Den fornuftige Trump supporter

Ved valget i 2024 stemte 77.304.184 amerikanere på Trump. Betyder det så, at der går 77.304.184 millioner mennesker rundt med røde kasketter og stormer Kongressen? Nok ikke. 

ai generated, donald trump, president, portrait, politician, famous, america, united states, usa, political, politics, man, line art, transparent
Offentliggjort

Næsten dagligt hører vi i Danmark nyheder fra USA om, hvad Trump nu har fundet på. Høje toldafgifter, det kontroversielle forsøg på at købe Grønland og ICE strømmer gennem vores nyhedsmedier og måske har du spurgt dig selv: Er amerikanerne virkelig så dumme? Hvorfor stemmer folk på ham? Der må være flere grunde til at stemme på ham, end blot en rød kasket og en stor mur. Årsager, som vi i Danmark tilsyneladende har svært ved at sætte os ind i. I hvert fald viste en meningsmåling fra Gallup, at kun 5 procent af danskerne ville støtte Trump i 2024. Så hvilke grunde til at vælge Trump, overser vi som danskere? 

Pest eller kolera 

Ifølge Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, er det først og fremmest kun omkring en tredjedel af Trump-vælgere som er MAGA-typen. Blandt resten, som er de traditionelle, loyale republikanere og svingvælgerne, handler det i stedet om et polariseret politisk system, hvor man i virkeligheden fravælger demokraterne mere, end man tilvælger Trump 

Der er jo rigtigt mange vælgere, som ikke bryder sig om Trump, som dog stemmer på ham, fordi de synes, at alternativet er langt værre.”

Hvis man herhjemme undrer sig over, hvorfor Trump-støtter ønskede sig det USA, vi ser i dag, så mener Beach, at vi bør huske, at det ikke nødvendigvis er tilfældet:

“Man skal forstå, at folk ikke er dumme”. Tankegangen blandt vælgerne var “Det gik jo ikke så slemt sidste gang (Trump var præsident). Så nu må se, hvor galt det kan gå.”

Hvorfor så sure på demokraterne? 

Fan eller ej, så kan de fleste nok blive enige om, at Trump ikke er den typiske politiker - men netop dét, ser Lon Quinn som en stor styrke. Quinn driver sin egen virksomhed i den lille by Whitehall i staten Michigan, og for ham symboliserede de seneste demokratiske politikere, folk der var drevet af egen profit og karriere:

“Jeg mener at Obama så godt ud for resten af verden, men gjorde mange skadede ting for USA internt. Biden var inkompetent og tillod mange dårlige ting at fortsætte. Alt for mange af vores politikere har skabt deres karriere og økonomi ved at være politikere. De lærer at dække for hinanden for at fremme deres egne behov. ”

I modsætning hertil oplever han Trump som en stærk leder, en erhvervsmand og en, som får tingene gjort. Han er klar over, at Trump har gjort nogle problematisk ting i sit liv, men han repræsenterer stadig den ændring, som han føler, at landet har brug for: 

“I sidste ende vil jeg sige at Trump ikke er den leder vi ville have, men han er den leder som vi har brug for. ” 

Det kan selv en dansker se

Jens Winge-Petersen er lige så amerikansk, som han er dansk. Faktisk ret præcist, eftersom hans 42-årige lange liv er delt på midten mellem en tilværelse i Sønderjylland og livet som landmand i det nordlige Montana. Winge-Petersen fortæller, at da Trump blev valgt første gang i 2016, fik han beskeder fra bekendte i Danmark, som kondolerede og mindede ham om, at han jo altid kan flytte tilbage. Men han har selv stemt på Trump ved alle tre valg. Selvom Winge-Petersen personligt har mistet flere millioner i omsætning efter Trumps omfattende toldafgifter, holder han at ved, at på trods af præsidents fejl, så er alternativet værre:

“Han er da en knoldsparker at høre på. Kan jeg lide ham som person? Nej. Er jeg enig med alle hans politikker? Nej. Men politikken bagved hans arrogante facade og plidderpladder, mente jeg, at USA havde brug for.”

Holdning uden hold

Når Jens Winge-Petersen vender blikket hjem, har han ligefrem mistet danske venner på baggrund af hans stemme. Noget, der ifølge Jens skal forklares i medierne, hvor han oplever, at de danske medier er lige så partiske, som de amerikanske. Det ærgrer Jens at se, hvordan de danske medier konstant er ude med riven efter Trump, men aldrig bragte noget negativt om Biden - hvor der efter hans mening ellers var rigeligt at tage af. Det resulterer ifølge Jens i, at danskere er hurtige til at udtale sig negativt om Trump, uden at sætte sig ind i, hvad hans politik egentlig går ud på og hvordan tingene står til i USA. 

Det er lige så ekstremt ikke at kunne lide Trump, som det er, at kunne lide ham. Folk hjemme i Danmark, som kun har negative ting at sige om ham, er lige så ekstreme som dem der render rundt herovre med klaphatte.”

Powered by Labrador CMS