget personlige tv-program.
Men virkeligheden er anderledes. I DR’s nye rapport, Medieudviklingen 2025 ses det, at primetime lever i bedste velgående. Vi har blot flyttet de gamle vaner over på digitale platforme.
Selvom on demand-sening næsten har overhalet det traditionelle flow-tv, efterligner streamingforbruget de klassiske sendeflader, vi kendte fra stueantennens tid. Rapporten har undersøgt 38 af de mest populære primetime-programmer i 2025, og konklusionen er klar: Danskerne placerer i høj grad on demand-streaming helt tæt på det tidspunkt, hvor DR og TV 2 sender programmerne på de gammeldags kanaler.
Rapporten viser at 40 procent af et programs samlede on demand-seertid foregår på selve sendedagen, og 21 procent ser endda et program forskudt i tid, men samtidig med at det kører live på sendefladen.
Dating og reality samler os
Det er især de store følelser og underholdning, der får os til at starte streamingen synkront. Når DR og TV 2 viser datingprogrammer som Gift ved første blik og Landmand søger kærlighed, lægger seerne næsten halvdelen af al streaming på selve sendedagen. DR’s Alene i vildmarken topper listen over synkron streaming.
Selvom vi teknisk set streamer, vil vi ikke gå glip af noget. Vi vil stadig gerne underholdes i sofaen samtidig med resten af Danmark, så vi kan snakke med ved kaffemaskinen på kontoret næste morgen eller blande os i debatten på de sociale medier.
Den gode gamle tv-aften er ikke død – den har blot fået nyt digitalt liv. I stedet for faste sendetidspunkter kan vi nu tænde for fjernsynet, når børnene er lagt i seng og opvaskemaskinen er sat i gang.
Fakta: Sådan streamer vi i fællesskab
Danskerne brugte 49 % af deres samlede seertid on demand i 2025.
Seerne rykker 59 % af seertiden på de 38 største primetime-programmer væk fra det faste sendetidspunkt.
Af den tidsforskudte tv-kigning, lægger vi 40 % på selve sendedagen, mens 21 % sker parallelt med selve tv-transmissionen.
Kilde: Medieudviklingen 2025, DR Analyse baseret på data fra Nielsen.